Diskussion:Apd
|
Denne artikel, kategori eller skabelon er en del af WikiProjekt Medicin og Sundhed, et forsøg på at koordinere oprettelsen af medicin- og sundhedsrelaterede artikler på Wikipedia. Hvis du er interesseret kan du redigere artiklen som denne skabelon sidder på eller besøge projektsiden, hvor du kan deltage i projektet. | |
| Stub | Denne artikel er blevet vurderet til Klasse Stub på vurderingsskalaen. Eventuelle kommentarer om vurderingen kan skrives i huskeliste-form på denne diskussionsside. | |
Som andre af de artikler brugeren har oprettet virker den mest som videnskabelig redegørelse end en encyklopædisk artikel. Der mangler i høj grad tilpasning til Stilmanual --|EPO| 12. jul 2007, 10:52 (CEST)
Nu har jeg givet den en redaktionel ansigtsløftning.Kaare p 15. aug 2007, 10:12 (CEST)
Den vigtige rettelse burde have stået her i diskussionen. Nuvel: Når signalet fra høreorganet til hørecentrene i hjernen bliver borte undervejs, sådan som Teri James Bellis beskriver det på side 10 i sin bog "When the Brain can't Hear", er det fordi talamus opfatter signalet som en føle- eller smertepåvirkning og omdirigerer det til de centre i hjernen, der har med føle- eller smerteregistrering at gøre. På den måde kan signalets bortkomst opfattes som en fejlagtig hjernefunktion. Testes hørelsens dynamik imidlertid med klinisk eller diagnostisk audiometer, vil hørelsens smertegrænse vise sig at ligge uhensigtsmæssigt lavt. Ved audiometertest vil signalets bortkomst fremtræde som mangelfuldt fungerende indre øre. Da den mangel ved det indre øre, som synes at forekomme, kan bedres eller kureres helt ved fx lydbehandling eller ved anden fysiologisk terapi, forekommer den fysiologiske synsvinkel - at det er det indre øre, som lider - at være en mere frugtbar teori.
At ligevægtsorganet ikke skulle ha med høreorganet at gøre, er - lad mig udtrykke det diplomatisk - noget vrøvl. Høreorganet og ligevægtsorganet deler det indre øre imellem sig. De deler også det indre øres perilymfe, som hører til det indre øres forstærkersystemer: Perilymfe, endolymfe, cortilymfe. Læg dertil at det indre øre er en enhed på en tiendedel kubikcentimeter i ydre omfang. Der er gode grunde til at opfatte de to organer i det indre øre som samvirkende. Se i øvrigt Volfs paradoks. Kaare p 2. dec 2007, 11:24 (CET)
Misforståelsen omkring dette er at APD er "Auditory processing disorde" og ikke "Auditory perception Dysfunction" som beskrevet i denne artikel. Dette er også hvad andvendes i den engelske version af Wikipedia (http://en.wikipedia.org/wiki/Auditory_processing_disorder). APD er et velkendt begreb med sin egen diagnose kode, og der findes en korrekt og god beskrivelse af begrebet i nævnte engelske opslag. Også på den dansk-sprogede www.apd.dk er det korrekt beskrevet. I øvrigt er den ligeledes korrekt i den tyske udgave. Artiklen bør rettes og definitionen være korrekt! Jeg vil foreslå følgende citat fra ugeskrift for læger (169/18|30.APRIL 2007):
Udtrykket auditory processing refererer til den bearbejdning i centralnervesystemet (CNS), som de auditive impulser fra ørerne undergår, før de danner grundlag for de videre såkaldte higher order-processer (kognitive funktioner, sprogforståelse, hukommelse etc.). Auditory processing disorder (APD) er således forstyrrelser i denne bearbejdning. Det populære udtryk: »Ørerne hører, men hjernen forstår ikke«, dækker over, at de fleste af patienterne trods normalt audiogram, normale stapediusreflekser og normal taleaudiometri i ro virker hørehæmmede. De har problemer med taleforståelse, når der er baggrundsstøj, med at opfatte en besked, specielt hvis den er flerleddet, og ofte også med retningshørelsen. (Skrev Pemabran (diskussion • bidrag) 14. dec 2007, 12:47. Husk at signere dine indlæg.)
Jeg ville ønske, den sidste ærede skribent havde anført sin signatur. Du har fuldstændig ret i at Teri James Bellis kalder tilstanden for Auditory Processing Disorder. Jeg er flov. Men tilstanden hun skriver om, har jeg beskrevet i mange år, begyndende en gang midt i firserne. Den er udførlig beskrevet i min bog Ordblinde børn, Borgen 1992, kapitel 8. Forpint hørelse side 94 ff. Sætningen "De har problemer med taleforståelse, når der er baggrundsstøj, med at opfatte en besked, specielt hvis den er flerleddet, og også ofte med retningshørelsen" er der fuldstændig dækning for i min tekst fra 1992. Teksten handler om den tilstand, som hedder Hyperalgesia Acustica eller Hyperacusis. Den tilstand som har fået navnneforandring til Apd. Steadman's Medical Dictionary skriver: ”Auditory hyperalgesia, painful reaction to noises not ordinarily unpleasant.” På dansk: ”Lyd der volder smerte, selv om den almindeligvis ikke generer andre.” Butterworth's Medical Dictionary skriver: ”Auditory hyperalgesia, a condition in which noise causes acute pain; an extreme form of hyperacousia.” En tilstand hvor støj fremkalder akut smerte; en ekstrem form for hyperacusis. Om hyperacusis skriver Butterworth: ”excessive sensitiveness of the skin, due to local causes or to peripheral nerve trouble:” Overdrevent følsom hud på grund af lokale årsager eller dårligt fungerende perifere nerver (de perifere nerver er nerver, der befinder sig uden for hjernen og rygmarven). På dansk kalder Høst & Søns kliniske ordbog tilstanden for Hyperalgesia acustica, og definerer den som ”hyperæsthesia acustica (dolorosa): overømfindtlighed over for lyde.” Hyperæsthesia defineres som ”sygeligt forstærket berøringsfølelse, gerne forbunden med et skær af ubehag.” Acustica er sammenhængen mellem lyd og hørelse. Dolorosa står for smertefuld.
Et klinisk eller diagnostisk audiometer kan teste hørelsens belastbarhed. Ved test af hørelsens belastbarhed som også kaldes UnComfortable Level eller UCL viser det sig, at mennesker med diagnosen Apd besidder en hørelse med unormalt lav føle-, ubehags- eller smertegrænse. De har dermed også uhensigtsmæssig for lav høredynamik. Tilstanden kan optræde generelt i hele audiometerspektret, eller den kan være lokaliseret til enkelte toner. Dette er velkendt inden for psykoakustikken, ligesom psykoakustikken udmærket er klar over at diagnosen Apd dækker over netop denne tilstand. Erkendelsen burde udbredes til andre fag såsom neuropsykologi og for den sags skyld audiologi. Audiologer tester så at sige aldrig hørelsens belastbarhed, på trods af at det er høredynamikken, der afgør hørelsens anvendelighed i praksis. Nu skal jeg gå ind og rette Auditory Perception Dysfunction til Auditory Processing Disorder.
Jeg skylder at tilføje, at klinisk praksis viser, at mangelfuld høredynamik eller Apd eller hyperalgesia acustica osv. i de aller fleste tilfælde kan trænes op med lydbehandling af det indre øre. Dermed forsvinder de mangler, som høreopfattelsen har lidt under, ikke nødvendigvis fuldstændigt, men der indfinder sig dog en subjektiv forbedring, som i mange tilfælde kan opleves som værende ganske betydelig. Udførligt beskrevet i førnævnte Ordblinde børn kapitel 12. Behandling i praksis, side 135 ff. Kaare p 15. dec 2007, 15:11 (CET)