Ryan Adams

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Ryan Adams
Ryan Adams live
Information
Født 5. november 1974 (49 år)
Jacksonville, North Carolina, USA Rediger på Wikidata
Oprindelse Jacksonville, North Carolina, U.S.A.
Genre Rock
Aktive år 2001 -

Ryan Adams (født 5. november 1974) er en amerikansk sanger.

For ham var country-musik en del af hans musikalske opvækst. Som teenager udviklede han imidlertid smag for punk, især Black Flag, og startede som 14-årig sit eget punkband, The Patty Duke Syndrome, opkaldt efter tv-skuespillerinden Patty Duke, som Adams var forelsket i i sine teenage-år.

Efter et par år med punkmusik fik Adams trang til at udvide sit musikalske repertoire, og som 19-årig startede han gruppen Whiskeytown.

Whiskeytown spillede country med et ungdommeligt respektløst og dog hengivent forhold til genren. Gruppen blev et af de største navne indenfor den alternative country, inden de som følge af en kombination af kaotiske personligheder og internt pladeselskabsfnidder gik i opløsning med kun tre albums bag sig.

Allerede ved gruppens opløsning havde Ryan Adams opnået et vist navn i undergrunds-kredse som en formidabel sangskriver, men det helt store gennembrud for ham kom, da han slog ind på sin solokarriere. Musikalsk har hans soloudgivelser fjernet sig fra country-lyden og været orienteret mod et mere traditionelt rock-udtryk, og Adams mestrer både den intimt bekendende singer-songwriter-stil og den skråsikre støjende og udskejende rock'n'roll.

Solo-debut'en Heartbreaker fik imponerende anmeldelser, og Ryan Adams kunne for en tid sole sig i anmeldernes ubetingede velvilje. Dog har hans stjerne funklet knap så stærkt i den senere tid, ikke mindst grundet den udpræget rockede 'Rock'n'Roll', der bar præg af hastværk og muligvis var et bestillingsarbejde fra pladeselskabets side. Tilliden blev dog genvakt med de to forslåede udgivelser Love Is Hell Part 1 + 2, og senest har han genfundet sine country-rock-rødder på det nys udgivne dobbeltalbum Cold Roses.

Som helhed er der ingen tvivl om, at Ryan Adams er begavet med et sangskriver-talent af dimensioner. Han er også manisk produktiv, og så besidder han et stort talent for selv-promovering. Han kan fremstå som lidt af en name-dropper, der gerne og ofte udbreder sig om sine samarbejder og fester med de kendte. Han har også været ganske optaget af hele rock'n'roll-mytologien med al dens stofmisbrug og selvdestruktion, og har ofte fremhævet, at han deler fødselsdag med sit store idol Gram Parsons, der har legende-status for sin sammensmeltning af rock og country, og som døde af en overdosis som 26-årig.

Adams har dog modsat sit forbillede formået at runde de 30 samt holde den kreative damp oppe: på under et år (fra maj 2005 til januar 2006) udsendte han tre albums på et år, der alle rummer flere stjernestunder.

Efter over et års albumpause, hvor han også blev sit stof- og alkoholmisbrug kvit, udkom Adams seneste studiealbum Easy Tiger i juli 2007.[1]

Diskografi

Albums

Referencer