Organdonation

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 16. mar. 2015, 16:30 af Cgt (diskussion | bidrag) Cgt (diskussion | bidrag) (Gendannelse til seneste version ved Villy Fink Isaksen, fjerner ændringer fra 80.162.91.78 (diskussion | bidrag))

Organdonation er donationen af organer til andre, der har behov for en organtransplantation. Hjerte, nyre, lever og lunger kan doneres og transplanteres. Også andre kropsdele som væv og hornhinder kan doneres, men det regnes ikke for organdonation. Nyrer kan doneres fra levende donorer, da mennesket har to nyrer og godt kan undvære den ene. Hjerter, nyrer, lunger og levere kan doneres fra hjernedøde.

Det er også muligt at tage organer fra hjertedøde, men det er ikke blevet gjort i Danmark siden hjernedødskriteriet blev indført i 1990.

Organdonation i Danmark

I 2010 blev der doneret organer fra 73 hjernedøde donorer. Hertil kom nyrer fra 102 levende donorer[1]. Alle danskere over 18 år har mulighed for selv at tage stilling til, om deres organer skal doneres, hvis de hjernedør og bliver potentielle donorer. Det kan ske ved registrering i Donorregisteret, ved at bære et Donorkort eller ved tilkendegivelse på andre måder, skriftligt såvel som mundtligt. Et sådant tilsagn gælder i princippet uanset, hvad de pårørende siger. Dog er det muligt at gøre sin beslutning betinget af éns pårørendes accept. Har den hjernedøde ikke selv taget stilling, skal de nærmeste pårørende spørges. Hvis de giver tilsagn, kan der gennemføres organdonation. Siger de nej eller nægter at tage stilling, må der ikke doneres organer. Er der ingen pårørende, gennemføres ikke donation. Det skyldes, at dansk lovgivning kræver et informeret samtykke til organdonation. Nogle andre lande har i stedet formodet samtykke. Det vil sige, at man er donor, hvis man ikke aktivt har modsat sig donation. Hvis en potentiel donor der er erklæret hjernedød, er under 18 år, er det den eller de personer som har forældremyndigheden, som skal tage stilling.

Referencer

LægevidenskabSpire
Denne artikel om lægevidenskab er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.