Midgårdsormen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 8. maj 2014, 09:28 af Steenthbot (diskussion | bidrag) Steenthbot (diskussion | bidrag) (bot: indsæt skabelon autoritetsdata)
Thor kæmper mod Midgårdsormen på et maleri fra 1788 af Johann Heinrich Füssli.

Midgårdsormen er i nordisk mytologi en del af jætteslægten. Han er barn af Loke og Angerboda. Hans søskende er Hel og Fenrisulven, og hans to halvsøskende er Vale og Narfe.

Midgårdsormen ligger i verdenshavet, efter at Odin, i asernes forsøg på at kontrollere bæsterne, har kastet den derud for at drukne den. Ormen slynger sig om hele Midgård og bider sig selv i halen.

Thor konfronteres med Midgårdsormen to gange. Første gang, da Thor, Loke og Tjalve besøger Udgårdsloke. Her forsøger Thor forgæves at løfte en kæmpekat, som viser sig at være Midgårdsormen. Den anden konfrontation forekommer er under en sejltur, hvor Thor har selskab af jætten Hymer. Thor får lokket Midgårdsormen frem, men da han vil forsøge at dræbe den med hammeren Mjølner, forstyrres han i sit forehavende af Hymer.

En mægtig vølve har spået, at Thor og Midgårdsormen vil mødes endnu en gang, nemlig ved Ragnarok, hvor de vil komme til at kæmpe den endelige kamp. Midgårdsormen vil da komme op på land og bugte sig gennem dale og enge, og under den drabelige kamp vil Thor ende med at dræbe ormen, hvorefter han selv ender med samtidig at blive dræbt af ormens edder.

Se også

Litteratur

  • Peter Vang Petersen: "Bid" (Skalk 1993 nr. 6; s. 28)

Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har medier relateret til: