Almindelig vorterod

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 21. apr. 2015, 11:06 af KnudW (diskussion | bidrag) KnudW (diskussion | bidrag) (Gendannelse til seneste version ved Anders Kjems Petersen, fjerner ændringer fra 213.83.146.213 (diskussion | bidrag))
Vorterod
Videnskabelig klassifikation
Rige Plantae (Planter)
Division Magnoliophyta (Dækfrøede planter)
Klasse Magnoliopsida (Tokimbladede)
Orden Ranunculales (Ranunkel-ordenen)
Familie Ranunculaceae (Ranunkel-familien)
Slægt Ranunculus (Ranunkel)
Art R. ficaria
Videnskabeligt artsnavn
Ranunculus ficaria
L.
Synonymer
Ficaria verna
Hjælp til læsning af taksobokse

Almindelig Vorterod (Ranunculus ficaria) eller blot Vorterod er en 10-30 cm høj urt med hårløse stængler med blade og endestillede blomster. Den er meget almindelig i Danmark på fugtig muldbund. Planten visner helt bort i slutningen af maj og ses ikke resten af året.

Beskrivelse

Vorterod er en flerårig urt som først har en grundstillet roset af blade, som er runde til nyreformede med bugtet rand. Oversiden af bladene er glat og mørkegrøn, mens undersiden lysegrøn. Senere dannes hårløse stængler med blade og endestillede blomster. Blomstringen sker i april-maj, og de enkelte blomster er gule med talrige støvdragere og frugtanlæg. I bladhjørnerne dannes der yngleknopper, men til gengæld er frøsætningen meget svag.

Rodnettet består af små, kartoffelformede knolde og kraftige, hvide rødder.

Højde x bredde og årlig tilvækst: 0,10 x 0,20 m (10 x 2 cm/år).

Voksested

Planten er vildtvoksende i Danmark, hvor den findes på den bedste, fugtige muldbund i løvskove, krat, parker og haver. På grund af yngleknoldene bliver arten spredt med jord på fodtøj, redskaber og maskiner, og derfor betragtes den – af nogle – som et irriterende ukrudt.

Limfjords-Vorterod

Underarten Limfjords-Vorterod (ssp. fertilis) danner ikke yngleknopper, men sætter frugt. Den er i Danmark kun udbredt i den vestlige del af Limfjorden i lyse strandkrat.


Wikimedia Commons har medier relateret til:


Kilder

  • Signe Frederiksen et al., Dansk flora, 2. udgave, Gyldendal 2012. ISBN 8702112191.

Eksterne henvisninger