Leddegigt

Leddegigt er en gigtlidelse, der skyldes en betændelsesreaktion(inflammation) i leddet. Leddegigt er en autoimmun sygdom, dvs. at der opstår en fejl i immunsystemet, der får dette til at angribe cellerne i leddene. Dette sker ved at immunsystemet sender antistoffer ud i leddene. Derved opstår der en betændelsestilstand, der giver smerter og hævelse. På længere sigt kan det give ødelæggelser på brusk og knogler i leddet. Sygdommen viser sig oftest først i hånd- og fodled, men kan ramme næsten alle led i kroppen. Leddene bliver ofte symmetrisk angrbet, dvs. i samme led i højre og venstre side.

Hos nogle leddegigtpatienter vil der kunne påvises en positiv gigtprøve (reumatfaktor/anti ccp). Prøven er dog ingen sikker indikator for om personen har leddegigt. Kun op mod 20 % af de personer, der har reumafaktor i blodet, får leddegigt. Ligeledes har nogle folk med konstateret leddegigt ingen reumafaktor i blodet. Diagnosen stilles derfor på baggrund af symptomer, gigtlægens undersøgelser, evt. blodprøver og røntgenbilleder.

Ifg. Medicinsk Kompendium har op mod 50.000 danskere leddegigt, hvilket gør sygdommen til en hyppig lidelse. Alle folk i alle aldre kan rammes af sygdommen, voksne som børn. Kvinder rammes 2-3 gange hyppigere end mænd, og den hyppigste alder for sygdommens debut er fra 30-50 år.

Der er syv kendetegn for leddegigt, der bruges til at stille diagnosen:

1. Stivhed i leddene minimum 1 time hver morgen
2. Minimum 3 hævede led
3. Hævelse i håndled og fingres grund- og mellemled
4. Symmetriske ledhævelser
5. Gigtknuder i huden
6. Røntgenforandringer i hænder eller fødder
7. Forhøjet reumafaktor i blodet

Behandling

Leddegigt er en kronisk lidelse, der ikke kan kureres. Der findes behandlingsmetoder, der kan reducere smerter og symptomer betydeligt og bremse sygdommens udvikling.

Den medicinske bahandling kan opdeles i 3 kategorier:

1. Traditionelle sygdomsmodificerende lægemidler (DMARDs)
2. Binyrebarkhormon
3. Biologiske lægemidler

Traditionelle sygdomsmodificerende lægemidler (DMARDs): Disease-Modifying Anti-Rheumatic Drugs. Disse lægemidler standser sygdomsaktiviteten og mindsker hævelsen og smerterne i leddene for derved at reducere ledskaderne. De mest anvendte er methotrexat, sulfasalazin, guldkur, leflunomid og hydroxychloroquin.

Binyrebarkhormon: Dette bruges til hutig nedsættelse af gigtaktiviteten.

Biologiske lægemidler: De biologsike lægemidler findes i form af de såkaldte TNF-alfa-hæmmere, B-celle terapi og T-celle terapi.

TNF-alfa-hæmmere: De påvirker immunforsvarets TNF-alfa proteiner, der under normale omstændigheder er en vigtig del af immunforsvaret. Personer med leddegigt her et højt antal TNF-alfa proteiner i leddene, det er disse der er med til at skabe betændelsestilstanden.

B-celle terapi: Er udviklet til at stoppe sygdommens udvikling og aktivitet.

Immunsystemet danner antistoffer mod bl.a. bakterier. Antistoffets opgave er at genkende bakterier og andre sygdomsramte celler og binde sig til disse og for at hjælpe immunsystemet med at tilintetgøre dem. Der findes forskellige antistoffer, der binder sig til forskellige bakterier og celler i kroppen.

B-celle terapi er et laboratoriefremstillet antistof. Behandlingen rammer kun ét molekyle på overfladen af visse typer B-celler (B-lymfocytter).

B-lymfocytterne er vigtige i forbindelse med udviklingen såvel som i behandlingen af leddegigt, fordi de ændrer sig, når de møder et fremmed protein eller antigen. Dette får B-lymfocytterne til at danne antistoffer, der ødelægger celler, som de "tror", er syge, på denne måde opstår betændelsesreaktionen, der giver de hævede og ømme led.

T-celle terapi: T-cellerne er også en del af immunsystemet. T-celle terapi påvirker produktionen af T-celler (T-lymfocytter). T-lymfocytter har to vigtige egenskaber, for det første hjælper og fremmer de andre af immunsystemets cellers funktioner, for det andet bekæmper de sygdomsbefængte og beskadigede celler ved at fremme celle-død.

Hos personer med leddegigt er det blandt andet immunsystemets T- lymfocytter, der er årsagen til inflammationen.

Desuden suppleres der opfte med smertestillende medicin, så som:

Paracetamol, Tramadol og Kodein: Smertestillende lægemidler

NSAID: Non-steroide anti-inflammatoriske lægemidler. Dæmper smerter og den betændelse.

COX-2 hæmmere:

Et alternativ til NSAID.

Leddegigt kan bl.a. også behandles vha. behandlingsmetoden guldimplantation, som har en gavnlig virkning på mere end 3 ud af 4 leddegigtpatienter, hvoraf en betydelig andel opnår at blive fuldstændig smertefri.

Nyttige links

Gigttesten er Dansk Reumatologisk Selskab og Dansk Børnereumatologisk Selskabs websted, hvor man kan teste, om man bør gå til egen læge for at blive grundigt undersøgt for leddegigt

Kilder

leddegigtportalen

Spire Denne artikel om sygdom er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.