Dupond og Dupont

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 17. nov. 2014, 09:36 af Toxophilus (diskussion | bidrag) Toxophilus (diskussion | bidrag) (Wikilinks og {{Tintin}})

Dupond og Dupont er to politidetektiver, der jævnligt optræder i Tintin-serien. De har normalt en funktion til at kvikke historien op med falden-på-halen humor, idet de som regel kommer galt af sted på en eller anden måde. Deres dumhed er grænseløs. Som eksempel kan nævnes en episode i albummet Månen Tur-Retur, 1. del, hvor de begge bliver opskræmte over, som de tror, at have set et skelet (i virkeligheden har de set hinanden gennem en røntgenskærm), hvorefter de ender med at arrestere et plastikskelet fra en lægeklinik.

De to detektiver har ingen familiemæssige relationer (navnene er kun næsten ens), men i udseende ligner de hinanden så meget, at det normalt er svært at se forskel. Dog vil man – bortset fra deres første optræden (kronologisk) – ved nærmere eftersyn kunne se en lille, men dog markant forskel på de to herrers moustacher. Duponts overskæg buer en smule ud til siden, mens Duponds overskæg går lige ned.

Deres fremtræden er nobel: Sort jakkesæt med vest og bowlerhat samt spadserestok. Dog vil man ofte se dem i forsøg på forklædning, når de har opgaver udenlands, men desværre for dem, virker deres forsøg på at falde i med lokalbefolkningen normalt modsat. De har tilsyneladende deres oplysninger om lokale dragter fra turistbrochurer, så de bliver øjeblikkeligt genkendt som udlændinge.

Som detektiver er de som regel mere til besvær end til hjælp for opklaringen af forbrydelser. På den måde får de Tintin til at fremstå som ekstra klarsynet.

Wikimedia Commons har medier relateret til: