Peter Ducke

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 8. maj 2014, 09:27 af Steenthbot (diskussion | bidrag) Steenthbot (diskussion | bidrag) (bot: indsæt skabelon autoritetsdata)
Peter Ducke

Peter Ducke (født 14. oktober 1941) er en tidligere østtysk fodboldspiller.

Ducke blev født i Sudeterland, hvorfra han sammen med sin familie blev fordrevet efter afslutningen på 2. verdenskrig. Han voksede op i Schönebeck og flyttede som 18-årig til Jena, hvor han har boet siden.

Han er anerkendt som en af de mest talentfulde fodboldspillere, DDR nogensinde har fostret. Sammen med blandt andre sin bror Roland Ducke var han i 60erne en del af FC Carl Zeiss Jenas frygtindgydende hold, der under træner Georg Buschner vandt 3 østtyske mesterskaber. Han er blevet omtalt som "Østeuropas Pelé" og var sin generations største fodboldnavn i DDR. Peter Ducke var angriber og fast inventar på DDR's fodboldlandshold, som han siden har omtalt som "verdensmestre i venskabskampe", med tanke på holdets problemer med at slå til, når der virkelig stod noget på spil. I 1966 blev brækkede han skinnebenet, hvilket ikke blot kostede halvandet års pause, men også 1,5 centimeter af det højre ben. Det forhindrede ham dog ikke i at vende tilbage til højeste niveau.

I 1974 var han en del af landsholdet, der deltog ved VM i Vesttyskland, men grundet småskader var han ikke i form, og måtte nøjes med en rolle som indskifter. Året efter sluttede landsholdskarrieren efter 68 kampe og 15 mål.

Den temperamentfulde og egensindige Ducke var ofte impliceret i kontroversielle episoder, og fik gennem karrieren et væld af advarsler og udvisninger for protester og "usportslig optræden", hvilket kun øgede hans popularitet i befolkningen. Han stoppede som aktiv i 1977 efter en 17 år lang karriere med 351 kampe og 153 mål i FC Carl Zeiss Jenas tjeneste.

Efter sin aktive karriere startede han som træner i samme klub, men blev i 1980 forvist fra klubben, efter at det blev opdaget, at han havde haft besøg af venner fra vesten, uden at anmelde dette til myndighederne. Siden arbejdede Peter Ducke som skolelærer.

Eksterne henvisninger