Marrucinere

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Marrucinerne var en stamme, der i oldtiden beboede et lille område i Mellemitalien, afgrænset af floderne Aterno og Foro. Den største by i marrucinernes land var Teate, det nuværende Chieti. Andre bosættelser lå i Ceio (det nuværende San Valentino in Abruzzo Citeriore), Iterpromium (Casauria), Civitas Danzica (Rapino), and havnebyen Aternum (Pescara), som man delte med Vestinerne, uden at det tilsyneladende afstedkom støre problemer.

På dette kort fra 1624 ses marrucinernes område som en smal landstribe i midten af billedet ("MARRVCINNI").

Historie[redigér | redigér wikikode]

Marrucinernes nævnes første gang i historiebøgerne i forbindelse med, at de sluttede sig sammen med Romerrigets fjender, da den anden Samniske krig begyndte i 325 f.Kr. Romerne vandt, og fra 305 f.Kr. var Marrucinerne deres allierede. Marrucinerne talte oprindeligt det italiske sprog oskisk, men efter Forbundsfællekrigen 90-88 f.Kr. blev området en del af selve Romerriget, og befolkningen blev anerkendt som romerske borgere og begyndte at tale latin.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Teksten er primært baseret på Encyclopædia Britannica (1911), som ikke længere er beskyttet af ophavsret.