Karolingisk renæssance

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Alcuin (i midten) var en af den karolingiske renæssances mest betydningsfulde personligheder.

Den Karolingiske renæssance betegner den strømning af intellektuel og kulturel genfødsel af romersk kultur der fandt sted i Vesteuropa i slutningen af 8. århundrede og begyndelsen af 9. århundrede. Højdepunktet af strømningen var i Frankerriget under Karl den Stores og Ludvig den Helliges regering. Denne periode var præget af en opblomstring indenfor litteraturen, kunsten, arkitektur, jura og teologiske studier. Middelalderlatin blev også udviklet på dette tidspunkt sammen med den karolingiske minuscel, som tilsammen skabte et fælleseuropæisk skriftligt og sprogligt grundlag for kommunikation på tværs af næsten hele kontinentet.

Brugen af ordet renæssance til at beskrive en udvikling i tidlig middelalder er ikke accepteret af alle middelalderhistorikere. Det væsentligste er at størsteparten af udviklingen indenfor de nævnte områder udelukkende påvirkede en meget lille gruppe; nemlig de gejstlige, og at denne periode helt manglede de meget omfattende social forandringen, som prægede den senere italienske renæssance.^[1] Kritikere har derfor, frem for en ny kulturel bevægelse, betegnet denne renæssance som et forsøg på at genopvække kulturen i Romerriget^[2]

[redigér] Referencer

• Norman F. Cantor (1993). The Civilization of the Middle Ages: a completely revised and expanded edition of Medieval history, the life and death of a civilization. HarperCollins. ISBN 0-06-017033-6.
• Mortimer Chambers; Raymond Grew, David Herlihy, Theodore K. Rabb, Isser Woloch (1983). The Western Experience: To 1715, 3^rd edition, New York: Alfred A. Knopf. ISBN 0-394-33085-4.
• Martin Scott (1964). Medieval Europe. New York: Dorset Press. ISBN 0-88029-115-X.

[redigér] Referencer