Wikipedia:Ugens artikel/Uge 13, 2021

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Linje 250S på Rosenørns Allé.

Linje 250S er en buslinje i København, der kører mellem Bagsværd St. og Dragør Stationsplads. Strækningen mellem Bagsværd St. og Gladsaxe Trafikplads betjenes kun i myldretiderne. Linjen er en del af Movias S-busnet og er udliciteret til Keolis, der driver linjen fra sit garageanlæg ved Stamholmen. I 2019 havde den ca. 2,2 mio. passagerer.

Linje 250S blev oprettet mellem Buddinge St. og Københavns Lufthavn 25. september 1994. Ved oprettelsen erstattede den linje 64, 74E og 163E. I 2008 blev den omlagt, så den i stedet for at køre til lufthavnen kom til at køre til Islands Brygge. Herfra forlængedes den i 2012 til Bella Center St. I forbindelse med åbningen af metrostrækningen Cityringen i 2019 blev linjen omlagt på Amager til at køre til Dragør Stationsplads i stedet for til Bella Center St. Desuden blev den omlagt via Nørrebro St. i stedet for via Bispeengbuen. Endelig blev den omlagt til Gladsaxe Trafikplads med forlængelse til Bagsværd St. i myldretiderne i stedet for til Buddinge St.

Fra 3. april 2001 til 21. oktober 2012 blev linjen betjent af dobbeltdækkerbusser. De kørte også på enkelte andre linjer i Hovedstadsområdet, men linje 250S blev både den første og sidste linje til at have dem.(Læs mere..)