Fårvang

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Fårvang
Skolen Hallen

Stationsbygningen
Overblik
Land Danmark Danmark
Region Region Midtjylland
Kommune Silkeborg Kommune
Sogn Tvilum Sogn
Postnr. 8882 Fårvang
Demografi
Fårvang by 1.385[1] (2023)
Kommunen 99.400[1] (2023)
 - Areal 864,89 km²
Andet
Tidszone UTC +1
Hjemmeside www.faarvangby.dk
Oversigtskort

Fårvang er en by i Midtjylland med 1.385 indbyggere (2023)[1], beliggende 33 km sydøst for Viborg, 33 km sydvest for Randers, 34 km nordvest for Aarhus og 20 km nordøst for Silkeborg. Byen hører til Silkeborg Kommune og ligger i Region Midtjylland.

Fårvang hører til Tvilum Sogn. Ensomt i Kirkeskov 5 km sydvest for Fårvang ligger Tvilum Kirke, som er nordfløjen af Middelalderens Tvilum Kloster.

Faciliteter[redigér | rediger kildetekst]

Fårvang Skole har 330 elever i ét spor på 0.-6. klassetrin og 2-3 spor på overbygningen, hvor skolen også får elever fra distriktsskolerne i Sorring og Gjern.[2] Ved siden af skolen ligger Fårvang Hallen, der blev indviet i 1981, og Børnehuset Fårvang, der kan rumme 60 børn, men også råder over 100 m² på skolen, så antallet kan stige til 70.[3]

Fårvang Ældrecenter er opført i 1967 og senest om- og tilbygget i 1999. Det har 20 to-rums og 8 et-rums boliger.[4]

Efter at byens kro brændte i 1997 og ikke blev genopført, blev forsamlingshuset Skovhuset opført og indviet i 2001. Byen har Dagli'Brugs og pizzaria.

Historie[redigér | rediger kildetekst]

Fårvang var en landsby i Skanderborg Rytterdistrikt. Den blev udskiftet i 1783.

I 1904 beskrives Fårvang ganske kort: "Faarvang med Skole" Sognets tyngdepunkter lå i Truust, der havde andelsmejeri, kalkværk, kro og markedsplads, og Horn, der havde missionshus og forsamlingshus.[5]

Mejeriet Nørrevang, nu boliger

Stationsbyen[redigér | rediger kildetekst]

Fårvang fik jernbanestationDiagonalbanens første etape Silkeborg-Laurbjerg (1908-71). Da anlægget af strækningen var vedtaget af Rigsdagen i 1900, besluttede fremsynede bønder at oprette et centralt beliggende mejeri. Det blev indviet i 1903 og lå ved landevejen Aarhus-Viborg, som den nuværende Storgade var en del af.

Stationen blev anlagt på åben mark og stod færdig i 1906. Bager, smed og købmand flyttede fra Truust til den kommende stationsby. Købmanden etablerede en stor forretning skråt over for stationen, og i 1907 blev der opført et hotel lige over for stationen. De to årlige Truust-markeder flyttede til Fårvang og blev udvidet til 12 årlige begivenheder, der medførte store transporter af dyr og passagerer på jernbanen. Skorup Sogns Sparekasse flyttede til Fårvang og skiftede navn til Skorup-Tvilum Sparekasse.

De fleste af byens parcelhuse er opført i efterkrigstiden. Stationsbygningen er bevaret på Jernbanegade 13. Den blev i de første år efter nedlæggelsen af banen brugt som kommunal børnehave. Natursti "Gjernbanen", der er anlagt på banens tracé, går gennem byen.

Kommunen[redigér | rediger kildetekst]

Tvilum Sogn kom ved kommunalreformen i 1970 med i Gjern Kommune, som ved kommunalreformen i 2007 blev en del af Silkeborg Kommune. En følge af denne reform var at Fårvang Bibliotek måtte lukke 1. januar 2007.

Virksomheder[redigér | rediger kildetekst]

Foruden jernbanestationen er Fårvang vokset op omkring sin store møbelindustri. Byens største virksomhed er plademøbelproducenten Tvilum-Scanbirk. Desuden findes Domus Denmark [6].

Gangsø Møbler[7] blev erklæret konkurs efter at det nye selskab Hammel Furniture[8] havde overtaget aktiviteterne 4. oktober 2010. Grundfos flyttede sidst i 2011 halvdelen af sin danske varemodtagelse samt 30 medarbejdere til Gangsøs tidligere fabrikshaller.[9]

I februar 2018 måtte Tvilum-Scanbirk sende medarbejderne hjem, men virksomheden fortsatte med nye ejere, så 504 arbejdspladser blev reddet og kun 91 medarbejdere blev fyret.[10]

Idræt[redigér | rediger kildetekst]

Horn-Fårvang Idrætsforening (HFIF) startede i 1896 som fortsættelse af en skytteforening. Den tilbyder fodbold, håndbold, badminton og gymnastik. Sammen med Fårvang Borger- og håndværkerforening står foreningen bag den årlige sommerfest "Fåremarkedet" med rally, som siden 1968 har været afviklet i uge 32.

To professionelle fodboldspillere er vokset op i Fårvang og har startet deres karriere i HFIF:

Noter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b c Danmarks Statistik: Statistikbanken Tabel BY1: Folketal 1. januar efter byområde, alder og køn
  2. ^ "Fårvang Skole: Skolens elevtal". Arkiveret fra originalen 10. november 2019. Hentet 10. maj 2018.
  3. ^ "Daginstitutionen Gudenåen: Børnehuset Fårvang". Arkiveret fra originalen 10. maj 2018. Hentet 10. maj 2018.
  4. ^ "Silkeborg Kommune: Fårvang Ældrecenter". Arkiveret fra originalen 10. maj 2018. Hentet 10. maj 2018.
  5. ^ Tvilum Sogn Arkiveret 12. august 2020 hos Wayback Machine i J.P. Trap: Kongeriget Danmark, udarbejdet af H. Weitemeyer (3. udgave, 5. bind, 1904), s. 197
  6. ^ "Domus Denmark". Arkiveret fra originalen 13. november 2012. Hentet 14. marts 2013.
  7. ^ "Gangsø Møbler". Arkiveret fra originalen 26. oktober 2020. Hentet 14. marts 2013.
  8. ^ "Hammel Furniture". Arkiveret fra originalen 5. marts 2016. Hentet 14. marts 2013.
  9. ^ "Grundfos flytter til Fårvang". Arkiveret fra originalen 11. maj 2018. Hentet 14. marts 2013.
  10. ^ "DR Nyheder 9. februar 2018: Nye ejere til konkursramt møbelfabrik: 504 job er reddet". Arkiveret fra originalen 30. juni 2018. Hentet 10. maj 2018.

Eksterne kilder/henvisninger[redigér | rediger kildetekst]