Tæppebed

Ved tæppebede forstår man bede af blomstrende planter eller bladplanter, som er holdt så lave og tætte, at de danner som et tæppe på jorden.

Tæppebedes oprindelse skyldes vist nærmest den franske havekunst, men denne smagsretning har dog først rigtig udviklet sig i den landskabelige havekunsts periode, måske nærmest fordi de store fremskridt indenfor havebruget har fremskaffet en så stor mængde planter, der særlig egner sig til at variere tæppebede i de prægtigste og kunstfærdigste mønstre. I egentlig forstand kan tæppebede ikke passe ind under den landskabelige havekunsts teorier, men anvendt med smag kan de dog finde anvendelse i de moderne anlæg omkring bygningen, i de regelmæssige partier og i monumentale anlæg. I det første tilfælde må tegningen i tæppebede harmonere med bygningens stil eller karakter, i de andre tilfælde med anlægets.

Tæppebede af form som sommerfugle, våbenskjolde, overflødighedshorn og lignende uden begrundelse henkastet på en plæne må betegnes som en mindre heldig smagsretning. Vil man anvende sådanne former, må de være sammenarbejdede med en ornamentik, som kan knytte dem til anlægets hovedlinjer. Farvesammenstillingen spiller naturligt en stor rolle i tæppebede såvel som en sirlig plantning og en omhyggelig pasning.

Tilplantning af tæppebede er i de senere år^[1] taget betydeligt af. Dels er det vanskeligt og bekosteligt at fremstille den forholdsvis store mængde planter, der er nødvendig, dels fordrer tæppebede en intensiv pasning. Selv i Frankrig, tæppeplantningens moderland, har staten af økonomiske grunde opgivet den i tidligere tid så berømte tæppebedsudplantning. Der findes dog endnu på enkelte herregårde og i få privathaver her i landet tæppebedsudplantninger, men de bliver sjældnere for hvert år.

Kilde[redigér | rediger kildetekst]

Artiklen "tæppebede" af landskabsarkitekt Edvard Glæsel og overgartner V. Hansen i Nordisk illustreret Havebrugsleksikon, tredje udgave 1920-21, redigeret af Leopold Helweg. (Artiklen er fra begyndelsen af 1900-tallet)