Sønderjylland

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Sønderjylland omfatter fra Kongeåen til Ejderen dvs. Nord- og Sydslesvig. Det svarer historisk til Hertugdømmet Slesvig og de kongerigske enklaver (Ribe-området, Løgumkloster, Amrum, halvdelen af Rømø, Sild og Før) dog ikke øen Femern (Johannes Mejer, 1650).

Sønderjylland er et landområde på den sydlige del af Den jyske halvø. Historisk set er Sønderjylland hele området mellem Kongeåen i nord og Ejderen i syd; området nord for Kongeåen kaldes Nørrejylland. Når man i nutidigt sprogbrug taler om Sønderjylland, mener man oftest området Nordslesvig, dvs. den del af det tidligere hertugdømme Slesvig, som fra at høre til den preussiske provins Slesvig-Holsten i 1920 blev en del af det danske kongerige, samt de otte sogne syd for Kolding, der blev en del af kongeriget Danmark i 1864, Ribe enklaven og Ærø.[1]

Efter Slesvigs deling i 1920 (se Genforeningen) fik den del, der kom til Danmark, officiel navnet De Sønderjyske Landsdele. Det blev dog snart almindeligt at bruge navnet Sønderjylland om den danske del og Sydslesvig om den tyske; i 1970 døbtes det nye storamt således Sønderjyllands Amt. Dette navnebrug udtrykker områdets fulde integration i Danmark både administrativt, økonomisk og politisk.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Sønderjylland var i middelalderen et dansk grænseområde, som udgjordes af Barvidsyssel, Ellumsyssel og Istedsyssel. Knud Lavard, der var jarl af Sønderjylland, var den første som benyttede den tyske hertugtitel. Da området i 1375 gik til den holstenske greveslægt Schauenburg kaldte de sig ikke længere hertuger af Sønderjylland, men i stedet hertuger af Slesvig og efterhånden blev Hertugdømmet Slesvig den almindeligt anvendte betegnelse for Sønderjylland.

I mange århundreder var området et dansk len med den danske konge som lendsherre. Hertugdømmet Slesvig var dermed, ligesom Hertugdømmet Holsten og i en kort periode Hertugdømmet Lauenburg, en del af en dansk-tysk såkaldt konglomeratstat, men var som lensområde ikke direkte en del af kongeriget. De danske bestræbelser gik til stadighed ud på at få adskilt Slesvig og Holsten, mens tyskerne stræbte efter at holde de to hertugdømmer samlet og give dem karakter af en selvstændig statsdannelse. De to Slesvigske krige drejede sig netop om dette problem.

Hertugdømmet Slesvig blev indlemmet i Preussen efter Danmarks nederlag i 2. Slesvigske Krig i 1864. Mindre dele af hertugdømmet blev dog afstået til Danmark som kompensation for de såkaldte kongerigske enklaver. Det drejede sig om otte sogne syd for Kolding, området omkring Ribe samt Ærø. Disse områder regnes nu almindeligvis ikke for hørende til Sønderjylland. Den nordlige del af hertugdømmet Slesvig blev efter en folkeafstemning i 1920 efter Tysklands nederlag i 1. verdenskrig en del af Danmark og blev officielt betegnet som De Sønderjyske Landsdele.

I 1895 blev navnet Sønderjylland forbudt af tyskerne, med mindre det drejede sig om historiske fremstillinger.[2]

Efter krigen i 1864, hvor danskerne tabte krigen mod tyskerne, blev dansksindede lærere, præster og andre øvrighedspersoner afskediget i Sønderjylland. Det varede indtil genforeningen i 1920. Efter genforeningen skete det modsatte, næsten alle tysksindede blev afskediget. Perioden 1864-1920 var svær for Sønderjylland. Det var tysk område, men flertallet var dansksindede. Opdelingen i 1920 har efterfølgende været mønster for opdelingen af landområder mellem to stater.

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Sønderjylland på tværs af landegrænser

De sønderjyske landsdele er den eneste del af Danmark, som er direkte landfast med et andet land (Tyskland i dette tilfælde). Der bor 254.000 indbyggere i de sønderjyske landsdele som tilhører Danmark, i den tyske del af Sønderjylland (=Sydslesvig) bor der cirka 500.000. Fra 1. januar 2007 blev Sønderjyllands amt en del af Region Syddanmark sammen med det gamle Fyns Amt, Ribe Amt og de sydlige og nordvestlige del af Vejle Amt. De danske sønderjyske landsdele var dermed ikke længere en administrativ enhed.

Undertiden forveksles Sønderjylland med Sydjylland, som er området lige nord for Kongeåen, dvs. omkring Esbjerg, Kolding, Grindsted og Vejle samt området omkring Ribe.

Byer i Sønderjylland[redigér | redigér wikikode]

De fem største byer på den danske side er:

  • Aabenraa har 15.750 indbyggere. Byen ligger på Sønderjyllands østkyst, ca. 25 km. fra den dansk-tyske grænse. Byen er kendt for at have dansk og tysk kultur med tyske børnehaver, skoler, gymnasium, foreninger og avisen Der Nordschleswiger. Et nyt stort akutsygehus er ved at blive bygget nordvest for byen nær motorvejsafkørslen, og skal stå færdigt i 2020. Der er store virksomheder inden for papir-, maskin- og metalindustri. Desuden ligger der et kendt orgelbyggeri, Marcussen & Søn i byen.

De største byer på den tyske side er Flensborg (ca. 130.000 med forstæder), Slesvig by (ca. 24.000 indb.), Egernførde (ca. 23.000 indb.), Husum (ca. 21.000 indb.), Kappel ved Slien (ca. 12.000 indb.) og Bydelstorp nord for Rendsborg (ca. 10.000 indb.).

Nordslesvig[redigér | redigér wikikode]

Nordslesvig er dels det nuværende Sønderjylland, altså den danske del af det historiske område i Hertugdømmet Slesvig, der kom til Danmark i 1920.

I officielt dansk sprogbrug kaldes området for de sønderjyske landsdele, i almindeligt sprogbrug Sønderjylland. Det blev især logisk efter at Sønderjyllands Amt blev dannet i 1970. Der var dog som noteret nogle små forskelle på de sønderjyske landsdele (anno 1920) og Sønderjyllands Amt (anno 1970), nemlig de omtalte 8 sogne syd for Kolding og syd for Ribe.

Indtil 1993 hed det "Landsarkivet for de sønderjydske landsdele", derefter Landsarkivet for Sønderjylland. En af de særlige regler, der stadig gælder for de sønderjyske landsdele, drejer sig om personregisterføringen, dvs. registreringen af fødsler. Det sker i Sønderjylland hos kommunens personregisterfører, mens det i resten af Danmark foregår hos sognepræsten.

Indtil 1920 var Nordslesvig ikke et helt fast begreb. Det betød mest den dansktalende og/eller dansksindede del af Slesvig. Flensborg blev af de fleste også regnet som Nordslesvig. Byen var økonomisk mest knyttet til de nordslesvigske egne, og historisk havde den været overvejende dansksindet, indtil mange tyske industriarbejdere indvandrede sydfra i de sidste årtier i 1800-tallet. Det var en af årsagerne til Flensborg-krisen, hvor meget nationale danske kredse krævede, at byen skulle indlemmes i Danmark uanset resultatet af folkeafstemningen. Den sønderjyske politiker H. P. Hanssens svar på spørgsmålet var at erklære, at Flensborg var Nordslesvig, men ikke det danske Nordslesvig.

Sydslesvig[redigér | redigér wikikode]

Sydslesvig er den almindelige danske betegnelse på den del af det historiske Sønderjylland, der forblev i Tyskland i 1920. Området er en del af den tyske delstat Slesvig-Holsten. På tysk kalder man oftest området Landesteil Schleswig, især i delstatens officielle sprogbrug.

Indtil 1920 betegnede "Sydslesvig" den sydligste del af Slesvig, omtrent syd for Slien og Dannevirke, dvs. den del, hvor tysk sprog var altdominerende. Mellemslesvig var et område nord herfor med ret flydende grænser.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Hans Schultz Hansen m.fl.: Sønderjyllands historie indtil 1815. Bind 1, udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland, Aabenraa 2008
  • Inge Adriansen, Elsemarie Dam-Jensen og Lennart S. Madsen (red.), Sønderjylland A-Å, Historisk Samfund for Sønderjylland, 2011. ISBN 978-87-7406-120-5.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Sønderjylland, Personregistrering.dk
  2. Hans Schultz Hansen m.fl.: Sønderjyllands historie efter 1815. Bind 2, udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland, Aabenraa 2009