Henry Edward Manning
Henry Edward Manning (15. juli 1808 i Totteridge i Hertfordshire – 14. januar 1892) var ærkebiskop af Westminster og kardinal.
Hans fader var købmand og protestant, og Manning tilhørte altså efter sin fødsel den engelske statskirke. Under Mannings studietid, der faldt i Oxford, begynder Puseyismen imidlertid at rejse sig, og Manning blev påvirket af den, om han end stod lederne fjernt.
En tid var Manning ansat i et af ministerierne, men 1834 blev han præst i Sussex. 1840 blev han ærkediakon og fik som sådan den opgave at visitere, hvad han udførte med stor iver. Tillige blev han universitetspræst i Oxford. Endnu stod han altså inden for statskirken, men hans romerskkatolske sympatier var i stadig stigen.
Under et besøg i Rom gav Pius IX ham også en meget venlig modtagelse. Endelig skete brudet. Manning kunne blandt andet ikke forlige sig med den tanke, at staten skulle blande sig i lærespørgsmål, og da et sådant tilfælde indtraf, nedlagde Manning pludselig alle sine embeder.
1851 gik han under jesuitisk påvirkning over til katolicismen. Inden for den katolske kirke begyndte han snart at udfolde en stor virksomhed som prædikant og skriftefader, og samtidig kastede han sig over studiet af nyere kirke- og konciliehistorie, navnlig Karl Borromæus.
Manning steg efterhånden på i den gejstlige trinrække, og 1865 blev han ærkebiskop i Westminster. Som sådan deltog han i Første Vatikanerkoncil 1870 og talte her ivrig for pavens ufejlbarhed. 1875 blev han kardinal.
Sin ærkebiskoppelige gerning røgtede han med stor kraft og sørgede især for at øge gejstlighedens tal, men han fandt også tid til at støtte de tyske katolikker i kulturkampen mod Bismarck.
Bibliografi (i udvalg)
- Sermons (1842 ff.)
- The Grounds of Faith (8. udgave, 1890)
- Petri Privilegium (1871)
- The true Story of the Vatican Council (2. udgave, 1877, oversættelse på dansk 1879)
Kilder
- Manning, Henry Edward i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1924)