Bruger:PoulMM/Astrologi

Astrologiens udvikling

Mesopotamien

Vestlig astrologi kan spores tilbage til Mesopotamien til landet mellem Eufrat og Tigris i det nuværende centrale Irak. I årtusindet mellem 4000 og 3000 fvt opfandt Sumererne skrivekunsten i form af kileskrift på lertavler. De tekster, der er fundet og som kan have astrologisk indhold, har mere karakter af varsler end horoskoptolking. Der er fundet egyptiske stjernekort helt tilbage fra 4200 fvt, men anvendelsen er ukendt.

Moderne vestlig astrologi hviler sit fundament på antagelsen fra ca. 2100 fvt om en sammenhæng mellem stjerner og Jorden. Tilstanden i himlen afspejles samtidigt på Jorden og omvendt. Det har ført til antagelsen om, at man ved at studere himlens - og især vandrestjernernes - positioner kan forklare jordiske hændelser og fænomener . Den senere bibelske pendant lyder, "som i himlen således også på Jorden".

Egypten

Udover Mesopotamien har Egypten ydet bidrag til den tidlige udvikling. Fra Egypten kom 12-delingen af dels kalenderåret, dels nattens længde. Egypterne udviklede en solkalender med 12 måneder a 30 dage + plus 5 dage fordelt over året. Både i Egypten og Mesopotamien anvendtes en månekalender, men en månekalender giver året 12,5 måneder mod solkalenderens 12 måneder. Babylonerne i Mesopotamien anvendte en 60-deling. Det er denne, der genfindes i 1 grad = 60 minutter .

Babylon

De lærde i Babylon observerede himlen herunder de vandrende stjerner (planeter) og antog dem for guder. Planeten, som vi kender som Venus, kaldtes Ishtar, men havde ikke helt samme astrologiske egenskaber som vore dages Venus. Gennem flere hundrede års studier nåede man frem til kataloger af varsler (på engelsk: omens). Mange af de varsler, man har fundet i Irak, er skrevet med kileskrift på lertavler. Det gælder fx tavlesættet Enuma Anu Enlil med henved 7000 tolkninger/varsler. Den 63. tavle kaldes Venus-tavlen, hvis første 10 varsler menes at stamme fra ca. 1646 fvt . Et af varslerne lyder

"[If] in the eighth month, on the eleventh day Ishtar disappeared in the East and stayed away from the sky for two months and ... days, and became visible in the West again in the tenth month on the ... day, the harvest of the land will prosper."

Udviklingen af stjernebilleder strakte sig over flere hundrede år. På 3 lertavler, Mul.Apin fra ca. 700 fvt, bekrives i alt 17 stjernebilleder. Flere af dem er tydeligvis de samme som idag: Tyren, krabben, løven, vægten (the balance) m.fl. og er tydeligvis en forløber for vore dages dyrekreds.

Fra omkring 700 fvt og frem til Alexander den Stores erobring af Persien i 331 fvt. kommer der skred i udviklingen. Babylonerne beskriver vandrestjernernes bevægelser ved perioder, og ved hjælp af heltal og aritmetiske formler kan de beregne stjernernes position.

Inden for perioden ca. 500-400 fvt. opdeles Dyrekredsen i 12 lige store dele af 30 grader. Forårspunktet, som solen vender tilbage til hvert forår, og som defineres som det punkt, hvor solens tilsyneladende bane, Ekliptika, krydser himlens ækvator, blev fastlagt til 8 eller 10 grader Vædder. Som følge af præcessionen flytter forårspunktet sig. Det bevirkede en skelnen mellem stjernebilleder, som er de, man kan se på nattehimlen, og stjernetegn, som er fiktive. Stjernebilleder har desuden varierende størrelse. Det bevirkede samtidig også en stadigt tiltagende forskydning mellem stjernebilleder og stjernetegn. En af årsagerne til 12-delingen kan have været astronomisk, idet det er nødvendigt med et fastlagt koordinatsystem for at kunne udarbejde planet-tabeller .

Perioden prægedes endvidere af nye strømninger, idet man gik fra kollektiv til individuel religion. Astrologien fulgte strømningerne og ændredes samtidig fra varselsastrologi til egentlige fødselshoroskoper. Det tidligste horoskop stammer fra 410 fvt.

Grækerne

Grækerne fortsatte babylonernes udvikling af astrologien. Selv om det ikke var grækerne, der opfandt ascendanten - det tegn, der stiger op over den østlige horisont til horoskopets tidspunkt - var det grækerne, der studerede og tillagde ascendanten stor betydning i horoskopet. Grækerne benyttede også i større omfang end tidligere horoskopet på personligt/psykologisk plan. Tidligere havde horoskoptydning været forbeholdt fyrstelige personer. Grækerne udviklede også anvendelsen af aspekter og huse. Grækerne anvendte ikke symboler, men skrev planeters og tegns navne direkte. Ingen af de græske horoskoper, som O. Neugebauer har fundet, anvender symboler. Vore dages astrologiske symboler er sandsynligvis af byzantinske oprindelse .

Ptolemæus

Ptolemæus var en hellenistisk græker, der arbejdede som astronom og astrolog i Alexandria i Egypten 150-178. Udover at udgive forbedrede stjernekataloger og planettabeller (Almagest) gennem præcise observationer indførte Ptolemeus den såkaldte "orbis" i fødselshoroskopet. Orbis er en acceptabel afvigelse for aspekters gradmæssige afvigelse mellem planeter. Grækerne forbandt tegn (hvis der var planeter i dem), mens Ptolemeus forbandt planeter. Til dette var det nødvendigt at indføre en "orbis", dvs. en grænse for, hvornår afvigelsen mellem planeternes vinkel er tæt nok til at bevare et aspekt (hvis fx Venus befinder sig 10 grader Tyr, og Jupiter 12 grader Skorpion, afviger aspektet blot to grader fra at være nøjagtigt 180 grader). Ptolemæus fastlagde også forårspunktet til nul grader Vædder. I modsætning til babylonerne, der anvendte aritmetik, anvendte Ptolemæus geometri til at beregne planeternes position.

Ptolemæus forenklede astrologien og gjorde den lettere. Kritikere hævdede, at han mere eller mindre lemlæstede astrologien. Til gengæld bevirkede hans arbejde, at astrologien på den tid blev anset for en videnskab og medvirkede til, at astrologien overlevede frem til rennaisancen. Med Ptolemæus var horoskopet udviklet så langt, at samme principper anvendes stort set uændret i dag.

Romerne

På romernes tid angiver de historiske kilder megen debat over astrologi. der er både tilhængere og modstandere. De sidstnævnte drøftede specielt om hvor vidt menneskers liv er skæbnebestemt, eller om mennesker har sig egen frie vilje .

Renaissancen til vore dage

I løbet af renaissancen udviklede astronomien sig hastigt og brød med det herskende verdensbillede i retning af observationer og faktualitet. Et af de helt store navne var Tycho Brahe. Takket være Brahes hidtil uhørt præcise planettabeller kan hans assistent, Johannes Kepler ved matematisk-geometriske metoder bevise, at Jorden bevæger sig i elliptiske baner omkring solen ganske som de andre planeter. Det bevirker samtidig en opsplitning mellem astronomi og astrologi. Under oplysningstiden sent i 1600-tallet og ind i 1700-tallet mister astrologien for alvor forfæste og holdes mere eller mindre i live af astrologer, der arbejder på markedspladser.

Sent i 1800-tallet vækkes astrologien til live primært som følge af Madame Blavatsky og teosofiens indtog. I løbet af den første del af 1900-tallet udgiver Alan Leo en række astrologiske værker, herunder en teknisk beskrivelse af opstilling af et fødselshoroskop samt håndbøger i tolkning af fødselshoroskoper. Leos værker regnes for grundliggende og bruges i dag som reference i akademiske værker .

I 1930'erne dukkede en ny astrologisk disciplin op, psykologisk astrologi, anført af Dane Rudhyar i dennes bog, The Astrology of Personality . Den psykologiske astrologi oplevede en opblomstring med new age startende i tresserne, dels med udgivelsen af den verdensberømte astrolog, Liz Greene, og dennes bøger om psykologisk astrologi. I 1976 udkom Greenes bog, Saturn .

I firserne dukker de første astrologiske computerprogrammer op. Det betød en kraftig forenkling af arbejdet med beregning og opstilling af horoskopernes diagrammer, og da internettet kom til i halvfemserne, blev astrologi og specielt de personlige fødselshoroskoper lettilgængelige for enhver.

Anvendelse

Hvor astrologien i sin spæde begyndelse anvendtes for lande og konger og blandt grækerne til mere personligt brug i et horoskop (formål med livet), finder astrologien i dag anvendelse inden for mange forskellige områder:

• Mundæn astrologi (fænomener på globalt plan, typisk krige og katastrofer)
• Esoterisk astrologi (åndeligt plan)
• Personligt horoskop med gennemgang af udsigterne for det/de næste år
• Øjeblikshoroskop (hvor astrologen opstiller et horoskop for det øjeblik, hvor en klient stiller et spørgsmål)
• Erhvervsastrologi (rådgivning omkring fx management og lancering af nye produkter)
• Finansiel astrologi (anvendt som børs-redskab)
• Medicinsk astrologi (sammenhæng mellem planeter og menneske)

Astrologi i Danmark

I Danmark startede Irene Christensen i 1956 at udgive månedsbladet, Stjernerne. Et par år senere, i 1958, stiftede hun Irene Christensen Instituttet (ICI) i København, hvilket gennem årene har dannet ramme om uddannelse af diplomastrologer samt foredrag.

I 1991 etableredes AstrologiHuset ved Valby Station. Initiativtager til stedet var Karl Aage Jensen. Ligesom IC Instittutet, har AstrologiHuset dannet ramme om mange foredrag, kurser og workshops. Skandinavisk Astrologi Skole, som holdt til huse i AstrologiHuset, fusionerede senere med Jupiterskolen fra Bornholm og blev til Astrologisk Akademi.

Astrologisk uddannelse

Titlen astrolog er ikke en beskyttet titel. En astrolog er en person, der udøver astrologi enten på hobby- eller professionelt plan. I Danmark findes der en del institutioner, som tilbyder uddannelse til diplomastrolog. Uddannelsens indhold og varighed varierer afhængigt af den enkelte skole, men typisk tager uddannelsen mindst 4 år. Generelt indeholder uddannelsen krav til eleverne om færdigheder i følgende discipliner:

• Astronomiske grundbegreber
• Opstilling af et fødselshoroskop
• Horoskopets komponenter
• Tolkning af fødselshoroskop
• Tematydning
• Korrektion af astrologisk fødselstidspunkt
• Klientkonsultationer
• Speciale

Et generelt krav til eleverne er en forventning om, at eleverne gennemgår en personlig udvikling sideløbende med uddannelsen.