Refleks
For alternative betydninger, se Refleks (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Refleks)
En refleks er i biologien et ufrivilligt respons på et givent stimulus. Dette respons kaldes et reflekssvar, og er det samme hver gang. For eksempel giver et slag under knæskallen aldrig anledning til andet end et stræk i knæet hos en rask person.
Man skelner mellem ubetingede og betingede reflekser: Den nævnte knæstrækkerrefleks er et eksempel på førstnævnte. Det berømte eksempel på en betinget refleks er Pavlovs hunde. Pavlov udførte et eksperiment hvor han, når han fodrede hundene, samtidig ringede med en klokke. Han målte dyrenes produktion af mavesaft, som steg når de fik serveret mad. Efterhånden associerede dyrene lyden med mad og snart var lyden alene nok til at øge mavesaftproduktionen. Det er således ikke en ubevidst refleks; den er tillært.
Fysiologi
Refleksbuen
En typisk ubetinget refleks i et biologisk system kan deles op i delelementer.
- Receptor: Til at opfange et stimulus har vi som første led en receptor. Denne kan udgøres af smertereceptorer #(nociceptorer), muskeltene, hårcellerne i det indre øre og meget andet afhængig af refleksens art.
- Afferente led: Det opfangede stimulus skal herefter sendes til centralnervesystemet (CNS) via en nervefiber.
- Reflekscentret: I CNS behandles den indkomne information og der sendes et reflekssvar ud.
- Efferente led: Resultatet af bearbejdningen sendes via en ny nervefiber ud i kroppen
- Effektororgan: Impulsen omsættes til en reaktion, typisk en muskelkontraktion.
De fem delelementer findes i alle reflekser hvad enten det er en ubetinget eller betinget refleks. Forskellen ligger punkt 3, nemlig hvor i CNS de indkomne stimuli bearbejdes og hvordan de kobles sammen med anden tilgængelig information. Den ubetingede refleks' center ligger typisk rygmarven eller hjernestammen, men ikke på højere niveauer som hjernebarken.[1] I kraft af, at de betingede er tillærte (læring og hukommelse inddrager hjernebarken), inddrager disse dele af de højere centre og hjernebarken i deres informationsbehandling.
Monosynaptisk vs. polysynaptisk
En refleksbue hvor det afferente led har direkte forbindelse til de efferente siges at være monosynaptiske (se evt synapse), mens et reflekscenter med flere mellemled siges at være polysynaptisk. Det fremgår heraf, at de polysynaptiske har langt større mulighed for at lave en mere omfattende bearbejdning og også et mere komplekst reflekssvar. Som oftest vil en polysynaptisk refleks omfatte flere rygmarvssegmenter, interneuroner, reciprok inhibition, rekurrent inhibition osv.
Central regulering
Det kan i visse situationer være hensigtsmæssigt ikke at få reflekssvaret ved et givent stimulus. Det er derfor muligt for de højere centre at modulere reflekssvar. Dette sker ved at hæmme dele af reflekscentret via såkaldte inhibitoriske interneuroner sådan at reflekssvaret dæmpes eller måske helt forsvinder. I en situation hvor man træder på noget skarpt, vil man som regel reflektorisk løfte benet væk fra det skadevoldende og samtidig strække det modsatte ben så ikke man falder (polysynaptisk refleks). Dette er dog uhensigtsmæssigt hvis det ben refleksen vil løfte er det ben man har vægten på. Her kan højere centre hæmme refleksen så man ikke sætter balancen over styr. Der er således hele tiden fokus på hvilken respons, der er mest hensigtsmæssig for kroppen som helhed.
Den centrale regulering er hele tiden aktiv. Der er således en konstant basishæmning af refleksbuerne i kroppen og denne kan så enten op- eller nedjusteres. Justeringen baseres på en lang række forhold, som ofte ikke når vores bevidsthed. Balance, skadevoldende stimuli, målrettede præcisionsbevægelser og meget andet er underlagt denne konstante justering. Også vores psyke og humør kan spille ind.
Noter
- ^ Undtagelsen, der bekræfter reglen er akkomodationsrefleksen, altså øjnenes evne til at stille skarpt på det vi ser.
 | Spire Denne artikel om lægevidenskab er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |
