Persisterende organiske forurenere

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Persisterende organiske forurenere eller POP (eng. Persistent organic pollutants) er organiske forbindelser der ikke nedbrydes i naturen og ophobes igennem fødekæder til dyr og mennesker, hvor de har potentielt skadelige effekter på miljø, og dyrs og menneskers helbred[1].

Stater der har tiltrådt Stockholm Convention on Persistent Organic Pollutants[2]

Mange af de persisterende organiske forurenere bruges som pesticider (bekæmpelsesmidler). Andre bruges i industrielle processer og ved produktionen af opløsningsmidler, polyvinylklorid og farmaka.

På grund af deres potentielt skadelige egenskaber er mange af de mest persisterende organiske forurenere blevet forbudt ifølge Stockholm Konventionen af 2001[2]. I Danmark må der kun bruges bekæmpelsesmidler, der er optaget på listen over godkendte bekæmpelsesmidler[3].

Kemi[redigér | redigér wikikode]

Blandt de vigtigste persisterende organiske forurenere er aldrin, chlordane, DDT, dieldrin, endrin, heptachlor, hexachlorbenzen (HCB, perchlorbenzen eller PCB), mirex, polyklorerede biphenyls, polyklorerede dibenzodioxiner, polyklorerede dibenzofuraner, and toxaphen. Andre kendte persisterende organiske forurenere omfatter polycykliske aromatiske hydrocarboner(PAH), nogle bromerede flammehæmmer samt nogle organiske metalforbindelser som TBT, tributyltin.

Disse stoffers giftighed og persistens hænger sammen med deres lave opløselighed i vand, deres høje opløselighed i lipider (fedtstoffer) og høje molekylmasse. En betydende følge af deres høje fedtopløselighed er deres evne til at passere biologiske membraner om celler og celleorganeller som mitochondrier og cellekerner. En anden betydende følge af deres høje fedtopløselighed er deres akkumulation i levende organismers fedtvæv. Disse forhold betyder store sundhedsmæssige risici for mennesker og dyr.

Referencer[redigér | redigér wikikode]