NATO's fonetiske alfabet
NATO's fonetiske alfabet er et specielt alfabet, der anvendes inden for radiokommunikation til angivelse af de almindelige, latinske bogstaver. Hvert bogstav har et "navn", som siges i stedet for bogstavet selv. Dette gøres for at udelukke enhver form for misforståelse om, hvilket bogstav, der menes. Navnene er valgt efter, at de skal være lette at sige og udtales ens på ethvert sprog.
Historie
I 1927 blev det første fonetiske alfabet offentliggjort af International Telecommunication Union (ITU). Alfabetet blev dog revideret fem år senere med de erfaringer, man havde gjort sig med det i disse år. Det var dette, der blev anvendt af det daværende International Commission for Air Navigation (i dag ICAO) og brugt under 2. verdenskrig[1].
USA's og Storbritanniens militær anvendte oprindeligt deres egne fonetiske alfabeter, men på baggrund af et ønske fra IATA om at anvende ét universelt alfabet, blev der gennemført en undersøgelse af udtale med henblik på forbedring. Dette resulterede i 1951 i en revideret form, som blev anvendt civilt.
Også det nye alfabet viste sig med tiden problematisk og førte til yderligere studier blandt indfødte sprogbrugere fra 31 nationer. En ny og (skulle det vise sig) endelig udgave blev så implementeret af ICAO den 1. marts 1956[1] og af ITU kort efter. Da ITU regulerer al international radiokommunikation, fandt det hurtigt udbredelse både blandt militær-, civil- og amatørradiooperatører. International Maritime Organization anerkendte officielt alfabetet fra 1965.
Nordiske bogstaver
I Norden anvendes Æ/Ä, Ø/Ö og Å, som har fået tildelt lokale navne:
| Bogstav | Dansk | Norsk (civilt) | Norsk (militært) | Svensk |
|---|---|---|---|---|
| Æ / Ä | Ægir | Ægir | Ærlig | Ärlig |
| Ø / Ö | Ødis | Ørnulf | Østen | Östen |
| Å | Åse | Ågot | Åse | Åke |