Uskyldsformodning

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Uskyldsformodning, ofte også omtalt som uskyldig til det modsatte er bevist, er den antagelse, at en sigtet i en civil retssag eller straffesag er uskyldig indtil anklageren har løftet bevisbyrden.

Formodningen om uskyld gælder i alle retssamfund og dermed i størstedelen af verdens lande. Den nævnes både i FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne og EU's Charter om Grundlæggende Rettigheder, mens USA's forfatning ikke nævner den direkte. Den kan dog udledes af en række tillæg til forfatningen.

Yderligere fremgår det af Den Europæiske Menneskerettigheds Konvention (EMRK) Artikel 6, stk. 2.

Jura Stub
Denne juraartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.