Etude

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 7. mar. 2013, 21:45 af Addbot (diskussion | bidrag) Addbot (diskussion | bidrag) (Bot: Migrerer 30 interwikilinks, som nu leveres af Wikidatad:q207841)

En etude (fra det franske ord étude, der betyder "studie") er en kort musikkomposition lavet til øvelse af en speciel teknisk færdighed ved udførelsen af et soloinstrument. Etuden er skrevet specifikt til ét instrument, da det varierer meget hvilken slags øvelser, der er gode og/eller anvendelige for de forskellige instrumenter. Eksempelvis er det ikke muligt at lave vibratoøvelser på for eksempel et klaver, hvorimod dette kan laves på de fleste andre instrumenter.

En etude er ikke altid kun en øvelse, men stiler oftest efter at være et mere eller mindre melodisk stykke musik samtidig. De mest vellidte etuder er dog også dem, der fremstår som musik. For eksempel bliver Chopins etuder betragtet som meget teknisk svære, men samtidig musisk meget effektfulde og ekspressive. Stykker, der kun er teknisk svære og har meget lidt musisk virkning, kaldes ofte blot øvelser og ikke etuder.

Historie

Musiske øvelser er blevet komponeret siden det 18. århundrede. Carl Czerny var i den første periode en af hovedkomponisterne bag disse stykker, men det var Chopin, som gjorde etuden til en vigtig musikalsk genre. Dette skyldes at Czernys stykker var meget tekniske, og hvad Chopin gjorde, var at udvikle genren til musik.