Aiguille du Midi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Aiguille du Midi om sommeren
Svævebanen fra Chamonix til Aiguille du Midi (foto fra 2008)
De lavere liggende arealer set fra toppen

Aiguille du Midi er en bjergtinde i Mont Blanc-massivet i De franske Alper med en højde på 3.842 m.o.h.

Til toppen af bjerget går en svævebane, Téléphérique de l'Aiguille du Midi, som blev bygget i 1955, og som i 20 år var den svævebane i verden, der nåede højest op. Svævebanen er stadig indehaver af rekorden som den højeste vertikale stigning for en svævebane, fra 1.035 m.o.h. til 3.842 m.o.h. En tur fra Chamonix til toppen af Aiguille du Midi, en stiging på 2.800 meter, tager ca. 20 minutter.

Toppen har i dag en udsigtsplatform med cafe, restaurant og souvenirbutik. Den populære skiløjpe Vallée Blanche begynder her, og den nærliggende hytte Cosmiques er startpunkt for ture til toppen af det nærliggende Mont Blanc. Fra Aiguille du Midi går der en anden svævebane tværs over isbræen Glacier de Geant til Point Helbronner (3.452 m.o.h.) på den italienske side af Mont Blanc-massivet. Fra Point Helbronner går der en svævebane til Entrevés, en landsby nær Courmayeur i Aostadalen i Italien.

Bjergtindens navn Aiguille du Midi kan oversættes til "Middags-nålen". Navnet har den fået fordi solen er direkte over tinden ved middagstide, når man betragter den fra Chamonix.

Links

Henvisninger


45°52′43″N 6°53′14″Ø / 45.87861°N 6.88722°Ø / 45.87861; 6.88722