Europa-Parlamentet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Europa-Parlamentet (uofficielt også EU-parlamentet) er EU's folkevalgte parlament. Det kaldtes i årene 1971-1993 også EF-parlamentet. Europa-Parlamentet træder sammen i både Bruxelles og Strasbourg. Medlemmerne vælges for fem år af befolkningerne i de 27 EU-lande. Parlamentet har i øjeblikket 736 medlemmer, heraf 13 danske.

Indholdsfortegnelse 1 Danske medlemmer 2 Sammensætning 2.1 Socialdemokraterne 2.2 Konservative Folkeparti 2.3 Socialistisk Folkeparti 2.4 Folkebevægelsen mod EU 2.5 Dansk Folkeparti 2.6 Venstre 3 Partigrupper 4 Lovgivning og beføjelser 4.1 Budget og regnskab 4.2 Landbrug 4.3 Miljø 5 Organer 5.1 Formandskab 5.2 Kvæstorerne 5.3 Udvalg 5.4 Parlamentariske delegationer 6 Historie 6.1 Begivenheder 6.2 Mødesteder 7 PR- og informationsarbejde 7.1 Priser 7.2 Valgkampagne 8 Referencer 9 Eksterne henvisninger

[redigér] Danske medlemmer

Danmark havde indtil 1999 16 medlemmer af Europa-Parlamentet. Derefter blev antallet formindsket på grund af EU's udvidelse. Fra 1999-2009 havde Danmark 14 medlemmer. Efter valget den 7. juni 2009 har Danmark 13 medlemmer af Parlamentet.

Ved Europa-Parlamentsvalget den 7. juni 2009 blev følgende danske medlemmer valgt:

[redigér] Sammensætning

Land	#
Belgien	22
Bulgarien	17
Cypern	6
Danmark	13
Estland	6
Finland	13
Frankrig	72
Grækenland	22
Irland	12
Italien	72
Letland	8
Litauen	12
Luxembourg	6
Malta	5
Nederlandene	25
Polen	50
Portugal	22
Rumænien	33
Slovakiet	13
Slovenien	7
Spanien	50
Storbritannien	72
Sverige	18
Tjekkiet	22
Tyskland	99
Ungarn	22
Østrig	17
EU	736

[redigér] Socialdemokraterne

• Dan Jørgensen
• Christel Schaldemose
• Britta Thomsen
• Ole Christensen

[redigér] Konservative Folkeparti

• Bendt Bendtsen

[redigér] Socialistisk Folkeparti

• Margrete Auken
• Emilie Turunen

[redigér] Folkebevægelsen mod EU

• Søren Søndergaard

[redigér] Dansk Folkeparti

• Morten Messerschmidt
• Anna Rosbach

[redigér] Venstre

• Anne E. Jensen
• Morten Løkkegaard
• Jens Rohde

[redigér] Partigrupper

I Parlamentet sidder medlemmerne ikke efter nationalitet, men i politiske grupper. Partigrupperne har hidtil bestået af mindst 20 medlemmer fra mindst seks medlemslande.

Efter valget i 2009 ændres kravet til mindst 25 parlamentarikere, der repræsenterer mindst syv medlemslande.

Ændringen blev gennemført af de to store partigrupper EPP-ED (konservative) og PES (socialdemokrater). Den vil gøre det vanskeligt for de EU-kritiske grupper IND/DEM og UEN at fortsætte efter valget. Ændringen blev stemt igennem Parlamentet på trods af et flertal imod ændringen i udvalget. Forslaget fra den britiske socialist Richard Corbett gik oprindelig ud på at hæve kravet til 30 medlemmer, men et ændringsforslag fra Hanne Dahl sænkede kravet til 25 medlemmer.^[1]

I 2009 var der syv partigrupper, som består af partier fra flere lande:

     EPP-ED er den konservative og kristendemokratiske gruppe i EU-Parlament bestående af Europæisk Folkeparti (European People's Party, EPP) og Europæiske Demokrater (European Democrats, ED). I Danmark er Det Konservative Folkeparti medlem af det Europæiske Folkeparti og dermed også medlem i EPP-ED-gruppen i EU-Parlamentet. (265 sæder)

     S&D er den socialdemokratiske og socialistiske gruppe i EU-Parlament. PSE står for De Europæiske Socialdemokrater (Party of European Socialists). I Danmark er Socialdemokraterne medlem af PSE og PSE-gruppen i EU-Parlamentet. Gruppeformand er Martin Schulz, mens Poul Nyrup Rasmussen er formand for partiet. (184 sæder)

     ALDE (Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa) er den liberale gruppe i EU-Parlamentet bestående af de to europæiske partier Europæisk Liberal Demokratisk og Reformparti (European Liberal Democrat and Reform Party, ELDR) og Europæisk Demokratisk Parti (European Democratic Party, EDP). I Danmark er partierne Det Radikale Venstre og Venstre medlemmer af ELDR og dermed også medlemmer i ALDE-gruppen i parlamentet. (98 sæder)

     Grønne-EFA er den grønne gruppe i EU-Parlamentet bestående af de to europæiske partier De Europæiske Grønne (European Greens) og Europæisk Fri Alliance (Europeans European Free Alliance, EFA). De Europæiske Grønne er en sammenslutning af grønne partier, mens EFA er en sammenslutning af europæiske mindretalspartier. I Danmark er Socialistisk Folkeparti medlem af de Europæiske Grønne. (55 sæder)

     ECR (European Conservatives and Reformists) (ECR). Består primært af medlemmer fra den britiske konservative parti, dog med nogle fra den nu ikke-eksisterende UEN-gruppe. ECR er konservative og kritiske overfor EU og vil begrænse indflydelsen på staternes suverænitet. (54 sæder)

     GUE-NGL (Forenede Europæiske Venstrefløj/Nordisk Grønne Venstre) er venstregruppen i EU-Parlamentet bestående af de to europæiske partier Europæisk Venstre (European Left) og Nordisk Grønne Venstre Alliance (Nordic Green Left Alliance). Folkebevægelsen mod EU er teknisk associeret til GUE-NGL-gruppen. (41 sæder)

      EFD () er den EU-kritiske gruppe i EU-Parlamentet bestående af flere europæiske partier, blandt andet EUDemokraterne (EUDemocrats). I Danmark er Dansk Folkeparti medlem af gruppen. (32 sæder)

     Uden for grupperne (27 sæder)

[redigér] Lovgivning og beføjelser

Europa-Parlamentet vedtager og ændrer lovgivning der foreslåes af Europa-Kommissionen. Parlamentet deler ofte lige beføjelser med Rådet for Den Europæiske Union (også kaldt Rådet eller Ministerrådet) under behandlingen af de lovforslag som Europa-Kommissionen foreslår.

Ud over lovgivning giver Parlamentet sin holdning til kende gennem initiativbetænkninger og beslutninger.

Parlamentets beføjelser er afhængig af hvilket politikområde der er tale om. Således har Parlamentet mere indflydelse på EU-budgettet end på landbrugspolitikken, selv om de to hænger uløseligt sammen.

[redigér] Budget og regnskab

Parlamentet skal godkende det kommende års budget, ligesom det også skal give decharge (ansvarsfrihed) til tidligere års budgetter.

I 1999 tvang Parlamentet Kommissionen, ledet af Jacques Santer, til at gå af, fordi nogle kommissionsmedlemmer blev beskyldt for at fuske med pengene. Nogle af kommissærerne fortsatte dog indtil Romano Prodi udpegede en ny kommission året efter.

Den 22. april 2009 udsatte Parlamentet godkendelsen af Rådets regnskab for 2007 og forlangte nærmere oplysninger om en række mørklagte tal.^[2]

[redigér] Landbrug

Europa-Parlamentet deler ikke lige beføjelser med Rådet inden for landbrugspolitikken. Parlamentet kan udtale sine holdninger, men Rådet har det sidste ord når det kommer til at foretage beslutninger på området. Såfremt Lissabon-traktaten træder i kraft får Parlamentet lige beføjelser med Rådet inden for landbrugspolitikken.

[redigér] Miljø

Under den fælles beslutningsprocedure (ændres til den almindelige beslutningsprocedure ved Lissabontraktatens eventuelle ikrafttrædelse) deler Europa-Parlamentet lige beføjelser med Rådet inden for miljøpolitik.

I forbindelse med forhandlingerne klimapakken i december 2008 førte Parlamentet således forhandlinger med Rådet indtil få dage før afstemningen i Strasbourg.

[redigér] Organer

[redigér] Formandskab

Formanden for Europa-Parlamentet vælges for en periode på 2½ år. Han hedder Hans-Gert Pöttering indtil valget 2009. Generalsekretæren er den øverste embedsmand i Parlamentet. I 2008-2009 var det danskeren Harald Rømer, og nu tyskeren Klaus Welle.

Præsidiet er i henhold til forretningsordenen Europa-Parlamentets ledelsesorgan. Det opstiller det foreløbige forslag til Europa-Parlamentets budgetoverslag og træffer afgørelse om administrative, personalemæssige og organisatoriske spørgsmål.^[3]

Formandskonferencen tilrettelægger arbejdet i Europa-Parlamentet og de politiske organer og høres om alle spørgsmål, der vedrører planlægningen af lovgivningsarbejdet og forbindelserne til de andre EU-organer og -institutioner. Hanne Dahl sidder som den eneste dansker i formandskonferencen i kraft af at hun er medformand for IND/DEM-gruppen.^[4]

[redigér] Kvæstorerne

Kvæstorerne varetager administrative og finansielle opgaver, som direkte vedrører medlemmerne og deres arbejdsbetingelser.^[5]

[redigér] Udvalg

Parlamentets udvalg forbereder arbejdet til plenarforsamlingerne. De udarbejder betænkninger om forslag til lovgivning, som Parlamentet medvirker til at udforme, eller som det skal høres om, og desuden om initiativbetænkninger.^[6]

Udvalgsformandskonferencen varetager forbindelser og samarbejde mellem de forskellige parlamentariske udvalg.

[redigér] Parlamentariske delegationer

Parlamentsmedlemmerne indgår i en række delegationer, der kommunikerer med og besøger parlamenter i resten af verden.

Delegationsformandskonferencen behandler spørgsmål vedrørende arbejdet i de interparlamentariske delegationer og delegationerne til de blandede parlamentariske udvalg.

[redigér] Historie

Forløberen for Parlamentet, EKSF-forsamlingen, mødtes første gang i Strasbourg i 1952. I 1962 skiftede den navn til Europa-Parlamentet. Parlamentet var oprindelig en forsamling der blev valgt af medlemslandenes parlamenter. I 1979 fandt de første direkte valg sted, hvilket er sket hvert femte år siden da.

[redigér] Begivenheder

Dato	Begivenhed
10. september 1952	EKSF-forsamlingen med 78 medlemmer holder sit første møde
1. januar 1958	Rom-traktaten træder i kraft, og forsamlingen øges til 142 medlemmer
30. marts 1962	Forsamlingen skifter navn til Europa-Parlamentet
22. april 1970	Traktatændringer giver Parlamentet visse budgetmæssige beføjelser
16. januar 1973	Efter UK, Irland og Danmarks tiltræden udvides Parlamentet til 198 medlemmer
22. juli 1975	Traktatændringer giver Parlamentet flere budgetbeføjelser
20. september 1976	Rådet vedtager at Parlamentets valg skal være direkte
7.-10. juni 1979	Ved første direkte valg til Europa-Parlamentet vælges 410 medlemmer
13. december 1979	Parlamentet forkaster budgettet for første gang
1. juni 1981	Efter Grækenlands tiltræden udvides parlamentet til 434 medlemmer
14. februar 1984	Parlamentet vedtager Spinnellis udkast til en traktat for den Europæiske Union
1. januar 1986	Efter Spanien og Portugals tiltræden udvides Parlamentet til 518 medlemmer
1. juli 1987	Den Europæiske Fælles Akt (EF-pakken) træder ikraft og giver Parlamentet mere magt
1. november 1993	Maastricht-traktaten træder i kraft og giver Parlamentet mere magt
Juli 1994	Efter Tysklands genforening udvides Parlamentet til 567 medlemmer
1. januar 1995	Efter Østrig, Finland og Sveriges tiltræden udvides Parlamentet til 626 medlemmer
15. marts 1999	Parlamentet truer med mistillidsvotum, og Kommissionen træder tilbage
1. maj 1999	Amsterdam-traktaten træder i kraft og udvider Parlamentets beføjelser. Rådet og Parlamentet fungerer nu som to kamre på lige fod på de fleste områder.
1. februar 2003	Nice-traktaten træder i kraft, og Parlamentet tildeles visse mindre beføjelser.
1. Maj 2004	Parlamentet vokser til 732 medlemmer pga. EU-udvidelsen, og de gamle landes medlemstal beskæres som bestemt i Nice-traktaten.
1. Januar 2007	Efter Rumænien og Bulgariens tiltræden udvides Parlamentet til 785 medlemmer.

[redigér] Mødesteder

Europa-Parlamentet har to mødesteder. Hovedsædet er i Strasbourg, men der er en afdeling i Bryssel med omtrent de samme faciliteter, herunder en plenarsal. Det meste af administrationen, bl.a. oversættelsesafdelingen, ligger i Luxembourg. Politikerne mødes kun i Strasbourg og Bryssel. Det daglige arbejde med gruppemøder og udvalgsmøder foregår i Bryssel. Tolv gange om året er der plenarsamling i Strasbourg hvor der skal stemmes om de foreslåede lovtekster.

Derfor må folkevalgte, assistenter, journalister, medarbejdere m.fl. rejse fire dage til Strasbourg hver måned.

De to mødesteder har historiske årsager. Da EKSF-forsamlingen mødtes første gang, skete det i Europarådets mødesal i Strasbourg. Sekretariatet lå i Luxembourg, hvor Rådet og Kommissionen dengang havde hjemme. I 1958 flyttede Rådet og Kommissionen til Bryssel, hvor Parlamentets udvalg også begyndte at holde møder. Plenarmøderne blev fortsat afholdt i Strasbourg.

Fra 1967 til 1979 holdt Parlamentet på eget initiativ flere plenarmøder i Luxembourg. Efter de direkte valg fra 1979 var kun mødesalen i Strasbourg stor nok.

I Luxembourg byggede man en mødesal, men da den stod færdig opstod der modstand, fordi man havde vænnet sig til de bedre forhold i Strasbourg, hvor man fortsat delte den store mødesal med Europarådet.

I tiden herefter ønskede Parlamentet at gennemføre ét mødested, men Luxembourg og Frankrig skiftedes til at lægge sag an mod Parlamentet. Frankrig kunne ikke forhindre Parlamentet i at holde ekstra plenarsamlinger i Bruxelles, men det er bestemt ved dom at der skal finde 12 plenarsamlinger sted i Strasbourg hvert år.

Europa-Parlamentet har således ikke selv beføjelse til at træffe afgørelse om at stoppe mødeaktiviteten i Strasbourg. Det er stats- og regeringscheferne i Det Europæiske Råd der skal træffe den beslutning.^[7]

Der er en del kritik mod ordningen, der ofte kaldes "rejsecirkus" eller "flyttecirkus". Der argumenteres for at ét hjemsted ville spare omkostninger, energi og CO2-udledning ved flytningerne. Den svenske Europa-Parlamentariker Cecilia Malmstrøm indledte i maj 2006 en kampagne for at gøre Bruxelles til det eneste mødested, og i midten af september 2006 havde flere end en million EU-borgere skrevet under på kravet.^[8]

[redigér] PR- og informationsarbejde

Europa-Parlamentet har et informationskontor i København. Det ligger i Gothersgade i Europa-Huset.

[redigér] Priser

Parlamentet uddeler Sakharov-prisen, den Europæiske Borgerpris og Karl den Store-Ungdomsprisen (Charlemagne Youth Prize).

Europa-Parlamentets Journalistpris er blevet uddelt siden 2008. Den første pris gik til TV2-programmet Kampen om kemikalierne, som handlede om lobbyisters påvirkning af EU-politikernes arbejde med kemikalielovgivningen REACH. I 2009 gik prisen til Berlingske Tidende for en artikelserie der kritiserede Udlændingeservices vejledning af borgerne efter Metock-dommen.

[redigér] Valgkampagne

Parlamentet bruger 18 millioner euro på en kampagne forud for Europa-Parlamentsvalget 2009. Den udføres af det tyske reklamebureau Scholz & Friends og omfatter blandt andet videokabiner (Choice Boxes) opstillet rundt omrking i europæiske byer, hvor borgerne kan sende en besked til politikerne i Bryssel. indslag på MySpace, Facebook, Flickr og EUtube. Kampagnen er indrettet med budskaber der tilpasses politiske emner i de enkelte lande, således for eksempel grænse- og indvandringsemnet i Sydeuropa, men computere og sutteflasker på plakater i de skandinaviske lande. Ifølge PR-bureaets direktør Lutz Meyer har Europa-Parlamentet et stærkt varemærke, der genkendes af 85 % af befolkningen, mod f.eks. Armani, der kun genkendes af 67 %.^[9]

[redigér] Referencer

[redigér] Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: Europa-Parlamentet

• Europa-Parlamentet Informationskontoret i Danmark
• Europa-Parlamentet

s·d·r EU's institutioner Europa-Parlamentet • Rådet • Europa-Kommissionen • EF-domstolen • Revisionsretten • Retten i Første Instans • ECB • ØSU • Regionsudvalget • Ombudsmanden