Fransk (sprog)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg Denne artikel omhandler fransk som sprog. Opslagsordet har også anden betydning, se Fransk (flertydig).
Fransk
(français)
Talt i: Frankrig, Canada, dele af Afrika og forskellige øer
I alt talere: 90 mio-200 mio 
Rang: 10-11
Sprogstamme: Indoeuropæiske sprog
 Italiske sprog
  Romanske sprog
   Italovestlige sprog
    Galloiberiske sprog
     Galloromanske sprog
      Gallorætiske sprog
       Oïl[1]
        Fransk 
Skriftsystem: Det latinske alfabet (fransk variant) 
Officiel status
Officielt sprog i: Algeriet Algeriet
Belgien Belgien
Benin Benin
Burkina Faso Burkina Faso
Burundi Burundi
Cameroun Cameroun
Canada Canada
Centralafrikanske Republik Centralafrikanske Republik
Comorerne Comorerne
Congo Congo
Demokratiske Republik Congo Demokratiske Republik Congo
Djibouti Djibouti
Elfenbenskysten Elfenbenskysten
Frankrig Frankrig
Gabon Gabon
Guinea Guinea
Haiti Haiti
Luxembourg Luxembourg
Madagaskar Madagaskar
Mali Mali
Monaco Monaco
Niger Niger
Rwanda Rwanda
Schweiz Schweiz
Senegal Senegal
Seychellerne Seychellerne
Tchad Tchad
Togo Togo
Vanuatu Vanuatu
Ækvatorialguinea Ækvatorialguinea
Reguleret af: Académie française
Sprogkoder
ISO 639-1: fr
ISO 639-2: fre (B)  fra (T)
ISO 639-3: fra
Kortet viser det franske sprogs udbredelse.      Modersmål      Administrationssprog      Udbredt sprog / vigtigt kultursprog      Væsentligt minoritetssprog
Fransk i Afrika

Fransk er et romansk sprog, der tales i Frankrig, Belgien, Luxembourg, Schweiz, Canada, Haiti, Elfenbenskysten, den Demokratiske Republik Congo og en række andre tidligere kolonier i Afrika og Amerika). Fransk er udbredt i diplomatiet og har en fremtrædende position i den Europæiske Union. Fransk tales af mellem 90 mio. og 200 mio. og er det 10. mest talte sprog i verden.[2].

Klassifikation[redigér | redigér wikikode]

Fransk hører til den vestlige gren af de romanske sprog (ligesom spansk og portugisisk i modsætning til italiensk og rumænsk). Der er store dialektforskelle, og der er to forskellige sprog: langue d'oïl i nord (fransk i snæver forstand) og langue d'oc eller occitansk i syd (provencalsk) alt efter hvilket ord, der bruges for "ja". De har begge en litterær tradition, der går tilbage til middelalderen. Fransk er desuden det internationale postsprog.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Oprindelsen[redigér | redigér wikikode]

Fransk opstod af latin, fordi Frankrig (Gallien) var en del af Romerriget gennem ca. 500 år. Efter at de germanske frankere etablerede et kongerige i den nordlige del af Frankrig (som fik navn deraf), gennemgik det lokale latin en rivende udvikling, og adskilte sig mærkbart både fra klassisk latin og de andre sprog, der udviklede sig af det.

Den første tekst på fransk er Strasbourg-ederne fra 842:

Forsvaret mod andre sporg[redigér | redigér wikikode]

I 1539 fik Frans 1. af Frankrig afskaffet latin som juridisk sprog: "Vi vil, at fra nu af skal alle påbud og proces-akter fremsiges, registreres og kundgøres på det franske modersmål og ikke anderledes," hedder det i ediktet fra Villers-Cotterêts. For første gang var loven taget i brug for at styrke det franske sprog.

Ti år senere kom du Bellays programskrift Défense et illustration de la langue francaise (dansk: Til det franske sprogs forsvar og forskønnelse), hvor du Bellay udvidede og berigede fransk med ord lånt fra dialekter og fra italiensk. Da Richelieu fik Det franske akademi oprettet i 1635, var en af dets opgaver at overvåge det franske sprog, og som det hed i stiftelsesdokumentet: "rense det, gøre det veltalende og i stand til at behandle alle emner indenfor kunst og videnskab". Oprettelsen var en klart politisk handling, der gjorde sproget til et magtmiddel, der tjente monarkiet og myndighederne. I modsætning til du Bellay optrådte akademiet sprogrensende og fortrængte minoritetssprog og dialekter. Derved opstod den dybe kløft mellem folkets og elitens sprog, der er mærkbar i fransk i dag.[3]

I forlængelse af Det franske Akademis anstrengelser for sprogrenselse fik kulturminister Jacques Toubon 4.august 1994 indført la Loi Toubon (dansk: Toubons lov), der nærmest var en Maginot-linje mod engelske låneord, selv om engelsk slet ikke nævnes i loven. Toubon selv blev omgående omdøbt til "Mr. Allgood".[4]

Fransk som klarhedens sprog[redigér | redigér wikikode]

Videnskabsakademiet i Berlin udskrev i 1783 en præmiekonkurrence med spørgsmålet: "Hvad gør fransk til Europas universelle sprog? Hvad skyldes det, at det fortjener den forrang? Kan man formode, at det vil beholde den?" Præmien blev vundet af franskmanden Antoine de Rivarol sammen med en tysk professor. Rivarols konklusion lød: "Det, der ikke er klart, er ikke fransk."

Matematikeren Jean le Rond d'Alembert mente i sin tid, at når franske forfattere udtrykker sig klart, er det ikke på grund af sproget, men på trods af det; for med alle sine polysemier og homofonier er fransk så fyldt af muligheder for misforståelse, at man tvinges til at udtrykke sig præcist. Det er måske grunden til, at Hegel siges at være nemmere tilgængelig i fransk oversættelse end på originalsproget tysk, også for andre end franskmænd.[5]

Grammatik[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Fransk grammatik

Den franske grammatik er en tredeling i fonologi, morfologi og syntaks med betydelige overlapninger. Fx hører artiklerne både under morfologien (hvordan de er og bøjes) og syntaksen (hvordan og hvornår de bruges).

Fonologi[redigér | redigér wikikode]

Alfabetet[redigér | redigér wikikode]

Vokalerne

Vokal Udtale
a [a]
e [e, ə]
i [i]
o [o]
u [y]
y [i grɛk]

Konsonanterne

Konsonant Udtale
b [be]
c [se]
d [de]
f [ɛf]
g [ʒe]
h [aʃ]
j [ʒi]
k [ka]
l [ɛl]
m [ɛm]
n [ɛn]
p [pe]
q [ky]
r [ɛ:r]
s [ɛs]
t [te]
v [ve]
w [dublə ve]
x [iks]
z [zed]

Vokalisk og konsonantisk h[redigér | redigér wikikode]

h er altid stumt. Ord som begynder med h behandles normalt, som om de begyndte med en vokal, hvilket betyder at overtrækning finder sted. Der findes dog undtagelser, hvor h'et behandles som et konsonantisk h og hvor der dermed ikke finder (må finde) overtrækning sted. Eks. les haricots [le ariko].

Overtrækning (la liason)[redigér | redigér wikikode]

Overtrækning betyder, at slutkonsonanten i det ene ord udtalemæssigt trækkes sammen med begyndelsesvokalen i det næste ord. Eks. les-Etats-Unis [lesetasuni]

Elision[redigér | redigér wikikode]

Elision betyder at slutvokalen i et ord falder bort, når det næste ord begynder med en vokal eller et vokalisk h. Eks. l'homme [lomme]

Morfologi[redigér | redigér wikikode]

Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Artiklerne[redigér | redigér wikikode]

Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Syntaks[redigér | redigér wikikode]

Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Fransk udtale[redigér | redigér wikikode]

På fransk kan man næsten altid slutte sig til et ords udtale ud fra dets stavemåde, mens man sjældent kan gætte sig frem til stavemåden ud fra udtalen. Det skyldes, at retstavningen har bevaret en række træk fra middelalderen, og der derfor er en række stumme bogstaver og bogstavforbindelser, der udtales ens.

De sidste 400 år har der dog været en række reformer. Den seneste fra (1990) er en anbefaling og vinder kun langsomt indpas.

a = [a]
nasaliseret = [ã] (som dansk brand, blot nasalt)
ai = [ε]
nasaliseret [æ̃] (som dansk mand, blot nasalt)
au = [o] (som dansk note)
ay = [εj]
b = [b] (stemt som engelsk)
c = [s] foran e, i, y
ellers = [k] (upustet, nærmest som i dansk vække)
i udlyd i visse ord (f.eks. banc, blanc, estomac) = [-]
ç = [s]
ch = [ʃ]
d = [d] (stemt som engelsk)
i udlyd = [-] (i sammenhængende tale trækkes det dog over til en følgende vokal som [t])
e = [e] (som dansk fedt)
i lukket stavelse uden accent og i åben stavelse med accent grave eller circonflexe = [ε] (som dansk sætte)
nasaliseret = [ã] (som dansk brand, blot nasalt)
ubetonet = [ə] eller [-]
eau = [o] (som dansk note)
ei = [ε]
nasaliseret = [æ̃] (som dansk mand, blot nasalt)
eu = [ø] (som dansk bøde)
foran r = [ö] (som dansk bøn)
f = [f] (i sammenhængende tale trækkes det over til en følgende vokal som [v])
i ordet clef og i pluralis af bœuf, œuf = [-]
g = [ʒ] (som i engelsk pleasure) foran e, i, y
ellers = [g] (stemt som engelsk)
gn = [ɲ]
gu = [g] (stemt som engelsk)
h = [-]
i = [i]
nasaliseret = [æ̃] (som dansk mand, blot nasalt)
foran vokal = [j]
ie = [je]
nasaliseret = [iæ̃] (som dansk Jan, blot nasalt)
ill = [j]
j = [ʒ] (som i engelsk pleasure)
k = [k] (upustet, nærmest som i dansk vække)
l = [l]
m = [m]
foran konsonant stumt med nasalering af den forudgående vokal
n = [n]
foran konsonant stumt med nasalering af den forudgående vokal
o = [ɔ] (omtrent som dansk låse)
i udlyd (evt. foran stum konsonant), foran stemt s eller med accent circonflexe = [o] (som dansk note)
nasaliseret = [õ] (som dansk bund, blot nasalt)
oeu (œu) = [ø]
oi = [wa]
nasaliseret = [wε̃]
ou = [u]
foran vokal = [w]
oy = [waj]
p = [p] (upustet, nærmest som i dansk lappe)
q = [k] (upustet, nærmest som i dansk vække)
qu = [k] (upustet, nærmest som i dansk vække)
r = [R] (som i dansk række, også efter vokal!)
i udlyd i infinitiv og i substantiver og adjektiver med suffikset -(i)er = [-]
s = [s]
mellem vokaler = [z] (som i engelsk gaze)
i udlyd = [-] (i sammenhængende tale trækkes det dog over til en følgende vokal som [z])
t = [t] (upustet, nærmest som i dansk lette)
i udlyd = [-] (i sammenhængende tale trækkes det dog over til en følgende vokal som [t])
u = [y]
nasaliseret = [œ̃] (som dansk brønd, blot nasalt)
ui = [ɥi]
nasaliseret = [ɥœ̃]
v = [v] (som i dansk vand, også efter vokal)
x = [ks]
mellem vokaler = [gz]
i udlyd = [-] (i sammenhængende tale trækkes det dog over til en følgende vokal som [z])
y = [i]
nasaliseret = [æ̃] (som dansk mand, blot nasalt)
foran vokal = [j]
z = [z] (som i engelsk zone)

Hovedtrykket falder på sidste stavelse, medmindre den er -e eller -es uden accent. Verbalendelsen for 3. person pluralis -ent er ligeledes ubetonet (med stumt nt).

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. Ethnologue.com: Ethnologue report for French
  2. Verdens sprog sorteret efter antal talere
  3. Solveig Schult Ulriksen: "Fransk språk i unionstider", Gobelin Europa (s. 91-2), forlaget Sypress, ISBN 82-91224-12-9
  4. Solveig Schult Ulriksen: "Fransk språk i unionstider", Gobelin Europa (s. 90 og 94)
  5. Solveig Schult Ulriksen: "Fransk språk i unionstider", Gobelin Europa (s. 90-1)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Wikibooks-logo.svg
Læs den relaterede bog
FranskWikibooks.