Fillipinske-Amerikanske Krig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Filipinske soldater uden for Manila 1899.

Den filippinsk-amerikanske krig var en krig mellem amerikanske okkupationsstyrker og Filippinere fra 1899 til 1913. Konflikten bliver også på amerikansk side kaldt "Det filippinske oprør".

Krigens baggrund[redigér | redigér wikikode]

I december 1898 købte USA Filippinerne fra Spanien for 20 millioner dollar ved Paris-aftalen efter den amerikanske sejr i Den spansk-amerikanske krig 1898. USA ønskede Filippinerne som koloni. Men filippinerne, som havde kæmpet en krig for national selvstændighed fra Spanien siden august 1896, havde allerede den 12. juli 1898 erklæret national selvstændighed og skrevet en forfatning, valgt overgangsregering og midlertidig præsident. I januar 1899 var overgangstiden afsluttet og præsident Emilio Aguinaldo tiltrådte formelt, og likeledes den nationale regering.

Krigsudbruddet[redigér | redigér wikikode]

Spændinger var bygget op mellem filippinere og amerikanske styrker på øerne, fordi de to sider havde forskellige syn på Filippinernes fremtid. Amerikanerne ville ikke acceptere, at Filippinerne var blevet en selvstændig stat. Kamphandlingerne blev udløste ved, at en amerikansk soldat den 4. februar 1899 skød en filippinsk soldat, som krydsede en bro til amerikansk kontrolleret område i San Juan del Monte ved Manila. USAs præsident William McKinley sagde senere til journalister, "at oprørerne havde angrebet (Manila)".

McKinley-regeringen brændemærkede der efter Aguinaldo som "lovløs bandit". Der kom aldrig nogen formel krigserklæring. To grunde til dette kan tænkes: #Ved at betegne det hele som "Det filippinske oprør" uttrykkes det som forsvar mod et oprør mod legitime myndigheder og tilslørede, at den eneste del af Filippinene, som var under amerikansk kontrol, var Manila.

  1. Desuden stod regeringen stærkere i forhold til amerikanske krigsveteraner, dersom der ikke havde været nogen krig.

I USA har den officielle betegnelse "opprør" hele tiden været anfægtet, og i 1999 fik kritikerne det endelige gennembrud ved, at Kongresbiblioteket omgjorde sin klassificering af konflikten fra "oprør" til "krig".

Amerikansk optrapning[redigér | redigér wikikode]

En stor amerikansk styrke (126.000 soldater) måtte til for at besætte landet og kom til at blive i stadig kamp mod filippinske patrioter i yderligere et tiår. Den amerikanske hær rekrutterede også macabebe-filippinere.

Ved udgangen af februar 1899 havde de amerikanske styrker fået overtaget i Manila-området, og den filippinske befrielseshær måtte trække sig tilbage mod nord. Amerikanerne sejrede over filippinerne under de hårde kampe i 1899, ved Quingua (april), Zapote-broen (juni) og Tirad-passet (december). Efter, at general Antonio Luna blev snigmyrdet i juni og general Gregorio del Pilar faldt ved Tirad-passet, var filippinernes mulighed for at kæmpe en konventionel krig væsentlig svækket. I 1900 gav derfor Aguinaldo sin hær ordre om at gå over til guerillakrig, og dette gjorde det meget vanskeligt for amerikanerne at vinde kontrol over landet. Amerikanske tab ved Mabitac og Balangiga kunne dog ikke føre til varige amerikanske tilbageslag.

Macabebe-spejdere (1900)

I marts 1901 blev Aguinaldo taget til fange af macabebe-spejdere i amerikansk tjeneste i Palanan, Isabela og overleveret til general Frederick Funston. Den 4. juli 1902 erklærede præsident Theodore Roosevelt, at oprøret (krigen) var ovre.

Amerikanerne havde ved udgangen af 1903 formået at tage kontrollen med alle byområder og lavlandsområderne ved kysterne. I 1907 blev den sidste filippinske general, som fremdeles kæmpede videre, Macario Sacay, taget til fange og hængt.

Selv, om der blev indført nogen ordninger, som indebar en begrænset grad af selvstyre, endte guerillakrigen ikke før end i 1913, da USAs præsident Woodrow Wilson proklamerede, at amerikansk politik fra da af ville tage sigte på at sikre Filippinene fuld uafhængighed. I syd fortsatte muslimske filippinere at kæmpe mod amerikanerne frem til 1916. Denne fortsatte modstandskamp kaldte amerikanerne for "Moro-opprøret" (the Moro rebellion).

Under dette oprør kom amerikanerne til, at de burde være i stand til at standse en angribende moro med et enkelt skud. For at imødekomme dette behov blev M1911-pistolen senere udviklet for ammunition af større kaliber (.45 ACP). I mellemtiden blev den ældre Colt Single Action Army i .45 Colt udleveret på ny.

Amerikansk modstand mod krigen[redigér | redigér wikikode]

Nogen amerikanere, især Mark Twain, Andrew Carnegie og andre medlemmer af "Det amerikanske anti-imperialistiske forbund", protesterede på det stærkeste mod annektionen af Filippinerne. Andre amerikanere troede, at Filippinerne selv ønskede at blive del af USA. Anti-imperialistiske bevægelser hævdede, at De forenede Stater havde forrådt sine høje idealer fra den spansk-amerikanske krig ved selv at blive kolonimagt ved blot at tage Spaniens plads på Filippinerne. Da meldinger om amerikanske ugerninger under krigen blev kendt i USA, sank den folkelige støtte for krigen.

Konsekvenser[redigér | redigér wikikode]

Filippinske krigsofre fra første dag af kamphandlingerne. National Archives Photo No. 111-RB-1037.

De filippinske militære tab anslås til 20.000, men de civile tab anslås til mellem 250.000 og 1.000.000 filippinere. I 1908 skrev Manuel Arellano Remondo i bogen General Geography of the Philippine Islands: "Befolkningen aftog på grund af krigene i femårsperioden 1895 til 1900, for ved begyndelsen af det første oprør var befolkningen anslået til 9.000.000, men nu (1908), overskrider ikke indbyggere i øriget 8.000.000 i antal."

Under krigen blev 4.234 amerikanske soldater dræbt og 2.818 såret.

Amerikanernes metoder i landdistrikterne inkluderede også, at man afbrændte landsbyer og afgrøder, slagtede kvæget, torturerede fanger (fx ved vandtortur), og at civilbefolkningen blev drevet sammen i "beskyttede områder". Mange civile tab skyldtes sygdomme og hungersnød udløst af denne politik. Meldinger om, at filippinere skulle have skudt amerikanske fanger, udløste ofte svært omfattende repressalier. Mange amerikanske officerere og soldater betegnede det, de var sat til, som "nigger killing business".

Under den amerikanske okkupation blev engelsk gjort til landets officielle sprog, selv om befolkningens sprog var spansk, cebuano, tagalog, ilocano og en række andre filippinske sprog. Seks hundrede engelsklærere blev bragt fra USA på krigsskibet USS «Thomas».

Den katolske kirke blev frataget sin særstatus, megen kirkelig ejet jord blev opkøbt og redistribueret.

I 1914 fremholdt Dean C. Worcester, USAs tidligere statssekretær for filippinske anliggender (1901–1913), at den civilisation og de forbedringer, som kom til med den amerikanske okkupation, havde resulteret i at udvikle nøgne vildmænd (naked savages) til kultiverede og uddannede mennesker.

En af de mest omstridte amerikanske ledere var brigadegeneral Jacob H. Smith , som var leder over de amerikanske styrker i Samar-felttoget i 1901, hvor han brugte Den brændte jords taktik på både byer og jungler. Samtidig gav han ordre til sine soldater om at dræbe alle over ti år for at knuse fjendens moral. Det er ikke sikkert hvor mange, som blev dræbt under felttoget, men der skal have været over 3.000 dræbte civile. I maj 1902 blev Smith stillet for krigsret for sine grusomme handlinger og mistede sin stilling samme år.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Agoncillo, Teodoro A.: The crisis of the republic, University of the Philippines Press, 1997
  • T.A. Agoncillo / M.C. Guerrero: History of the Filipino People, Quezon City, 1987, pp. 159
  • Brands, H. W.: Bound to Empire: The United States and the Philippines, Oxford University Press, 1992
  • Deady, Timothy K.: Lessons from a Successful Counterinsurgency: The Philippines, 1899-1902, i Parameters, Vol. 35, 2005
  • Gates, John M.: The United States Army in the Philippines, 1898–1902, Greenwood Press, 1973
  • Gates, John.: War-Related Deaths in the Philippines, 1898-1902, Pacific Historical Review 53:367+ (1983)
  • Gates, John M.: The US Army and Irregular Warfare, Chapter 3: The Pacification of the Philippines
  • Linn, Brian McAllister: The U.S. Army and Counterinsurgency in the Philippine War, 1899–1902, University of North Carolina Press, 2000
  • May, Glenn Anthony: Battle for Batangas: A Philippine Province at War, Yale University Press,1991
  • Miller, Stuart Creighton: "Benevolent Assimilation": The American Conquest of the Philippines, 1899–1903, Yale University Press, 1982
  • Schirmer, Daniel B.: Republic or Empire: American Resistance to the Philippine War, Schenkman, 1972
  • Schirmer, Daniel B., Stephen Rosskamm Shalom: The Philippines Reader: A History of Colonialism, Neocolonialism, Dictatorship, and Resistance, South End Press, 1987
  • Shaw, Angel Velasco: Vestiges of War: The Philippine-American War and the Aftermath of an Imperial Dream, 1899–1999, New York University Press, 2002
  • Smallman-Raynor, Matthew, and Andrew D Cliff. The Philippines Insurrection and the 1902-4 cholera epidemic: Part I-Epidemiological diffusion processes in war, i Journal of Historical Geography, v 24, n 1, January, 1998, p. 69-89
  • Twain, Mark and Jim Zwick: Mark Twain's Weapons of Satire: Anti-Imperialist Writings on the Philippine-American War, Syracuse University Press, 1992
  • Zwick, Jim. Friends of the Filipino People Bulletin
  • Zwick, Jim. Militarism and Repression in the Philippines
  • Zwick, Jim. Prodigally Endowed with Sympathy for the Cause:" Mark Twain's Involvement with the Anti-Imperialist League" (Ephemera Society of America (January 1, 1992) ASIN B0006R8RJ8
  • Young, Kenneth Ray; The General's General: The Life and Times of Arthur MacArthur Westview Press, 1994Skabelon:Link UA