Agent provocateur

Udtrykket agent provocateur (flertal: agents provocateurs) stammer fra fransk ret og anvendes i den juridiske teori som en upræcist defineret betegnelse for en person, der bistår politiet i efterforskningen af en lovovertrædelse på den måde, at den pågældende fremkalder eller medvirker til en lovovertrædelse med det formål, at få mistænkte afsløret og straffet.

I dansk ret anvendes betegnelsen agent. Betingelserne, for at politiet kan benytte agentvirksomhed til at opklare lovovertrædelser, fremgår af retsplejeloven. I praksis anvendes agentvirksomhed navnlig til opklaring af såkaldt "offerløs" kriminalitet som narkotikasager.

Agenten adskiller sig fra den blotte meddeler ved selv at spille en aktiv rolle i det kriminelle handlingsforløb.

Politiets brug af agenter som led i efterforskningen af lovovertrædelser har siden midten af 1970'erne givet anledning til betydelig debat - både i dagspressen og i den juridiske litteratur. Kritikerne fremhæver, at agenten kan komme til at fremprovokere en lovovertrædelse, som ellers ikke ville være blevet begået.

Kilder

• Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1023/1984 om politiets indgreb i meddelelseshemmeligheden og anvendelse af agenter, s. 125 ff.
• Holger Kallehauge: Agent provocateur - en efterforskningsmetode, i Ugeskrift for Retsvæsen 1976, afdeling B, s. 1 ff.
• Hans Gammeltoft-Hansen: Om afgrænsningen af "straffeprocessuelle tvangsindgreb", i Ugeskrift for Retsvæsen 1979, afdeling B, s. 1 ff. (særligt s. 15-16)
• John Peter Andersen: Agent provocateur - et etisk og juridisk problem (1986)
• Jørgen Jochimsen: Anonyme vidner og hemmelige agenter (2003)

Stub Denne juraartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.