Signalhorn
Singalhorn er et af de mest simple messingblæserinstrumenter, det er som regel et enkelt horn uden ventiler. Alle tonerne kontrolleres gennem udøverens embouchure. Siden instrumentet er uden mekaniske hjælpemidler, har det begrænsninger i hvilke harmonier det kan spille.
Signalhornet er udviklet fra tidlige intrumenter, til brug både for musik så som kommunikationsmidler. Det kaldes "horn" fordi det blev udviklet fra brug af horn fra dyr. De første signalhorn blev udviklet til hjælp under jagt, for at lave lokketoner overfor byttet og for at give signaler mellem jægerne.
Det første kendte tilfælde med brug af militære signalmænd med signalhorn var den såkalte "halvmåneblæser" Halbmondblaser i Hannover i 1758. Det var U-formet (deraf navnet) og let bærbart over skulderen i skulderrem. Den kom til England i 1764 hvor den efterhånden blev udbredt indenfor infanteriet. Inden for kavaleriet blev der brugt trompet, noget som i eftertiden er blevet blandet med signalhorn. En trompet producerer en lyd som var bedre hørbar på kortere afstande, mens signalhornet er mere hørbart over større afstande.
Signalhornet er hovedsagelig brugt som militært signalhorn, men også i drillkorps hvor disse er blevet videreudviklet fra sin militære baggrund.
Kornet kan fejlagtigt opfattes for at være en videreudvikling fra signalhornet, til trods for, at det stammer fra franske posthorn.
I 1800-tallet opstod der en række instrumenter som var varianter af standard signalhorn, og disse kunne være ulige stemt i forhold til hinanden, således at orkestrene kunne spille over et bredere musikalsk repertoar. I England blev den stemte udgave Royal Kent bugle udviklet af Joseph Halliday i 1811. Denne blev meget populær og var i udstrakt brug frem til ca. 1850, og benyttet i arbejder af Richard Willis, som senere blev orkesterleder for signalorkesteret ved United States Military Academy ved West Point.
