Ala (militær)
En ala (latin for "vinge"; pl. alae) var det udtryk, der i midten af den romerske republik (338–88 f.Kr.) blev brugt til at betegne en militær formation sammensat af værnepligtige fra socii – Roms italienske militærallierede. En normal hær ledet af romersk konsul bestod i perioden af to legioner, kun sammensat af romerske borgere, og to allierede alae.
Alae var noget større end normale legioner – 5.400 eller 5.100 mand mod legionernes 4.500 mand – og de indeholdt en større mængde kavaleri (normalt 900 ryttere mod de 300, som romerne leverede).[1]
Fra den første romerske kejser – Augustus' (r. 27 f.Kr. – 14 e.Kr.) tid – blev udtrykket ala brugt i den professionelle kejserlige hær til at betegne en meget mindre enhed (ca. 500), som kun bestod af kavalerienheder af ikke-borgerlige auxilia.
Historie[redigér | rediger kildetekst]
I takt med at de romerske hære begyndte at være sammensat af dels romerske borgere og dels socii (allierede fra resten af det italienske fastland), enten Latini eller Italici, blev det praksis at lede de romerske tropper i midten af slaglinjen og med socii på siderne. I den midterste republiks periode bestod de romerske hære af to legioner af romerske borgere og to legioner af "ala" – hvor ala leverede tredive turmae kavaleri pr legion, hvorimod romerne kun leverede ti turmae. Derfor betegnede ala og alarii de tropper, som Roms allierede havde stillet til rådighed – både til hest og til fods – hvor de to divisioner blev skelnet som dextera ala (højre fløj) og sinistra ala (venstre fløj).[2]
Så sent som på Polybius' tid blev tropperne fra de allierede – der dannede alae – rekrutteret af deres egne ledere i deres hjemlande. De allieredes obligationer i forhold til at stille tropper til rådighed for den romerske hær var specificeret af de aftaler, der var omfattet af formula togatorum.[1] De blev ledet af seks romerske officerer kaldet praefecti sociorum – svarende til legionens seks militærtribuner – som blev udvalgt fra equites af den ansvarlige konsul.[1] Rom stolede dog på deres allierede kommandører, såsom f.eks. Frentani Oblacus Volsinius eller Campaneren Decius Vibellius under Pyrrhoskrigen.[3]
Det forventedes, at socii kæmpede på samme måde og med samme udstyr som de romerske tropper. Ligeledes blev de givet deres egne basisrationer, og de ville også modtage en procentdel af ethvert krigsbytte – dog en lavere sats end de romerske tropper.[1]
Referencer[redigér | rediger kildetekst]
- ^ a b c d Sara E. Phang, Iain Spence, Douglas Kelly, Peter Londey (2016). Conflict in Ancient Greece and Rome: The Definitive Political, Social, and Military Encyclopedia [3 volumes]: The Definitive Political, Social, and Military Encyclopedia. ABC-CLIO. ISBN 9781610690201.
{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link) - ^ (Livy, xxvii.2, Livy, xxv.21, Livy xxxi.21 ; Lips. de Milit. Rom. ii. dial. 7. We find in Livy x.40, the expression cum cohortibus alariis ("with wing cohorts"), and in x. 43, D. Brutum Scaevam legatum cum legione prima et decem cohortibus alariis equitatuque ire...jussit ("He ordered Decius Brutus Scaeva, legate, with the first legion and ten wing cohorts and the cavalry, to go and oppose said detachment...").
- ^ Saskia T. Roselaar (2012). Processes of Integration and Identity Formation in the Roman Republic. Brill. s. 80. ISBN 9789004229112.
Litteratur[redigér | rediger kildetekst]
- Ann Hyland: Equus: The Horse in the Roman World. ISBN 0-300-04770-3.
- Adrian Goldsworthy: The Complete Roman Army. ISBN 0-500-05124-0.
- William Smith, ed.: A Dictionary of Greek and Roman Antiquities, John Murray, London, 1875.
Denne artikel indeholder tekst fra denne kilde, som er i public domain: an article by William Ramsay, M.A., Professor of Humanity in the University of Glasgow on pp. 73-74 of A Dictionary of Greek and Roman Antiquities, John Murray, London, 1875, edited by William Smith, D.C.L., LL.D.
