Ribe

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Ribe
Byvåben Brostensgade
Coat of arms of Ribe.svg Ribe - Fiskergade - brostensbelagt gade.jpg
Ribe with harbour.jpg
Skibbroen med domkirken i baggrunden
Overblik
Land Danmark Danmark
Region Region Syddanmark
Kommune Esbjerg Kommune
Sogn Ribe Domsogn
Grundlagt 704 -710
Postnr. 6760 Ribe
Demografi
Ribe by 8.287[1] (2021)
Kommunen 115.579[1] (2021)
 - Areal 742,5 km²
Andet
Tidszone UTC +1
Hjemmeside www.visitribe.dk
Oversigtskort

Ribe er en by i Sydvestjylland og var tidligere formelt en del af de sønderjyske enklaver som tilhørte kongeriget. Byen har 8.287 indbyggere (2021)[1], hører til Esbjerg Kommune og er beliggende i Region Syddanmark. Ribe er Danmarks ældste by.[2] Den ligger i et fladt marskområde ikke langt fra Vesterhavet og har gennem historien været præget af oversvømmelser. Ribe Å slynger sig gennem Ribe ad flere grene, videre over marsken og gennem Kammerslusen ud i Vadehavet.

Ribe blev grundlagt som en handelsplads under vikingetiden i begyndelsen af 700-tallet. Ansgar anlagde den første kirke her i 800-tallet, og i 948 blev den bispesæde. Byen voksede og blev stor og vigtig både for kirken og som handelscentrum, og var i middelalderen blandt landets største byer. Da Ribe Å blev ufarbar for skibe i slutningen af 1600-tallet gik det dog stærkt tilbage, og med Esbjergs grundlæggelse i 1868 blev byens industri også udfordret.

Byen har flere uddannelsesinstitutioner. Ribe har bevaret sit gamle bymiljø med Ribe Domkirke som dets majestætiske vartegn. Mange tusinde turister fra hele verden valfarter hvert år til byen for at opleve købstadens særlige atmosfære. Ribe har flere museer, herunder to som beskæftiger sig med vikingetiden.

Etymologi[redigér | redigér wikikode]

Navnet "Ribe" kan tilbageføres til det olddanske ripa, der betyder striber eller strimler, da handelspladsen oprindeligt bestod af mindst 70 smalle jordlodder. De var højest på midten med grøfter imellem.

Ribes indbyggere kaldes ripensere.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Grundlæggelse[redigér | redigér wikikode]

Byens historie strækker sig tilbage til mellem 704 og 710, hvor der blev anlagt en handelsplads på stedet,[3] og anses for Danmarks ældste by.[4][5] Placeringen var god til handel, da der var adgang til havet via Ribe Å, og der kunne rejses over land mod både nord og syd.[4] Der er fundet korn som rug, havre og hvede i byen, som er dateret til 700-tallet, og man mener, at det er blevet dyrket lokalt, hvilket indikerer at man har haft landbrug på stedet.[6]

I 825 bliver der slået mønt i byen.[7] Da Ansgar kom til Danmark for at kristne befolkningen fik han en grund i byen, og får lov at anlægge en kirke her i 854-857, hvilket er første gang byen nævnes i skriftlige kilder.[4][7] I 948 blev det bispesæde som det første i landet.[3]

Middelalderen[redigér | redigér wikikode]

I 1127 blev kong Niels' søn Magnus den Stærke gift med Richiza af Polen i Ribe. Ti år senere bliver Erik Emune dræbt ved Urnehoved, og senere gravlagt i Ribe Domkirke.[7] Riberhus blev påbegyndt i starten af 1100-tallet og den nuværende Ribe Domkirke blev påbegyndt i slutningen af 1100-tallet og indviet i 1250.

Dominikanerordenen stiftede et sortebrødrekloster i Ribe i 1228.[7] I 1259 døde kong Christoffer 1. i Ribe og blev begravet i domkirken.[8]

Den 26. juni 1269 blev Ribe Stadsret udstedt på danehoffet i Nyborg af kong Erik 5. Klipping. Byen fik også købstadsrettigheder i 1200-tallet, og byen voksede betragteligt. Det blev en af landets største byer, og tjente særlig godt på eksport af okser. Når landets konger besøgte området boede de ofte på slottet Riberhus.[3]

I 1496 byggedes et stenhus på Von Støckens Plads i byen, som i dag et af Danmarks ældste rådhuse. I 1709 blev ejendommen købt af byen til rådhus.[9]

Renæssancen[redigér | redigér wikikode]

Nuværende rester af Riberhus, der blev ødelagt i 1643-44.

Den store brand[redigér | redigér wikikode]

Den 3. september 1580 bliver byen ramt af en fatal brand, hvor 213 huse i 11 gader brændte.[7] Branden opstod hos Kristen Borg i Stenbogade.[10] Ifølge overlevering var der netop denne aften hentet ekstra meget hø ind i gården bag huset, som var placeret omkring bagsiden af Torvet/Stenbogade og over mod Peder Dovns Slippe.

Trods en dom d. 21. februar 1581, hvor Borg blev frikendt for mistanke, da høet menes at være selvantændt, forsvandt mistanken ikke. Borg måtte søge kongens beskyttelse, inden han blev fri for mistanke.[10]

På trods af at mange af de kirkelige institutioner i byen forsvandt efter reformationen i 1500-tallet formåede byen alligevel at opretholde stor handel og velstand. I løbet af 1600-tallet blev det dog vanskeligt at holde Ribe Å sejlbar. Fanø og Mandø blev derfor brugt som ladeplads til byen.[3] Under Anden store manddrukning den 11.-12. oktober 1634 steg vandet i Ribe til 6,1 meter over dagligt vande. I domkirken ses forsat et mærke, hvor vandet stod 1,7 m over gulvet.[11]

I 1641 foregik en af landets mest berømte hekseafbrændinger, da skrædderdattern Maren Splids blev dømt som heks.[12] Under Torstenssonfejden i 1643-44 bliver Riberhus ødelagt.[7]

Efter enevælden blev indført i 1660 svandt byens handel med udlandet til fordel for København og Aalborg.[3]

Nyere tid[redigér | redigér wikikode]

I 1700-tallet var byens storhedstid forbi. Handlen var stagneret voldsomt, søfarten kunne heller ikke bidrage stort til byens økonomi. Til gengæld trivedes håndværk, og byen blev berømt for kniplings- og lærredsfremstilling.[3]

Ribe hørte historisk til de sønderjyske enklaver, dvs. at byen lå i Sønderjylland, men blev administrativt regeret fra det Danske Kancelli i København. Ribe var således en kongerigsk enklave i Sønderjylland på linje med en række andre enklaver langs Slesvigs vestkyst.

I midten af 1800-tallet fik byen sine første industrivirksomheder. I 1885 fik byen jernbane, da Bramming-Tønder-banen blev indviet, og to år senere blev jernbanen forlænget, så den gik til den tyske grænse, så der var forbindelse til Hamborg. Anlæggelsen af Esbjerg i 1868 betød meget for byen, da Esbjerg var en moderne industriby med direkte adgang til havet, og den nye bys industri overhalede hurtigt Ribes.[4] Der dog forsat var fabrikker i byen, heriblandt Crome & Goldschmidts Tekstilfabrik, Sct. Nicolaj Gade der havde ca 120 beskæftiget i slutningen af 1800-tallet.[3]

I midten af 1900-tallet havde Ribe Jernstøberi med 520 ansatte, men en stor del af byen var beskæftiget i servicesektoren, da Ribe var centrum for både amtet og stiftet.[3]

Ribe var frem til strukturreformen 2007 administrativt centrum for Ribe Kommune, Ribe Stift, og Ribe Amt. Herefter blev byen en del af Esbjerg Kommune.

Infrastruktur og transport[redigér | redigér wikikode]

Ribe Station hvorfra der går togmod Esbjerg og Tønder.

Mod nordvest går Primærrute 24 mod Esbjerg, og mod nordøst går Primærrute 32 til Kolding. Mod syd går Primærrute 11 mod tønder

Ringvejen er en omfartsvej vest om byen, der er en del af rute 11.[13] Det er forslået at etablerede en omfartsvej øst om byen. Mod øst går primærrute 24 mod Gram.

En stor del af byens gamle gadenet er bevaret i centrum af byen.

Ribe Station er stop på Bramming-Tønder-banen. I 1985 åbnede Ribe Nørremark Station i den nordlige del af byen, hvor toget ligeledes stopper.

Byen har to vandtårne; Dagmarsgade Vandtårn blev opført i 1887 og vari drift indtil 2011 samt Tangevej Vandtårn der blev bygget i 0907 og som lukkede i 1990.

Blandt byens gamle gader er Badstuegade, Bispegade, Fiskergade, Hundegade, Præstegade, Puggaardsgade, Sct. Nicolaj Gade, Skibbroen, Stenbogade og Sønderportsgade samt Torvet.

Erhverv[redigér | redigér wikikode]

En af byens store fremstillingsvirksomheder er Mineralvandsfabrikken Frem, der blevet etableret i 1949. I 2016 blev den overtaget af Bryggeriet Fuglsang.[14]

Pladestudiet Hansen Studio ligger i Ribe. Det drives af den danske producer Jacob Hansen, og bliver især brugt af til indspilning af rock og heavy metalbands.[15] Blandt de bands, der har indspillet albums her er bl.a. Dizzy Mizz Lizzy og Volbeat.

Byens detailhandel er især centreret omkring Torvet og gågadestrækningen Overdammen, Mellemdammen og Nederdammen.

Ribe har en række hoteller, herunder Ribe Hotel og Hotel Dagmar. Sidstnævne er den del af Danske Hoteller A/S. Kæden Danhostel driver et vandrehjem i byen.

Byen nyder godt af sin tætte placering til den tyske grænse, og besøges derfor af mange tyskere.

Demografi[redigér | redigér wikikode]

Tabellen viser befolkningsudviklingen i Ribe (Ribe Kommune – nedlagt 2007). Data fra før det 18. århundrede er estimater. 2006-2013 Folketal fra Danmarks Statistik. Fra 2015 officielle tal fra Esbjerg Kommune.

År Befolkningstal
1500 ~5.000
1591 ~4.500
1641 ~3.500
1672 ~2.000
År Befolkningstal
1769 1.827
1801 1.994
1850 2.984
1901 4.243
År Befolkningstal
1917 5.105
1931 5.895
1955 7.606
1958 7.679
År Befolkningstal
1974 8.256
1980 18.051
1982 18.126
1983 18.248
År Befolkningstal
1985 17.981
1990 17.872
1995 18.234
1999 18.191
År Befolkningstal
2000 18.112
2003 18.107
2006 8.081
2007 8.192
År Befolkningstal
2008 8.229
2009 8.210
2010 8.188
2011 8.192
År Befolkningstal
2012 8.187
2013 8.142
2015 8.126
2019 8.316

Uddannelse[redigér | redigér wikikode]

Nuværende uddannelsesinstitutioner[redigér | redigér wikikode]

Tidligere uddannelsesinstitutioner[redigér | redigér wikikode]

Kultur[redigér | redigér wikikode]

Ribe kaldes "Storkenes by".[17] Storkene har dog kun været på visit de senere år og har ikke ynglet i byen. Byens storkereder klargøres stadigt hvert år.

Ribe blev valgt til "Europe's Best Big Time Small Destination" af Global Grasshoppers i 2014.[18]

Attraktioner og seværdigheder[redigér | redigér wikikode]

Ribe rummer flere museer. Ribe Kunstmuseum er indrettet i en stor villa, som blev opført i 1860'erne. Det blev grundlagt i 1891 og indeholder dansk kunst fra 1750 og frem til 1950.[19]

Museet Ribes Vikinger blev grundlagt i 1992, og er et kulturhistorisk museum med arkæologiske fund, der særligt fokuserer på vikingetiden. Sammen med Ribe Domkirkemuseum drives det af Sydvestjyske Museer.[20]

Det arkæologiske frilandsmuseum Ribe Vikingecenter ved Lustrup 2 km syd for Ribe rummer en række rekonstruerede vikingebygninger, som forskere mener de har taget sig ud.

Jacob A. Riis Museum er dedikeret til journalisten af samme navn, der var aktiv i New York City i slutningen af 1800-tallet, og det åbnede i 2019.[21]

I sommeren 2020 åbnede HEX! Museum of witch hunt, der omhandler Maren Splids og heksejagt i Ribe og Europa.[22] Åbningen blev udskudt 10 dage, da coronakrisen havde forsinket arbejdet med at restaurere de gamle bygninger.[23][24]

Ved Vester Vedsted 7 km sydvest for byen ligger desuden Vadehavscentret der har som erklæret formål at "øge kendskabet til og forståelsen for Vadehavet og marsken" via udstillinger om områderet geologi og biologi.

Arkitektur[redigér | redigér wikikode]

Taarnborg er blandt byens fredede huse.

Ribe ligger på den europæiske rute for teglstensgotik. Ribe Domkirke er blandt landets ældste kirker, og den eneste femskibede kirke i Danmark. Ribe stift blev oprettet allerede i år 948, og den første teglstenskirke blev bygget i starten af 1100-tallet, mens den nuværende blev påbegyndt i 1150.

Den første Sankt Catharinæ Kirke blev grundlagt i 1250, og er opført i forbindelse med et dominikansk kloster i byen. I 1300-tallet blev der foretaget store ombygninger. Den nuværende kirke er fra omkring 1450.[25] Det er blandt landets mest komplette klosterbyggerier.

Riberhus blev opført som kongelig borg i 1100-tallet, men i dag er kun borgbanken og få rester af fundamentet bevaret.

Fra slutningen af middelalderen og renæssancen findes flere bygninger. Ribe gamle Rådhus stammer fra slutningen af 1400-tallet, hvor der var byrådssal helt frem til 2007.[9][26] Den Gamle Arrest blev opført som kapellanbolig for hjælpepræsten i 1546. I Puggårdsgade ligger Taarnborg, der er den gamle bispebolig. Det stammer fra slutningen af 1500-tallet og er et af landets bedst bevarede renæssancehuse.[27][28]

Byen har flere gamle velbevarede bindingsværkshuse. Derudover findes Den Gamle Avlsgård i Ribe fra slutningen af 1800-tallet.

Sport[redigér | redigér wikikode]

Ribe Fritidscenter er et idrætsanlæg med bl.a. svømmehal og sportshaller. Det er hjemmebane for håndboldklubben Ribe-Esbjerg HH.[29] Desuden findes håndboldklubben Ribe Håndboldklub.

Ribe Boldklub er byens fodboldklub. I 1970'ern havde den en meget stærkt kvindehold, der vandt danmarksmesterskaberne fem gange.[30]

Venskabsbyer[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Venskabsbyer i Danmark.

Følgende byer er venskabsbyer med Ribe:

Venskabsbyforeningen i Ribe er en privat forening, som blev stiftet i 1983. Dens formål er at være igangsættende og rådgivende for udveksling og kontakt med de af Ribe byråd etablerede venskabsbyforbindelser.

Æresborgere[redigér | redigér wikikode]

Følgende er æresborgere i Ribe:

Kendte personer fra Ribe[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Galleri[redigér | redigér wikikode]

Ribe i malerkunsten - malerier fra Ribe Kunstmuseum[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c Danmarks Statistik: Statistikbanken Tabel BY1: Folketal 1. januar efter byområde, alder og køn
  2. ^ (Byen fejrede 1300 års jubilæum i 2010)
  3. ^ a b c d e f g h Ribe. Danmarkshistorien.dk, Aarhus Universitet. Hentet 22/10-2020
  4. ^ a b c d Ribe - Danmarks ældste by. Histoiskeatlas.dk. Hentet 22/10-2020
  5. ^ Vikingetiden begyndte i Ribe. Videnskab.dk. Henet 22/10
  6. ^ "The farm crops". Ribe Vikingecenter. Hentet 19. april 2015. 
  7. ^ a b c d e f Ribes histriske tidslinje. Visitribeesbjerg. Hentet 22/10-2020
  8. ^ Christofer 1.. Gravsted.dk. Hentet 22/10-2020
  9. ^ a b Det Gamle Rådhus i Ribe Arkiveret 6. oktober 2017 hos Wayback Machine. VisitRibe. Hentet 5/10-2017
  10. ^ a b Ribehus skånet af branden 1580, Vestkysten Kronik 15.8.1947 af jouarnalist K.H. Rosenstand
  11. ^ De 5 største stormfloder i Vadehavet. Naturstyrelsen. Henett 22/10-2020
  12. ^ "Maren Splids". kvinfo.dk. 2015. Hentet 2015-03-17. 
  13. ^ Thorsen, Kim (21. marts 2013). "Omfartsvej ved Ribe indgår i ny transportaftale". JydskeVestkysten. Hentet 16. september 2015. 
  14. ^ "Frem bliver en del af Fuglsang Gruppen". Frem. Hentet 28. december 2016. 
  15. ^ History. Webarchive - Jacob Hansen. Hentet 29/9-2015
  16. ^ a b Fusion. Ribe Katedralskole. Hentet 7/2-2019
  17. ^ Storken. Ribe1300.dk. Hentet 29/3-2021
  18. ^ Winner: Europe’s Best Big-Time Small Destination. globalgrasshopper.com. Hentet 22/10-2020
  19. ^ Ribe Kunstmuseum. Visitribeesbjerg. Hntet 22/10-2020
  20. ^ Ribe Domkirkemuseum. Hentet 22/10-2020
  21. ^ Jacob A. Riis Museum. Sydvestjyske Museer
  22. ^ HEX!. Sydvestjyske Museer. Hentet 22/10-2020
  23. ^ Åbningen af HEX! Museum of Witch Hunt udskydes. Ugeavisen Ribe. Hentet 22/10-2020
  24. ^ Nyt museum fortæller om en mørk tid i Danmark. TV Syd. Hentet 2/10-2020
  25. ^ Ribe S. Katrine Kirke p.696 danmarkskirker.natmus.dk hentet 17. januar 2019
  26. ^ Sag: Ribe gamle Rådhus. Kulturstyrelsen. Hentet 5/10-2017
  27. ^ Taarborg. Realdania. Hentet 22/10-2020
  28. ^ Taarnborg. Ribe1300.dk. Hentet 22/10-2020
  29. ^ Spillested for Ribe-Esbjerg HH, dhf.dk
  30. ^ Dameguld og sammenhold blandt Ribe BKs højdepunkter. Ugeavisen Ribe. Hentet 22/10-2020

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Otto Smith & V. Hermansen, Ribe Bys Historie, 2 bind, 1936-1946.
  • Dansk Center for Byhistorie og Esbjerg Byhistoriske Arkiv, Redaktør: Søren Bitsch Christensen, flere forfattere Ribe Bys Historie. Bind 1-3 . Udkommet 2010

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]