Signalhorn

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Militært signalhorn i B♭

Et signalhorn er et af de mest simple messingblæserinstrumenter. Det er som regel et enkelt horn uden ventiler, hvor tonerne kontrolleres gennem udøverens embouchure. Da det er uden mekaniske hjælpemidler, er det begrænset, hvilke harmonier det kan spille.

Amerikansk signalmand i 1917
En fransk signalmand spiller under en ceremoni i Kuwait City og markerer succesen i Operation Desert Storm i 1991

Signalhornet er udviklet fra tidlige instrumenter som henholdsvis musikinstrument og kommunikationsmiddel. Det kaldes "horn", fordi det oprindeligt blev fremstillet af horn fra dyr. De første signalhorn blev udviklet til at give signaler mellem jægere.

Det første kendte tilfælde med brug af militære signalhorn var den såkaldte "halvmåneblæser", Halbmondblaser, i Hannover i 1758. Det var U-formet og let bærbart over skulderen i en rem. Den kom til England i 1764, hvor det efterhånden blev udbredt inden for infanteriet. Inden for kavaleriet blev der brugt trompet, noget som i eftertiden er blevet blandet med signalhorn. En trompet giver en lyd, som kan høres bedre på kortere afstande end signalhornet.

Signalhornet er hovedsagelig brugt som militært signalhorn, men det anvendes også i opvisningskorps, hvor det er blevet videreudviklet fra sin militære baggrund.

Kornetten kan fejlagtigt opfattes som udviklet fra signalhornet, men det stammer fra franske posthorn.

I 1800-tallet opstod der en række instrumenter, som var varianter af standardsignalhorn, og de kunne være stemt forskelligt i forhold til hinanden, så orkestrene kunne spille et bredere repertoire. I England blev den stemte udgave Royal Kent bugle udviklet af Joseph Halliday i 1811. Den blev meget populær og blev brugt i udstrakt grad frem til ca. 1850 og benyttet i arbejder af Richard Willis, som senere blev orkesterleder for signalorkesteret ved United States Military Academy ved West Point.