The Stooges

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 8. okt. 2014, 23:10 af Steenthbot (diskussion | bidrag) Steenthbot (diskussion | bidrag) (bot: indsæt skabelon autoritetsdata)
The Stooges
The Stooges & Iggy Pop, Polen, Katowice Off Festval 2012-08-04
Information
Oprindelse Michigan, U.S.A.
Genre Rock
Medlemmer Iggy Pop
Ron Asheton
Dave Alexander
Scott Asheton

The Stooges betragtes som et af de bands der grundlagde punkrocken. Iggy Pop var frontfigur i bandet. The Stooges var først aktive i årene 1967 – 1974. Bandet blev gendannet i 2003, og optrådte på Roskilde Festival i 2004.

The Stooges blev dannet i 1967 af Iggy Pop, eller Iggy Stooge som han dengang kaldte sig, sammen med brødrene Scott og Ron Asheton samt Dave Alexander. Gruppen kaldte sig først The Psychedelic Stooges men forkortede senere sit navn til blot The Stooges.

The Stooges fik et undergrundsry på Detroit-scenen, men opnåede aldrig bred popularitet, dertil var de for mærkelige for 60ernes Amerika. Især fik gruppens live-optrædener de løftede øjenbryn frem: Iggy Pop yndede at optræde i bar overkrop og smøre sig ind i blodige bøffer og peanut butter, kravle rundt i knust glas og med fuldt overlæg forsøge at komme i klammeri med publikum. Musikken var en ekstremt primitiv og aggressiv rockmusik, og teksterne var konfronterende og som oftest kendetegnet af vrængende afsky og vulgært-seksuelle undertoner. 'No Fun', 'I Wanna Be Your Dog' og 'Search And Destroy' er blandt de sigende sangtitler i kataloget.

The Stooges fik en pladekontrakt nærmest ved et tilfælde, da en talentspejder fra pladeselskabet Elektra overværede en koncert med gruppen The MC5 i Detroit. Han skrev kontrakt med MC5 og besluttede, at han lige så godt også kunne signe opvarmningsbandet, the Stooges.

The Stooges nåede at udsende to albums inden de i 1971 blev droppet fra Elektra grundet utilfredsstillende salgstal.

The Stooges gik herefter i opløsning, bl.a. som følge af medlemmernes notorisk enorme narkomisbrug. Imidlertid havde David Bowie i mellemtiden fattet interesse for Iggy Pop, og med hans hjælp blev The Stooges samlet igen. De flyttede til England, prøvede at få sig en lidt sundere livsstil og tog fat på at indspille et album med Bowie som producer. Det blev til den nu legendariske 'Raw Power', udsendt i 1973 under navnet Iggy And The Stooges.

Bandet formåede dog ikke at holde sig fra de narkotiske stoffer og faldt derfor snart fra hinanden igen. Iggy Pop slog herefter ind på en succesrig solokarriere, i starten godt hjulpet af Bowie.

I 2003 blev The Stooges gendannet under indspilningerne til Iggy Pops album 'Skull Ring'. Bandet begyndte også at turnere igen, hvilket blandt andet resulterede i en kocert på Roskilde Festivalen 2004.

Officielle Studie Albums

Eksterne links

www.iggypop.com

Wikimedia Commons har medier relateret til:

Referencer


Denne artikel stammer hovedsagelig fra DR's musikleksikon. Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet helt erstattet af anden tekst, bedes denne skabelon venligst fjernet.