Ernest Renan

"Renan" omdirigeres hertil. For andre betydninger af Renan, se Renan (flertydig).

Joseph Ernest Renan (27. februar 1829 i Tréguier i Bretagne – 2. oktober 1892 i Paris) var en fransk orientalist og religionshistoriker.

Renan var oprindelig bestemt til at være præst og fik sin første uddannelse som sådan; han kom dog snart i strid med dogmerne og kastede sig derefter over de orientalske sprog. I videnskabelig henseende forblev han bestandig afhængig af sine læremestre, men med en sjælden glimrende Stil forbandt han en overlegen åndsklarhed og en digterisk sammenstillingsevne, der lod ham synes dem, på hvis Forskninger han støttede sig, langt overlegen. Han medbragte til sine Undersøgelser af de religiøse fænomeners historiske oprindelse Bretagnerens djærve Ærlighed og præstelærlingens aldrig svigtende idealisme; begge Egenskaber fik han fuldt ud brug for.

Allerede 1860 havde den franske regering overdraget ham ledelsen af en videnskabelig ekspedition til Fønikien (Resultaterne af denne fremlagdes først 1874), men det var dog ikke før 1863, at Renan trådte frem for det store publikum med sin meget omstridte og meget oversatte bog om Jesu liv (Vie de Jésus). Dette værk er nærmest at betegne som en fængslende Roman; bedårende er dets Naturskildringer af Skuepladsen for Jesu Historie, hvortil R. benyttede sine egne Iagttagelser fra sin Rejse, og talrige fine, psykologiske Smaabemærkninger holder stadig Læseren fangen. Men det løser ikke den stillede Opgave: at give en for al Forudfattethed frigjort og dog udtømmende Skildring af Jesu liv og Vurdering af hans Virksomhed.

Bogen rejste en Storm, der for så vidt altså var større, end den i sig selv burde have givet Anledning til, og den kejserlige Regering nødtes til at fratage R. den Post som Prof. i Hebraisk, den Aaret i Forvejen havde tildelt ham; først efter Napoleon III’s Fald kom R. tilbage til Collège de France. Den stive Bretagner, der tillige var opfyldt af en glødende Tro paa sin Forsknings ideale Berettigelse, lod sig ikke skræmme fra sit Arbejde; under Fællestitlen Histoire des origines du Christianisme udgav han i de flg. Aar en Rk. blændende og interessante Monografier (1866, Les apótres; 1869, Saint Paul; 1873, L’Antechrist). Som en Slags Forgaard til dette store Værk udarbejdede han fra 1887 den lige saa omfangsrige Histoire du peuple d’Israel (5 Bd, 1887—94), en Bog, der ikke overalt taaler en moderne Kritik, men hvis Fylde af træffende Domme og tændende Vid alligevel gør den til et Mesterværk.

Ved Siden af disse Arbejder, i hvilke R. vendte sig til hele det dannede Europa og med stor Interesse hørtes af dette, foreligger fra hans Haand en Række Fagskrifter, af hvilke her blot skal nævnes hans Bog om den arabiske Filosof Ibn Roschd (Averroes) Averroes et l’Averroisme (1862); af en paatænkt Histoire générale des langues Sémitiques udkom aldrig mere end 1. Bd (1855), der giver en fængslende, om end hist og her overfladisk og upaalidelig Karakteristik af den semitiske Race og af dens Ejendommeligheder, som de træder frem igennem Sproget. Til en stor Del af det gamle Testamentes senere Bøger har R. leveret Overs. og Kommentarer, der dog nu maa betragtes som forældede.

En isærlig Side af Renans Forfattervirksomhed er endelig hans Læsedramaer, hvori han behandlede filos. og sociale Problemer med overlegen digterisk Ynde, saaledes Spørgsmaalet om Krigens Nødvendighed i Le prêtre de Nemi (1885) og Kærlighedens Ret i det ret dristige L’abbesse de Jouarre (1886), hvilket hans Venner søgte at undertrykke. 1878 var R. blevet Medlem af Académie française.

Johannes Østrup siger i Salmonsens: "Renan er Typen for det bedste i den franske, litterære Aand i 19. Aarh. Fra sin Barndom og sin Ungdoms første Uddannelse medbragte han Sandhedskærligheden og Troen paa Idealerne; hans udstrakte, om end ikke altid grundige Viden gjorde ham til kompetent Dommer i en Mængde heterogene Spørgsmaal, og hans digteriske Evne og blændende Stilkunst skaffede ham hele Europas Øre i højere Grad end nogen anden religionshistorisk Forfatter. Under et satyragtigt Ydre skjulte R. en sjælden ædel og højsindet Karakter; den 1896 udgivne Brevveksling mellem ham og Søsteren Henriette lader dette træde frem fuldt ud. Den i moderne Tider saa sjældne Harmoni, der var i hele R.’s Personlighed, er det, som mere end noget andet betinger Værdien af hans Forfaterskab."

Kilder

Renan, Joseph Ernest i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1925)