Operation Mockingbird
Operation Mockingbird er et CIA-program, der startede i de tidlige år af Den Kolde Krig og forsøgte at manipulere amerikanske nyhedsmedieorganisationer af hensyn til forskellige propagandaformål. I henhold til forfatteren Deborah Davis rekrutterede Operation Mockingbird førende amerikanske journalister til et propagandanetværk og styrede operationen gennem forskellige frontorganisationer. CIAs støtte til frontorgationer blev afsløret, da en Ramparts-artikel fra april 1967 rapporterede, at National Student Association modtog finansiering fra CIA.[1] I 1975 afslørede Church-komitéens kongresundersøgelser agenturets forbindelser med journalister og borgergrupper.
I 1973 blev et dokument, der blev omtalt som "Family Jewels",[2] offentliggjort af CIA. Dette dokument indeholdte en henvisning til "Project Mockingbird", som var navnet på en operation i 1963, hvor man aflyttede to journalister, som man mente spredte klassificeret information.[3] Dokumentet indeholder ikke referencer til "Operation Mockingbird".
Baggrund[redigér | rediger kildetekst]
I de tidlige år af Den Kolde Krig blev der gjort en indsats fra den amerikanske regering for at bruge massemedier til at påvirke den offentlige mening. Efter at det amerikanske senats Watergate-komité i 1973 afslørede magtmisbrug (overvågning) anført af den amerikanske regering og The New York Times i en 1974-artikel af Seymour Hersh hævdede, at CIA havde krænket dets lovhjelm ved at spionere på anti-krigsaktivister, opfordrede tidligere CIA-embedsmænd og nogle politikere til en kongresundersøgelse, der blev kendt som Church-komiteen. Church-komitéens rapport, som blev udgivet 1976, bekræftede nogle tidligere historier, der havde hævdet, at CIA havde etableret nogle relationer til nogle private institutioner, herunder pressen.[4] Uden at identificere personer ved navn, erklærede Church-komiteen, at den fandt halvtreds journalister, der havde officielle, men hemmelige, relationer til CIA.[4] I en magasinartikel fra Rolling Stone fra 1977, "The CIA and the Media",[5] beskrev reporter Carl Bernstein, at mere end 400 amerikanske pressemedlemmer i hemmelighed havde udført opgaver for CIA, herunder New York Times udgiver Arthur Hays Sulzberger, klummeskribent og politisk analytiker Stewart Alsop og Time magazine.[4] Bernstein dokumenterede endvidere den måde, hvorpå oversøiske afdelinger af store amerikanske nyhedsbureauer i mange år havde fungeret som "øjne og ører" for Operation Mockingbird og havde spredt CIA-propaganda gennem amerikanske medier.[6]
I "The Rising Clamor: The American Press, the Central Intelligence Agency, and the Cold War" skrev David P. Hadley, at den "fortsatte mangel på specifikke detaljer [leveret af Church-komitéen og Bernsteins afsløring] viste en grobund for nogle besynderlige påstande vedrørende CIA og pressen". Som et eksempel herpå nævnte han udokumenterede påstande fra reporteren Deborah Davis.[4][7] Davis skrev i Katharine the Great – hendes uautoriserede biografi fra 1979 om Katharine Graham, ejer af The Washington Post – at CIA drev en "Operation Mockingbird" i løbet af denne tid. Hun skrev endvidere, at det Prag-baserede International Organization of Journalists (IOJ) "modtog penge fra Moskva og kontrollerede journalister på alle større aviser i Europa – formidling af historier, der fremmede den kommunistiske sag".[8] Ligeledes skrev hun, at Frank Wisner, direktør for Office of Policy Coordination (en hemmelig operationsenhed oprettet i 1948 af USA's nationale sikkerhedråd) havde oprettet Operation Mockingbird som modsvar til IOJ og rekrutterede Phil Graham fra The Washington Post til at køre projektet. Davis påstod endvidere, at: "I begyndelsen af 1950'erne 'ejede' Wisner højtrespekterede medlemmer af The New York Times, Newsweek, CBS og andre kommunikationskøretøjer."[9] Davis skrev, at efter at Cord Meyer sluttede sig til CIA i 1951, blev han Operation Mockingbirds "hovedagent".[10] Hverken Church-udvalget eller nogen af de undersøgelser, der fulgte den, fandt, at der eksistede sådan operation som beskrevet af Davis.[4] Hadley opsummerede: "Mockingbird, som beskrevet af Davis, er forblevet en vedvarende teori"; og tilføjede: "Davis/Mockingbird-teorien om, at CIA drev et bevidst og systematisk program, der manipulerede de amerikanske medier, ser ikke ud til at være funderet i virkeligheden, men det bør ikke skjule den aktive rolle, som CIA spillede i at påvirke indenlandsk presses produktion."[4]
QAnon-tilhængere har brugt udtrykket "Operation Mockingbird", når de refererer til amerikanske medier, der spreder, hvad tilhængerne betragter som "falske nyheder".[11][12]
Se også[redigér | rediger kildetekst]
Referencer[redigér | rediger kildetekst]
- ^ Onis, Juan de (1967-02-16). "Ramparts Says C.I.A. Received Student Report; Magazine Declares Agency Turned Group It Financed Into an 'Arm of Policy'". The New York Times (amerikansk engelsk). ISSN 0362-4331. Hentet 2022-02-21.
- ^ "The Family Jewels | CIA FOIA (foia.cia.gov)". Cia.gov. Hentet 2021-06-19.
- ^ Freedom of information act - "Family Jewels" document from CIA.gov
- ^ a b c d e f Hadley, David P. (2019). "Introduction". The Rising Clamor: The American Press, the Central Intelligence Agency, and the Cold War. Lexington, Kentucky: University Press of Kentucky. s. 3-4, 10. ISBN 9780813177380. Hentet 8. juni 2020.
- ^ Bernstein, Carl (2007-06-27). "The CIA and the Media". Carl Bernstein. Hentet 30. maj 2022.
Alsop is one of more than 400 American journalists who in the past twenty‑five years have secretly carried out assignments for the Central Intelligence Agency, according to documents on file at CIA headquarters
- ^ Boyd-Barrett, red. (2019). Media imperialism : continuity and change. Lanham, Maryland: Rowman & Littlefield. s. 78. ISBN 9781538121566. Hentet 23. maj 2021.
- ^ Hadley, David P. (2019). "Introduction". The Rising Clamor: The American Press, the Central Intelligence Agency, and the Cold War. Lexington, Kentucky: University Press of Kentucky. pp. 3–4, 10. ISBN 9780813177380. Retrieved 8. juni 2020.
- ^ Davis 1979, s. 138–140.
- ^ Davis 1979, s. 137–138.
- ^ Davis 1979, s. 226.
- ^ Moore, McKenna (1. august 2018). "What You Need to Know About Far-Right Conspiracy QAnon, Which Was Present at the Tampa Trump Rally". Fortune. Hentet 1. december 2020.
Like many other Trump supporters outside of the QAnon community, bakers believe that the American media are purveyors of fake news, calling press reports “Operation Mockingbird” after the alleged manipulation of the media by the CIA for propaganda purposes starting in the 1950s.
- ^ Trickey, Erick (4. august 2018). "Fact-checking QAnon conspiracy theories: Did J.P. Morgan sink the Titanic?". Retropolis. The Washington Post. Washington, D.C. Hentet 3. november 2020.
QAnon may have only surfaced nine months ago, but its obsession with the Rothschilds, the Illuminati, the CIA’s supposed Operation Mockingbird, Morgan and the Titanic revives decades, even centuries, of moth-eaten paranoia. … QAnon posters dismiss press reports they do not like by claiming they are part of 'Operation Mockingbird,' supposedly a continuation of a 1950s CIA program to distribute propaganda through the media.
)
Generelle og citerede referencer[redigér | rediger kildetekst]
- Davis, Deborah (1979). Katharine The Great: Katharine Graham and The Washington Post. Harcourt Brace Jovanovich. ISBN 0151467846.
Yderligere læsning[redigér | rediger kildetekst]
- Wilford, Hugh (2008). The Mighty Wurlitzer: How the CIA Played America. Cambridge: Harvard University Press. ISBN 978-0-674-02681-0.
- Saunders, Frances Stonor (1999). Who Paid the Piper?: CIA and the Cultural Cold War. London : Granta Books. ISBN 978-1-86207-029-5.
- Thomas, Evan (1995). The very best men, four men dared: the early years of the CIA. New York: Simon & Schuster. ISBN 978-0-684-81025-6.
- Ranelagh, John (1987). The agency: the rise and decline of the CIA. New York: Simon & Schuster. ISBN 978-0-671-63994-5.
- Weiner, Tim (2007). Legacy of ashes: the history of the CIA. New York: Doubleday. ISBN 978-0-385-51445-3.