Bruger:Lujian/Michael Roes

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Michael Roes (født 7. august 1960 i Rhede/Westfalen) er en tysk [forfatter]], romanforfatter, digter, essayist, dramatiker, antropolog og filminstruktør.

uMichael Roes ved en oplæsning på bogmessen i Frankfurt 2012

Liv[redigér | rediger kildetekst]

Michael Roes voksede op i Bocholt. Efter skolen studerede han psykologi, filosofi og tysk ved Freie Universität Berlin, hvor han afsluttede sin uddannelse som psykolog i 1985.

Fra 1987 til 1989 var han instruktørassistent og dramaturg på Schaubühne i Berlin og på Münchner Kammerspiele. [1] Derefter fulgte en periode med studier i Negev-ørkenen. I 1991 afsluttede Roes sin doktorgrad med en afhandling om Isaac og blev dermed doktor i filosofi.

I 1993 blev Michael Roes Fellow ved Collegium Budapest. Som led i et etnologisk forskningsprojekt tilbragte han et år i Yemen i 1994/1995. Han skrev om sine etnologiske studier der i romanen Rub' al-Khali. I de følgende år rejste Roes primært til Amerika og boede i lang tid i New York, hvor han arbejdede på sin roman The Coup of Berdache og sit litterære rejseessay Skin of the South. I 2000 optog Roes sin første spillefilm Someone is Sleeping in my Pain, en arabisk 'Macbeth', i New York og Yemen. Derefter fulgte flere lange ophold i Algeriet, hvor han bl.a. skrev romanen Road to Timimoun, filmen City of Happiness, en dokumentarfilm om algeriske unges hverdagsliv, og Roes' anden spillefilm Timimoun, en algerisk oresteia.

I 2004 og 2006/2007 blev Michael Roes inviteret til at være gæsteprofessor på Central European University, Budapest, hvor han blandt andet arbejdede med studerende på sit filmprojekt Elevation. Herefter fulgte et tre måneders ophold i Nanjing og arbejdet med romanen The Five Colours Black, som blev udgivet i efteråret 2009.

Fra 2012 til 2013 var Michael Roes Research Fellow ved Freie Universität Berlins internationale forskningskollegium Interweaving Theatre Cultures.[2] Han er medlem af PEN Centre Germany.

Værker[redigér | rediger kildetekst]

Michael Roes bestræber sig altid på at interagere med det ukendte. Hans litterære og filmiske arbejde er baseret på en undersøgelse af meget forskellige kulturer, fra de nordamerikanske indianere i romanen The Coup of the Berdache, til det moderne Kina i The Five Colours Black, de walisiske myter i Lleu Llaw Gyffes, til den islamiske verden i romanerne Rub' al-Khali / Empty Quarter, Way to Timimoun, Near Inverness og Story of Friendship. Hans arbejde er præget af synkretisme og lyst til at eksperimentere.

  • I romanen Rub' al-Khali/ Empty Quarter, der udkom i 1996, er hovedpersonen en antropolog, der vil forske i traditionelle børnelege og -danse i Yemen. Hans dagbog er en blanding af rejseskildring, hverdagsobservationer og refleksioner over leg. Et andet, supplerende narrativt spor i romanen er dagbogen fra en rejsende til Yemen i begyndelsen af det 19. århundrede, Alois Ferdinand Schnittke. Schnittkes beretning er præget af en følsomhed over for lokale skikke og en oplyst holdning til den arabiske verden. Begge dagbøger er tæt sammenflettede.[3]
  • I digtsamlingen Durus Arabij, Arabische Lektionen (1997) formidler Michael Roes et interkulturelt lydbillede. Den israelske komponist Amos Elkana har sat musik til 13 digte fra denne samling.[4]
  • Nah Inverness, som udkom i 2004, arbejder også med to tilsvarende dagbogstråde. Hal Dumblatt, en amerikansk instruktør, er besat af ideen om en "Macbeth"-filmatisering med yemenitiske stammekrigere som skuespillere. Det andet narrative niveau udgøres af rapporterne fra Ahmed, en yemenitisk officer, som ledsager filmholdet og muligvis rapporterer til den yemenitiske efterretningstjeneste. - Romanens plot er baseret på autentiske oplevelser: I 2000 rejste Michael Roes til Yemen med et lille filmhold for at optage sin version af Macbeth med titlen Someone is Sleeping in my Pain (2001).[5]
  • Fra 2003 til 2006 arbejdede Michael Roes på et andet dobbeltprojekt: Timimoun. Under flere rejser til Algeriet lavede han først dokumentarfilmen City of Happiness (2003/2004)[6] og spillefilmen Timimoun (2004 / 2005), en algerisk roadmovie baseret på de græske myter om Agamemnon og Orest.[7]
  • Romanen Weg nach Timimoun (2006) følger stort set manuskriptet og fortæller historien om Laid, en ung fotograf, der bliver bedt af sin søster Assia om at hævne mordet på deres far af deres mor. Sammen med sin ven Nadir begiver Laid sig ud på en eventyrlig rejse fra kystbyen Bejaia til ørkenen.[8].
  • I 2006 lavede Roes sin tredje spillefilm Elevation med de to hovedskuespillere fra Timimoun som en del af et gæsteprofessorat på Central European University (CEU) i Budapest. Manuskriptet er baseret på Roes' første teaterstykke Aufriss (premiere på Theater der Stadt Koblenz 1992)[9] og viser to flygtninges håbløse situation ved Europas grænser i sparsomme sort-hvide billeder.[10][11]
  • I 2009 udgav Michael Roes sin Kina-roman Die Fünf Farben Schwarz, som fortæller historien om Leipzig-retorikprofessoren Viktor Holz' rejse til Nanjing i Kina. Jeg-fortællerens erindringer og refleksioner er flettet sammen med et filosofisk essay om døden i 59 dele og et væld af observationer om hverdagslivet i Kina.[12].
  • I romanen Geschichte der Freundschaft (2010) vender Roes tilbage til Algeriet og fortæller historien om venskabet mellem Matthias, en berlinsk læge, og den algeriske studerende Yanis, et følelsesmæssigt og kulturelt ekstremt vanskeligt forhold mellem to mænd, der kommer fra helt forskellige verdener og forsøger at leve det umulige: et møde med det fremmede uden at ekspropriere det fremmede.[13]
  • I Die Laute fortæller Michael Roes historien om den yemenitiske dreng Asis fra to perspektiver, indrammet af nærdødsoplevelsen på en cykeltur ned ad bakke til Weichsel-flodens bredder. Det ene beskriver drengens skoletid i Aden, tegnpoetens opvågnen. I den anden fortæller Asis selv om sit arbejde med en opera om kampen mellem Apollon og faunen Marsyas. Han bor i Krakows industrikvarter Nowa Huta, studerede i flere år hos den polske komponist Adam Twardowski og sorterer luftfragt i lufthavnen om natten. - "Asis 'hører' med hele sin krop. I hans opera kondenseres brutale frekvenser til marsyal musik. Roes skaber en fødselspoetik af rædsel, der bringer det mytiske materiale tilbage "i luften". Romanen fører ind i primitive scener af fortælling og følelser", skriver Hans Hütt i taz.[14] - Romanen blev nomineret til den tyske bogpris i 2012.
  • Ligesom romanen "Die Fünf Farben Schwarz" foregår "Die Legende von der Weißen Schlange" også i Nanjing, men denne gang er det den 20-årige skuespiller, breakdancer, skater og graffitikunstner Jian, der er i centrum for handlingen. "Gennem ham får læseren et indblik i omvæltningerne i det moderne Kina, som endnu ikke har fundet sin vej mellem tradition og modernitet," forklarer Tobias Schmidt på literaturkritik.de. "At det ikke resulterer i klichéfyldte billeder og beskrivelser, skyldes Michael Roes' meget reflekterede skrivestil, som i alle hans bøger navigerer sikkert uden om almindeligheder og generaliseringer og dermed kombinerer velkendte og nye perspektiver."[15]
  • Michael Roes kalder sin romanbiografi Zeithain om Hans Hermann von Katte, den preussiske kronprins Friedrichs ven, for "En preussisk kærlighedshistorie". At denne historie hverken er historisk romantiseret eller romantiseret, skyldes imidlertid fortællestilen i "Zeithain": I nutid er jeg-fortælleren Philipp Stanhope kommet i besiddelse af nogle af Kattes breve til sin tante Melusine von der Schulenburg og begiver sig på jagt efter de steder, der var afgørende for Katte.Hans aktuelle oplevelser glider ind i Kattes livshistorie, som fortælles med stor ro, nogle gange fra et forfatterperspektiv og andre gange fra et jeg-perspektiv. Denne søgen efter spor i fortiden er i virkeligheden en søgen efter ham selv - "og mærkeligt nok er det netop Philipp Stanhopes nutid, der virker magisk ladet og nogle gange fabelagtigt tilsløret, mens den egentlige historie om Hans Hermann von Katte fortælles på en klar, rationel og oplyst måde", kommenterer Veit Schubert i magasinet Mannschaft. [16] - "Roes formår det kunststykke," skriver Judith von Sternburg i Frankfurter Rundschau, "at give Katte et sprog, der passer til ham, eller som i det mindste overbeviser om ham og hans narrative position. Nøgtern som han selv, men alligevel opmærksomt observerende, selv om Katte ikke selv er klar over, hvor følsom han er. "Zeithain" er en selvbiografi i dagbogslignende realtid."[17]

I alle romaner og film skildres interkulturelle møder som ekstremt komplekse og skrøbelige. En grundlæggende idé i Michael Roes' tænkning er overbevisningen om, at det, mennesker deler i fælles oplevelser, er større end det, der adskiller dem. Sprog og kultur kan være en hindring for forståelse, men oplevelsen af vores fysiske fornemmelser går dybere: "Årsagerne til forskellene i vores respektive måder at tænke på ligger ikke i vores intellektuelle evner, men i vores forskellige sprog," står der i Empty Quarter. "Men vi kan kommunikere. Fordi vi har vores kroppe til fælles. Det er ikke kulturer, der mødes, men ansigter, lugte, stemmer."[18]

Ud over race og køn, kønsspørgsmål og problemet med ofring af sønner behandler han også gentagne gange den akademiske litteraturs krav på gyldighed og objektivitet, især i sine essays (Krieg und Tanz, Berlin 2007; Perversion und Glück, Berlin 2007, Engel und Avatar, Berlin 2011). I en postmodernistisk stil ophæver han grænserne mellem videnskab og litteratur og peger på, at der kan sættes spørgsmålstegn ved ensartede modeller og virkelighedens pluralistiske konstitution.[1].

I 2023 udgav Roes Spunk, en roman, der foregår i slutningen af 1970'erne, om en ung homoseksuel tagdækker på Walz.[19]

Publikationer[redigér | rediger kildetekst]

Teaterpremierer[redigér | rediger kildetekst]

  • Aufriss. Teatret i byen Koblenz, 1992.
  • Cham. Teatret i Köln, 1993.
  • Madschnun Al-Malik. Düsseldorf Teater, 1998.
  • Durus Arabij. Berliner Festwochen, 1998.
  • Cain. Elegy Hebbel Theatre, International Poetry Festival Berlin, 2004.
  • Der Coup der Berdache. Palast der Republik, Berlin, 2004.

Filmografi[redigér | rediger kildetekst]

  • Abdallah and Adrian. Dokumentarfilm, Yemen 1996.
  • Someone is Sleepimng in my Pain. Spillefilm, Yemen / USA 2000.
  • City of Happiness. Dokumentarfilm, Algeriet, 2003/2004
  • Phaidra.Remade, filmessay, Budapest 2004.
  • Timimoun. Spillefilm, Algeriet, 2004/2005
  • Elevation. Spillefilm, Ungarn, 2006.
  • Breakdance in China. Dokumentarfilm, Kina 2007/2012
  • Bardo. Spillefilm, Tunesien 2016[20]

Stipendier og priser[redigér | rediger kildetekst]

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Juliane Rytz: Die Metaphorik der Haut in Michael Roes’ „Haut des Südens“. In: Villigster Werkstatt Interdisziplinarität (Hrsg.): Haut zwischen Innen und Außen. Organ – Fläche – Diskurs. (= Villigst Profile. Band 12). LIT Verlag, Münster 2009, ISBN 978-3-643-10261-4.
  • Christoph Schmitt-Maaß: Das gefährdete Subjekt. Selbst- und Fremdforschung in der deutsch-sprachigen Ethnopoesie der Gegenwart (Hubert Fichte, Hans Christoph Buch, Michael Roes). 2011, ISBN 978-3-939381-28-0.
  • Mark Thornton Burnett: Shakespeare and World Cinema. Cambridge University Press, 2012. Mark Thornton Burnett geht in seinem Werk der Bedeutung Shakespeares im Gegenwartskino jenseits des Hollywood-Mainstreams nach und widmet darin auch ein ausführliches Kapitel Roes' jemenitischer Macbeth-Verfilmung "Someone is Sleeping in my Pain".
  • Diana Pachur: Literarische Brücken in die 'arabische Welt'. Europäische Identität, arabische Alterität und Interkulturalität bei Michael Roes, Ilija Trojanow und Stefan Weidner. Karlsruhe (KIT-Bibliothek) 2014
  • Herbert Uerlings: Abraham und das Opfer der Kultur. Zur Kritik einer orientalischen Meistererzählung in Michael Roes’ "Jizchak". In Axel Dunker and Michael Hofmann (Hg.): Morgenland und Moderne. Orient-Diskurse in der deutschsprachigen Literatur von 1890 bis zur Gegenwart. Frankfurt a. M. 2014, ISBN 978-3-653-99425-4.
  • Seiriol Dafydd: Intercultural and Intertextual Encounters in Michael Roes's Travel Fiction. Bithell Series of Dissertations Book 42; 2015.
  • Godwin Kornes: Michael Roes’ Roman Leeres Viertel als Dokument der reflexiven Ethnologie [1]
  • Markus Huss: Inscribed gestures: the vernacular-cosmopolitan dynamic of sign language in Michael Roes’s novel „Die Laute“ [2]

Weblinks[redigér | rediger kildetekst]

Individuelt bevis[redigér | rediger kildetekst]

<referencer />

  1. ^ a b Christoph Schmitt-Maaß: Michael Roes - Essay KLG - Kritisches Lexikon zur deutschsprachigen Gegenwartsliteratur, i Munzinger-Archiv, hentet 16. december 2011 (Begyndelsen af artiklen er frit tilgængelig)
  2. ^ Skabelon:Webarchiv at spycher-literaturpreis.ch, retrieved on 14 May 2015.
  3. ^ grin.com
  4. ^ amoselkana.com
  5. ^ Skabelon:Internetkilde
  6. ^ a rede ex aequo (Forum)
  7. ^ kino.de
  8. ^ Michael Roes Weg nach Timimoun på Perlentaucher
  9. ^ 38th Mülheimer Theatertage NRW - Die Stücke eines Jahres im Wettbewerb um den Mülheimer Dramatikerpreis
  10. ^ Filmpremiere: "Elevation"
  11. ^ Elevation. En film af Michael Roes
  12. ^ Skabelon:Webarchiv
  13. ^ dradio.de
  14. ^ [3]
  15. ^ [4]
  16. ^ [5]
  17. ^ [6]
  18. ^ Rub' al-Khali / Empty Quarter. Frankfurt 1996
  19. ^ Fabian Schäfer: Als schwuler Dachdecker auf Walz, Queer.de, udgivet og hentet den 1. oktober 2023.
  20. ^ [7]
  21. ^ "Michael Roes modtager Alice Salomon Poetics Prize", poeten'laden.de, 30. oktober 2006.
  22. ^ Michael Roes på literaturport.de, besøgt 15. maj 2015.
  23. ^ Forståelse uden sprog på matthes-seitz-berlin.de, tilgået den 15. maj 2015.
  24. ^ Skabelon:Webarchiv på spycher-literaturpreis.ch/, tilgået den 15. maj 2015.
  25. ^ [8]
  26. ^ [9]
  27. ^ [10]
  28. ^ Skabelon:Internetkilde
  29. ^ [11]
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Bruger:Lujian/Michael_Roes&oldid=11767468"