Fortabelse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Fortabelse (græsk: apôleia) er en religiøs forestilling om tilstanden udenfor Guds frelse. Den græske grundbetydning af apôleia betyder ødelæggelse eller tilintetgørelse. Forestillingen om Helvede knytter sig til læren om fortabelse.

Fortabelse i kristen forståelse[redigér | redigér wikikode]

I kristendommen findes tre teologiske hovedsynspunkter om fortabelse:

  1. Den dobbelte udgang
  2. Apokatastasis
  3. Annihilations-teorien
  • Den dobbelte udgang er forestillingen om, at Guds dom over mennesket kan have to udgange: en himmelsk frelse og en fortabelse til helvede. Ifølge denne forståelse vil menneskeheden på dommedag blive adskilt i to grupper. De rettroende med en evig frelse i vente, og alle andre med en evig fortabelse i vente. Tilhængere af denne klassiske forståelse af fortabelse er blandt andre teologer som Augustin og Martin Luther.
  • Annihilations-terorien hvor annihilation betyder tilintetgørelse eller annulering findes i to varianter. Den ene lægger sig i forlængelse af læren om den dobbelte udgang, men forstår fortabelse som en evig udslettelse frem for en evig pine, og bliver på den måde en mildere lære om dobbelt udgang. Den anden annihilationsforståelse afviser læren om den dobbelt udgang. Det er det onde, som findes i mennesker, der vil gå fortabt. Dommen går ikke imellem to menneskegrupper, men tværs igennem det enkelte menneske. Annihilations-teorien har været mest fremtrædende i den ortodokse kirke.

Se også[redigér | redigér wikikode]