Grænseforeningen
Grænseforeningen blev stiftet i 1920 efter folkeafstemningen om, hvor den dansk-tyske grænse skulle placeres, og som konsekvens blev den nordlige del af Sønderjylland samme år genforenet med Danmark. Foreningen består i dag af 70 lokalforeninger med cirka 15.000 medlemmer.
Grænseforeningens virke
Grænseforeningens formål er:
- at støtte danskheden i grænselandet, særligt syd for grænsen (danske sydslesvigere)
- at udbrede kendskabet til grænselandets forhold
- at bevare og styrke dansk sprog og kultur
Grænseforeningen udgiver kulturmagasinet Grænsen - magasin for mindretal, sprog og kultur seks gange årligt. Magasinet suppleres af en hjemmeside.
De lokale grænseforeninger støtter kulturprojekter og arrangerer foredragsaftener, højskolekurser, sønderjyske kaffeborde og studieture til Sønderjylland og Sydslesvig. Foreningen står også bag Sydslesvigske Børns Ferierejser.
Grænseforeningen er medlem af Dansk Folkeoplysnings Samråd.
Formænd
- 1920-1922 Frederik Vinding Kruse
- 1922-1926 Hjalmar Ulrich
- 1926-1942 H.P. Hansen
- 1943-1961 Holger Andersen (døde som formand)
- 1961-1966 Frederik Heick
- 1966-1972 Erik Haunstrup Clemmensen
- 1972-1976 Arne Fog Pedersen
- 1976-1984 Eskild Friehling
- 1984-1986 H.P. Clausen
- 1986-1993 Viggo Witt-Hansen
- 1993-1994 Jørn Buch
- 1994-2000 Bent A. Koch
- 2000-2005 Torben Rechendorff
- 2005-2014 Finn Slumstrup
- 2014-nu Mette Bock