Glødetråd

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

En glødetråd er en simpel transducer, der omdanner elektricitet til varme. Glødetråde kendes især fra glødelamper, hvor de bliver så varme, at en del af sortlegeme-strålingen fra dem viser sig for det menneskelige øje som hvidgult lys. Foruden som lyskilde bruges glødetråde også som varmekilde til en lang række formål.

Sådan virker en glødetråd

En glødetråd kan, set fra et "elektrisk synspunkt", betragtes som en modstand: Når man sender en elektrisk strøm igennem den, vil der ifølge Ohms lov opstå et spændingsfald over glødetråden, og følgelig afsættes en elektrisk effekt: Den energi, der afsættes, varmer tråden op, indtil sortlegeme-strålingen fra glødetråden "forbruger" energien i samme takt, som den tilføres.

Glødetråden i en glødelampe

Glødetråden i en glødelampe er normalt lavet af wolfram; et "robust" metal der har et meget højt smeltepunkt og er modstandsdygtigt overfor oxidering. For at få det størst mulige overfladeareal, som tråden kan udsende stråling igennem, tilstræber man så lang og tynd en tråd som muligt — under forbehold af, at den jo stadig skal kunne være inde i glødelampens glaskolbe. Derfor er tråden viklet op i en spiral, som i sig selv er viklet op i en spiral — billedet til højre viser glødetråden fra en almindelig 60 watt glødelampe set i et elektronmikroskop.

Ved de temperaturer, glødetråden i en pære arbejder ved, ville selv wolfram blive angrebet af ilten i den atmosfæriske luft, så derfor er luften inden i pærens glaskolbe enten pumpet ud (vakuum) eller erstattet af en ædelgas, som ikke reagerer kemisk med andre stoffer.

Desuden fordamper der ganske langsomt metal fra glødetråden, mens den gløder — i visse glødelamper kan man nogle gange se, at det fordampede metal har dannet en grå eller sølvskinnende belægning på indersiden af glasset. I halogenlamper har man tilsat en smule af et halogen; disse gasarter binder de fordampede wolfram-atomer og "afleverer" dem tilbage til glødetråden: Det bidrager til at forlænge halogenlampens levetid væsentligt i forhold til "normale" glødelamper.

Glødetråden som varmekilde

Som bekendt er glødelamper ikke de mest effektive elektriske lyskilder, man har — faktisk er glødetråden bedre til at lave varme end at lave lys ud af den elektriske energi. Glødetråde, der virker som varmekilde, finder man i elektriske strygejern, brødristere, elektriske komfurer og ovne, el-radiatorer etc., men her er glødetråden som oftest kapslet ind i noget, der forhindrer brugeren i at komme i direkte kontakt med den flere hundrede grader varme og strømførende tråd. Glødetråde anvendes desuden i radiorør og billedrør, hvor deres formål er at varme en katode op, så den udsender flere elektroner.