Dame Edna

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Dame Edna, egentlig Dame Edna Everage, er en fiktiv australsk megastjerne, der spilles af Barry Humphries (født 1934). Som Dame Edna har Barry Humphries skrevet flere bøger og været vært i flere TV-shows.

Skønt Barry Humphries har tilkendegivet, at Dame Edna er en karakter, han spiller, nægter Dame Edna kategorisk at blive defineret som en fiktiv person eller drag, og omtaler i stedet Humphries som sin iværksætter eller manager. Dame Edna har angiveligt ved flere lejligheder offentligt udtrykt sin afsky over for mænd, der optæder som kvinder i underholdningsøjemed.

Karakteren Dame Edna, der første gang så dagens lys i 1955, er enke med tre voksne børn, datteren Valmai, og sønnerne Bruce samt designeren og homøopaten, Kenny. Valmai er den eneste af Dame Ednas børn, der er blevet set offentligt. Dame Ednas moder befinder sig på et plejehjem. Et sted, Dame Edna omtaler som et maximum-security twilight home for the bewildered.

Dame Ednas ældre brudepige, Madge Allsop (spillet af Emily Perry, 1907-2008), optrådte hyppigt sammen med Dame Edna, men sagde aldrig noget, skønt hun ofte var genstand for Dame Ednas humoristiske indfald.

Ifølge Dame Ednas selvbiografi blev hun født som Edna May Beazley i den lille australske by Wagga Wagga i New South Wales. Hun startede sin karriere den 19. december 1955 som en gennemsnitlig australsk husmoder (average Australian housewife). Da Dame Ednas mand, Norman Stoddard Everage, døde af prostatakræft, grundlagde hun en velgørenhedsorganisation ved navn Friends of the Prostate og var også ophavskvinden til The World Prostate Olympics.

Ved siden af sine optrædener på scene, TV og film, er Dame Edna også at finde som hyppig gæst blandt verdens politiske ledere og det internationale jetset.

Den 7. marts 2007 blev gaden Brown Alley i Melbourne omdøbt til Dame Edna Place, og blev officielt åbnet af Melbournes overborgmester John So. Det er kun sket én gang tidligere, at repræsentanter fra Melbournes underholdningsverden har fået en gade opkaldt efter sig i Melbourne. Den gang var det Corporation Lane, der blev omdøbt til AC/DC Lane.

Filmografi

Blandt Dame Ednas optrædener i film og på TV kan nævnes:

  • 2003Dame Edna – Live at the Palace (TV)
  • 2002Nicholas Nickleby
  • 2000Ally McBeal (TV)
  • 1987The Dame Edna Experience (TV)

Kildehenvisning