Italien

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg Denne artikel omhandler den moderne republik Italien. Opslagsordet har også anden betydning, se Romersk Italien.
Repubblica Italiana
Italiens flag Italiens nationalvåben
Flag Nationalvåben
Nationalt motto: Intet
Nationalmelodi: Fratelli d'Italia
Italiens placering
Hovedstad Rom
41°54′N, 12°29′E
Største by Rom
Officielle sprog Italiensk1
Regeringsform Republik
Giorgio Napolitano
Matteo Renzi
Statsdannelse
17. marts 1861
Areal
 • Total
 • Vand (%)
 
301.230 km² (nr. 69)
2,4
Indbyggertal
 • 2010 anslået

 • [[]] folketælling

 • Tæthed
 
60.053.442 (nr. 23)


196,98/km² (nr. 40)
BNP
 • Total
 • Pr. indbygger
2005 anslået
1.836,41 mia. USD (nr. 7)
27.700 USD (nr. 21)
Valuta Euro² (EUR)
Tidszone
 • Sommer (DST)
CET (UTC+1)
CEST (UTC+2)
Nationalt topdomæne .it
Telefonkode +39
Kendingsbogstaver (bil) I
Luftfartøjsregistreringskode I
1 Fransk er også officielt sprog i Aostadalen, og tysk er også officielt sprog i Sydtyrol.
² Før 1999: Italiensk lira.
Nationalvåbnet er gengivet med henvisning til www.Vector-Images.com.

Italien (italiensk: Italia) er en republik i det sydlige Europa ved Middelhavet. Det har grænse med Frankrig i vest, Schweiz og Østrig i nord, og Slovenien i øst. På grund af landets form kaldes det i folkemunde tit Støvlelandet.

Italien var tidligere opdelt i række småstater, men blev i 1861 samlet i et kongerige under Sardiniens konge Victor Emanuel 2.

Italien omslutter to småstater:

Historie[redigér | redigér wikikode]

Det moderne Italien blev dannet med foreningen i 1861. Italien har både før og efter præget den kulturelle og sociale udvikling i hele Middelhavsområdet og ligeledes påvirket hele den europæiske kultur.

I det 8. og 7. århundrede f.Kr. koloniserede grækerne det sydlige Italien og kaldte det Magna Graecia (Stor-Grækenland). På omtrent samme tid udviklede den etruskiske civilisation sig i den nordlige del af den italienske halvø. Fra det 7. til det 5. århundrede f.Kr. regerede de romerske konger efterfulgt af den Romerske republik og det Romerske kejserrige, Imperium Romanum, Romerriget. Tiden fra det 6. århundrede og indtil samlingen i 1861 var præget af stridende småstater. Denne tid var ligeledes præget af rige handelsbyer som Venedig og Firenze og renæssancen, la rinacimento (genfødsel, renaissance er den franske oversættelse heraf), dvs. af antikkens storhed (Romerriget). Den italienske renæssance regner sin begyndelse fra år 1300, med Dantes guddommelige komedie (La Divina Commedia). Renæssancen, der i lige høj grad var en økonomisk-civilisatorisk epoke som et kulturelt eller kunsthistorisk, kulminerede i begyndelsen af 1500-tallet, og havde allerede da spredt sine idealer ud over hele den vestlige, eller kristne verden. Columbus, der opdagede Amerika, var italiener af fødsel (født i Genova). Amerika som verdensdel blev senere opkaldt efter den italienske kartograf Amerigo Vespucci (til Danmark kom renæssancen via Nederlandene ad handelsvejene ad Rhinen og fra især fra Frankrig, hvilket forklarer den danske betegnelse for denne "genfødsel", den indvarslede den nye tids afløsning af den såkaldte middelalder.

1848-1914[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikler: Il Risorgimento og Kongeriget Italien

Italiens samling sker over en længere årrække. Den første af de tre italienske befrielseskrige mod Østrig-Ungarn foregår fra Piemonte i 1848, dog taber Italien, da de ikke får stormagtstøtte. Ved den anden uafhængighedskrig i 1859 vinder Italien, da de får støtte fra Frankrig. Piemonte havde ydet militær støtte til den fransk-britiske indsats mod Rusland. Derfor kvitterede Napoleon 3. med en hemmelig aftale, der forpligtede Frankrig til at kæmpe for Piemonte. Derudover havde man fra Piemontes side valgt at afgive Nice og Savoyen, i forventning om at kunne overtage nye områder med Frankrigs hjælp. Efter den anden krig var Lombardiet (et kongerige) nu en del af Piemonte. Mange andre italienske småstater sluttede sig, efter den anden uafhængighedskrig, til det nye rige blandt andet på grund af national følelse. Da Garibaldi i 1860 gik i land i Marsala, som ligger på Siciliens vestkyst blev den tidligere aftale med Frankrig brudt. Få måneder efter dette brød Frans 2. kongerige i 1861 (Begge Sicilier) sammen og store dele af det vi i dag kender som Italien var nu samlet. Efter den tredje krig i 1866 blev Veneto også en del af Piemonte, men først i 1870 faldt de sidste rester af kirkestaten, og derefter blev Rom det nye kongeriges hovedstad. I 1882 sluttede Italien sig til Tripelalliancen med Tyskland og Østrig, men indledte samtidig en kolonipolitik i Østafrika. I 1890’erne kom den industrielle revolution til Italien. I begyndelsen af 1900-tallet blev de tre Italienske byer; Milano, Torino og Genova banebrydende indenfor industri og økonomi med blandt andet Fiatfabrikkerne i centrum.

Mellemkrigsårene[redigér | redigér wikikode]

Italien var på den vindende side i 1. verdenskrig. Mussolinis fascisme, der var en småborgerlig reaktion på den russiske oktoberrevolution (Sovjetunionen), afløste den demokratiske forfatning (dog med formel bibeholdelse af kongehuset (kongen, Victor Emanuel 3.) afskyede Mussolini) og indførte fra 1922 og ganske år frem det enevældige diktatur med Benito Mussolini som Il Duce (føreren). Mussolini var det store samtidige politiske forbillede for den tyske politiker, rigskansler og "fører" (nazistisk diktator) Adolf Hitler, som Mussolini i starten stod på kølig fod med (spørgsmålet om det tysksprogede Sydtyrol, som Østrig efter 1. Verdenskrig måtte afstå til Italien), men Hitler, der selv oprindelig var østriger, afstod fra at kræve Sydtyrol "heim ins Reich" sammen Østrig som sådan (Anschluß), men Hitler lod sig imponere - og skræmme - af Mussolinis militæropvisninger (der var delvis bluff). Fra og med et gensidigt statsbesøg og med fra Münchenaftalen i 1935, hvor Mussolini under falsk dække spillede neutral mægler mellem England-Frankrig og Nazi-Tyskland mht. Hitlers ønske om anneksion af Tjekkiet. Resten af sit liv fik den italienske fascistleder at nært forhold til Hitler, og dette blev skæbnesvangert for Italien. Den fascistiske hybris kastede Italien ud i imperialisme, der gik ud over Albanien og Abessinien (Etiopien). Med hensyn til sidstnævnte stat, benyttede Italien sin tilstødende koloni Italiensk Somaliland som base for overfaldet, der foregik med uhørt barbari overfor den dårligt udrustede abessinske hær. Den abessinske kejser Haile Selassie talte for døve øren i Folkeforbundet i Genève; de vestlige demokratier udviste en eftergivende laissez faire-holdning (appeacement) til Italien og Tyskland, der oprustede og kun havde krig og had i tankerne (for Hitlers vedkommende revanchisme og en stærk antisemitisme, som Mussolini og fascisterne efter tysk pres først sent nølende antog men som aldrig blev accepteret af den brede italienske befolkning. Italien havde i forvejen to kolonier i Afrika, Italiensk Somaliland og Libyen). I den fascistiske jargon var især vendingen "mare nostrum" (latin for "vort hav", der hentyder til Romerrigets udstrækning).

2. Verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

Ved Anden Verdenskrigs begyndelse var Mussolinis fascistiske Italien og Hitlers nationalsocialistiske (nazistiske) Tyskland nære allierede. Men krigslykken vendte, også for italienerne. Mussolini overvurderede i den grad Italiens militære og rustnings-industrielle kapacitet (og befolkningens loyalitet når soldaterne i store tal faldt på fremmed jord). Bl.a. forregnede han sig på den græske modstand ved angrebet på Grækenland (Kreta var i forvejen italiensk besiddelse), et angreb, hvor Hitler måtte bistå, hvilket på i virkeligheden for verdenskrigens udfald afgørende vis fatale angreb på Sovjetunionen også for italienerne,[bør uddybes] og amerikanerne havde gjort landgang på Sicilien og langsomt men sikkert arbejdede sig op gennem støvlelandet, vendte folkestemningen, og ved det fascistiske statsråd blev Mussolini afsat og interneret i en øde bjergegn i Abruzzerne. Imidlertid befriede tyske faldskærmsjægere med svævefly ham under en eventyrlig mission (Operation Eiche. Hitler installerede ham i Saló ved Gardasøen i det nordligste Italien, hvor han fungerede som statsoverhoved for "Den sociale republik Italien", der reelt en nazitysk marionetstat styret af Gestapo og deres medsammensvorne fra den hårde kerne af italienske fascister (der ikke så anden udvej). Baggrunden for dette var, at det italienske militær havde strakt våben - men den tyske "Wehrmacht" og alt hvad dertil hører med en million soldater holdt Italien besat helt ned til fronten i syd (undtagelsen var Rom, der af tyskerne var erklæret åben by, det vil sige, at de ville rømme den, hvis eller når amerikanerne nåede den italienske hovedstad (og Vatikanstaten). Dette var næppe af humanitære årsager, men utvivlsomt for at frede de uvurderlige kulturskatte mod bombardementer, og undgå den håbløse og grufulde "Stalingrad-situation", hvor der blev kæmpet fra hus til hus. Hvor amerikanerne trængte frem, godt hjulpet på vej af den meget omfattende italienske modstandsbevægelse, La Resitenza, blev de hilst som forbrydere.[bør uddybes] Ved afslutningen af verdenskrigen blev Mussolini i Milano hængt sammen med sin elskerinde under flugten til det neutrale Schweiz.

Efter 1945[redigér | redigér wikikode]

Efter krigen, hvor det italienske kommunistparti blev landets næststørste parti, en position det bevarede en fyrre års tid, blev der afholdt en folkeafstemning om kongedømmet, og resultatet var, at republikken blev indført, og den italienske konge drog i eksil (til Portugal). Gennem Marshallplanen og medlemskabet af NATO blev Italien knyttet til den vestlige verden og privatkapitalismen. Italien blev medstifter af forløberen for det nuværende EU, Rom-traktaten fra 1956, der sammen med den tysk-franske kul- og stålunion blev til "de seks" (Tyskland, Frankrig, Italien og Benelux-landene).

Politik[redigér | redigér wikikode]

Siden anden verdenskrig har Italien haft 61 regeringer. I gennemsnit har de siddet ca. 1 år.

Militær[redigér | redigér wikikode]

Citat Italien afviser krig som aggressionsform mod andre folkeslags frihed og som metode til afgørelse af internationale kontroverser. Den accepterer, på betingelse af ligestilling med andre stater, de begrænsninger i suverænitet, der er nødvendige for at opretholde en orden, der kan sikre fred og retfærdighed mellem stater. Den støtter og opmuntrer internationale organisationer, der arbejder ud fra sådanne synspunkter. (Artikel 11 i Italiens Grundlov) Citat

Italiens militær er underlagt det Øverste Forsvarsråd, der ledes af republikkens præsident. I 2008 bestod militæret af 186.798 personer i aktiv tjeneste plus 114.778 i gendarmeriet (Carabinieri).[1] Som led i NATOs atomvåbenstrategi huser Italien 90 amerikanske atombomber, placeret på flybaserne i Ghedi Torre og Aviano.[2] De samlede militærudgifter var i 2007 33,1 mia. $, svarende til 1,8% af BNP.[3]

Italiens væbnede styrker er fordelt på fire værn:

Hæren[redigér | redigér wikikode]

Dardo IFV (infanterikampkøretøj) på øvelse

Den italienske hær (Esercito Italiano) udgør Italiens landmilitære styrker. Efter værnepligtens afskaffelse er den en professionel hær med et mandskabstal på 109.703 i 2008. Dens mest kendte våbensystemer er Dardo infanterikampkøretøjet, Centauro panserjageren og Ariete-kampvognen. Blandt dens fly og helikoptere findes Agusta A129 Mangusta kamphelikopteren, der har været brugt i FN-operationer. Esercito Italiano råder også over et stort antal Leopard 1 kampvogne og M113 pansrede mandskabsvogne.

Det italienske hangarskib Cavour

Flåden[redigér | redigér wikikode]

Den italienske flåde (Marina Militare) havde i 2008 et mandskab på 43.882 og skibe af alle typer, herunder hangarskibe, destroyere, moderne fregatter, undervandsbåde, skibe til amfibieangreb, samt mindre skibe som for eksempel fartøjer til havundersøgelse.[4] Marina Militare fik i 2008 et nyt og større hangarskib, Cavour, og har også nybygningsprogrammer for destroyere, undervandsbåde og multirolle-fregatter. Flådens AV-8B Harrier II STOVL-kampfly skal afløses af F-35B (Joint Strike Fighter). I nyere tid har Italien som medlem af NATO taget del i fredsbevarende operationer over hele verden.

Luftvåbnet[redigér | redigér wikikode]

Eurofighter Typhoon bygges af et konsortium i fire lande, hvoraf Italien er det ene.

Det italienske luftvåben (Aeronautica Militare) havde pr. 1. januar 2009 en styrke på 42.960 mand og 582 fly, heraf 219 kampfly og 114 helikoptere. Som foreløbig erstatning for lejede Tornado ADV jagerfly, har luftvåbnet lejet 30 F-16A fly og fire F-16B fly og har option på flere.

De lejede fly bliver dråbevist erstattet af 121 EF2000 Eurofighter Typhoon, hvoraf de første allerede er leveret. Der er planlagt flere opdateringer til de eksisterende Tornado IDS/ECR og AMX jagerbombere. F-35A (Joint Strike Fighter) skal afløse nogle af de ældste kampfly i luftvåbnet. Transportkapaciteten varetages af 22 C-130 Hercules og Aeritalia G.222, hvoraf 12 er ved at blive erstattet med en ny G.222 variant, der kaldes C-27J Spartan.

Gendarmeri[redigér | redigér wikikode]

Carabinieri fungerer som Italiens gendarmeri og militærpoliti, og har status som republikkens nationale politistyrke. Ved den 30. konference for G8-landene i 2004, fik Carabinieri mandat til at etablere et videncenter for "Stability Police Units" (CoESPU) med henblik på at udvikle træningsstandarder for civile politistyrker tilknyttet internationale fredsmissioner.[5]

Sprog[redigér | redigér wikikode]

Italiensk er hovedsproget. Herudover tales der følgende sprog:

  • Ladin (Trentino-Alto Adige)

Større byer[redigér | redigér wikikode]

Regioner[redigér | redigér wikikode]

Italien er inddelt i 20 regioner (regioni). Fem af dem har en særlig autonom status og markeres i listen nedenfor med *:

Gondol i Venedig

Med undtagelse af Aosta-dalen er alle regioner inddelt i provinser (province). Under provinserne er kommunerne (comuni) næste trin i forvaltningen.

Økonomi[redigér | redigér wikikode]

I henhold til BNP-beregninger rangerede Italien som den 10 økonomi i verden i 2011. Denne økonomi er fortsat opdelt i et udviklet industriel nord, domineret af private virksomheder, og et mindre udviklet landbrugsdomineret syd. I indekset for økonomisk frihed 2008 rangerede Italien på en 64nde-plads af de 162 lande, eller nummer 29 af 41 europæiske lande, den laveste rating i EU-15 og bag mange tidligere kommunistiske lande i Europa.

På den anden side, har Italien ineffektivt bureaukrati, forholdsvis lave ejendomsrettigheder og en høj grad af korruption (herunder mafiaen, 'Ndranghetaen og Camorraen), hvilket hovedsageligt har årsagen for den sydlige halvdels dårlige økonomiske formåen. Desuden tunge skatter og stærkt offentligt forbrug på omkring halvdelen af BNP. De fleste råstoffer, der er nødvendige ved italienske industrier, og mere end 75% af energibehovet, er importeret. Over det seneste årti, har Italien ført en stram finanspolitik for at opfylde kravene i Den Økonomiske og Monetære Union og har nydt godt af lavere renter og inflationsrater. Italien kom med i euroen fra dens indførelse i 1999.

Italiens økonomiske resultater har til tider haltet bagefter, og dets EU-partnere og den nuværende regering vedtager en lang række kortsigtede reformer, der tager sigte på at forbedre konkurrenceevne og vækst på lang sigt. Der sker en vis gennemførelse af strukturelle reformer, med opbakning af økonomer, såsom lettelse af skattetrykket og en gennemgang af landets stive arbejdsmarked og dyre pensionssystem.

Italien har et mindre antal multinationale selskaber end andre økonomier af sammenlignelig størrelse. I stedet er landets vigtigste økonomiske styrke dets store base af små-og mellemstore virksomheder. Nogle af disse virksomheder fremstiller produkter, som teknologisk kun er på et moderat niveau og derfor står over for voksende konkurrence fra Kina og andre asiatiske vækstøkonomier, som er i stand til at underbyde dem på lønomkostninger. Disse italienske virksomheder reagerer på den asiatiske konkurrence ved at koncentrere sig om produkter med et højere teknologisk indhold, mens fremstilling af produkter med et lavere teknologisk indhold flytter til lande hvor arbejdskraften er billigere. Den lille gennemsnitsstørrelse af italienske virksomheder er stadig en begrænsende faktor, og regeringen har arbejdet for at fremme integration og fusioner, og at reformere de stive regler, der traditionelt har været en hindring for udviklingen af større selskaber i landet.

Italiens store eksport er motordrevne køretøjer (Fiatgruppen, Aprilia, Ducati, Piaggio), kemikalier, petrokemikalier (ENI), elektricitet (Enel, Edison), husholdningsapparater (Merloni, Candy), fly-, rumfarts-og forsvarsindustrien (Alenia, Agusta, Finmeccanica) , Skydevåben (Beretta), men landets mere berømte eksport er inden for mode (Armani, Valentino, Versace, Dolce & Gabbana, Roberto Cavalli, Benetton, Prada, Luxottica), fødevareindustrien (Ferrero, Barilla-Gruppen, Martini & Rossi , Campari, Parmalat), luksuskøretøjer (Ferrari, Maserati, Lamborghini, Pagani) og yachter (Ferretti, Azimut).

Også turismen er meget vigtig for den italienske økonomi: med over 43,7 millioner turister om året er Italien rangeret som den femtestørste turistdestination i verden.

Transport[redigér | redigér wikikode]

Jernbanenettet i Italien er med en samlet længde på 16.627 km det 17nde længste i verden, og drives af Ferrovie dello Stato. Højhastighedstog omfatter ETR-tog, som f.eks. ETR 500 der kører med hastigheder op til 300 km/t. I 1991 blev selskabet Treni Alta Velocità SpA oprettet med det særlige formål at planlægge og opføre højhastighedsstrækningerne langs Italiens vigtigste og mest mættede transportkorridorer. Disse strækninger omtales ofte som "TAV" linjer. Formålet med TAV konstruktion er at støtte rejser langs Italiens mest mættede jernbanelinjer og at tilføje sporkapacitet til disse linjer, Milano-Napoli- og Torino-Milano-Venedig-korridorerne.

Et af projektets primære formål er at udbygge jernbanenettet i Italien til et moderne og højteknologisk passagerjernbanesystem i overensstemmelse med de opdaterede europæiske jernbane-standarder. Et sekundært formål er at indføre højhastighedstog til landet og dets højt prioriterede korridorer. Når efterspørgslen på faste ruter er mindsket med åbningen af linjerne dedikeret til højhastighedstog, vil de ældre linjer primært blive anvendt til regionale jernbaneforbindelser og godstog. Med disse tanker realiserede, kan det italienske tognet integreres med andre europæiske jernbanenet, især de franske TGV-, tyske ICE-, og den spanske AVE-systemer.

Der er ca 654.676 km vej i Italien, herunder 6.957 km motorveje. Der er omkring 133 lufthavne i Italien, herunder de to knudepunkter i Malpensa (i nærheden af Milano) og Leonardo Da Vinci (i nærheden af Rom). Der er 27 store havne i Italien, den største i Genova, som også er den næststørste i Middelhavet, efter Marseille. 2.400 km vandveje gennemskærer landet.

Mad og Drikke[redigér | redigér wikikode]

Italien er kendt for især pasta og pizza, men også mange andre delikatesser kommer fra Italien. I Umbrien og Piemonte findes trøfler (de hvide i Piemonte og de sorte i Umbrien). Bøffelmozzarella laves i den sydlige del af Italien, fortrinsvis Campania. Risotto er en typisk Norditaliensk ret. Italien er verdensberømt for is, af andre desserter kan nævnes tiramisu og creme caramel Italiens oste er ikke så berømte som de franske, dog er parmesan, grana padano, mozzarella, pecorino (fåreoste), gorgonzola i dag at få i supermarkeder verden over. Ellers er italienske oste stadig regionalt bestemte.

Italien er verdens største vinproducerende land. Der er mange kendte italienske vine, især rødvine. Af berømte vine kan nævnes: Amarone og Barolo fra Norditalien, Brunello og Chianti fra Toscana, den søde dessertvin Vin santo fra Toscana, den lette hvidvin Frascati fra Lazio, en anden dessertvin, Marsala fra Sicilien.

Italien er ikke en kendt ølproducent. Det eneste mærke der har vundet international anerkendelse er Menabrea. Af andre mærker kan nævnes Peroni, Moretti og Splügen.

Spiritus[redigér | redigér wikikode]

Italiens mest kendte spiritusmærker er bitterne Fernet Branca og ramazotti. Druebrændevinen grappa, citronlikøren limoncello og anislikøren sambuca. Der produceres også en del brandy i Italien, det største mærke er her Vecchia Romagna

International pressefrihed[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]