John Arne Riise

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 31. okt. 2014, 20:34 af Steenthbot (diskussion | bidrag) Steenthbot (diskussion | bidrag) (Robot: Konverterer nøgne referencer, ved hjælp af ref navne for at undgå dubletter, se FAQ; kosmetiske ændringer)
John Arne Riise i 2009.

John Arne Riise (født 24. september 1980) er en norsk fodboldspiller, som står uden klub, efter kontrakten med engelske Fulham udløb i sommeren 2014. Riise er venstrebenet og er normalt placeret som venstre back eller venstre midtbanespiller. Han er desuden kendt for sit gode skud og scorede bl.a. 21 ligamål i sin Liverpool-tid.[1] Efter skiftet til Fulham fra italienske AS Roma formåede Riise dog ikke at komme på måltavlen i sine 107 optrædener for London-klubben.[1]

Karriere

Riise blev født i Ålesund og spillede i den lokale klub Aalesunds F.K., men allerede efter et år på seniorholdet her, blev han hentet til franske AS Monaco i 1998. Især i sin anden sæson var han fast mand på holdet, der blev franske mestre i 2000, men da han udtrykte ønske om at komme til England, blev han efterhånden mindre anvendt. Der gik et år, inden han fik mulighed for at skifte til Liverpool.

Her fik han øjeblikkeligt succes, da han i sin debutkamp i UEFA Super Cup scorede kampens første mål. Det blev til yderligere 10 mål i den første sæson på trods af en position som back. Han fortsatte sit solide spil, og i januar 2006 skrev han under på en forlængelse af sin kontrakt til juli, 2009. I sommeren 2008 skiftede Riise imidlertid til AS Roma. Her spillede han indtil den 13. juli 2011, hvor det blev officielt, at nordmanden skiftede til Fulham, som spillede i den bedste engelske liga, Premier League. Her blev han forenet med to holdkammerater fra det norske landshold: Hans lillebror Bjørn Helge Riise og den tidligere FCK'er, Brede Hangeland.

På det norske landshold har han siden hans debut i 2000 spillet 110 kampe og scoret 16 mål.

Privatliv

Riise har været gift med fotomodellen Guri Havnevik, og med hende har han en datter.

Eksterne henvisninger

Referencer

  1. ^ a b "John Arne Riise stats". Soccerbase.com. 2014-07-27. Hentet 2014-07-27.