Les Verts

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 21. mar. 2013, 13:50 af Addbot (diskussion | bidrag) Addbot (diskussion | bidrag) (Bot: Migrerer 23 interwikilinks, som nu leveres af Wikidatad:q743390)

De Grønne (fransk Les Verts) er et fransk politisk parti, repræsenteret i den franske nationalforsamling, og baserer sig på grøn ideologi og hører hjemme på centrum-venstrefløjen.

Partiets fulde navn er Les Verts, Confédération Écologiste – Parti Écologiste. Partiet blev stiftet i 1984, men partiets ideologier kan spores helt tilbage til 1974, hvor den grønne politiker René Dumont stillede op til præsidentposten.

Partiet har størst opbakning i de større byer – specielt i Toulouse og Grenoble. Partiets ungdomsorganisation hedder Les Jeunes Verts – la Souris verte (”De Unge Grønne – Den Grønne Mus”) og blev stiftet i Strasbourg i 2001.

Historie

Partiet så dagens lys i 1982, hvor de to partier Parti Écologiste og Confédération Écologiste slog sig sammen. Partiet er tilknyttet De Europæiske Grønne og Global Greens.

I 1986 forsøgte partiet – med Antoine Waechter i spidsen – sig med en dagsorden, der opfordrede til opbrud i fransk politik, hvor det proklamerede med det kendte slogan ”ni droite, ni gauche” (”hverken højre eller venstre”), at grøn politik og grøn ideologi ikke er ”gift” med en bestemt fløj. Waechter kandiderede til præsidentposten i 1988 og fik et resultat på 3,8% af stemmerne.

Partiets helt store gennembrud skete dog til Europa-Parlamentsvalget i 1989, hvor partiet opnåede 10,6%. Siden valgte partiet dog at alliere sig mere med venstrefløjspartierne, hvilket medførte Waechters afgang i 1994. Efter det har partiet deltaget i venstrefløjsregeringer under Lionel Jospin, hvor den daværende partileder Dominique Voynet var miljøminister og minister for regional planlægning.

Senest deltog partiet i koalitionen Europe Écologie op til Europa-Parlamentsvalget under ledelse af Daniel Cohn-Bendit.

Valgresultater til Nationalforsamlingen

  • 1978: 2,17 %
  • 1981: 1,08 %
  • 1986: 1,21 %
  • 1988: 0,35 %
  • 1993: 4,08 %
  • 1997: 6,83 %
  • 2002: 4,51 %
  • 2007: 3,25 %