Euroman
Euroman er et dansk månedsmagasin, der blev grundlagt i 1992 af Peter Linck og Morten Linck. Oplaget er på 23.655 (Dansk Oplagskontrol, 2. halvår 2008) og bladet har 226.000 læsere månedligt (TNS Gallup, 1. halvår 2007).
Bladets første nummer kom på gaden i marts 1992 og havde den engelske skuespiller Jeremy Irons på forsiden. De første år udkom Euroman hver anden eller tredje måned, men det har siden efteråret 1995 udkommet månedligt. Indholdet kredser om livsstil i bred forstand og med et intellektuelt tilsnit samt portrætter og artikler om aktuelle samfundsforhold, ofte skrevet af kendte journalister. 'Blærerøven' Mads Christensen var i mange år bladets moderedaktør, senere kom Thomas Bach til, derefter Chris Pedersen, og nu Frederik Lentz Andersen.
Euroman udgives af Euroman Publications A/S, der oprindeligt var et selvstændigt selskab, men som i 2000 blev overtaget af Egmont.
Ansvarshavende chefredaktør er Mads Lange.