Vortebider

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
  Vortebider ?
Decticus verrucivorus 9170.jpg
Videnskabelig klassifikation
Rige: Animalia (Dyr)
Række: Arthropoda (Leddyr)
Klasse: Insecta (Insekter)
Orden: Orthoptera (Retvinger)
Familie: Tettigoniidae
(Løvgræshoppe)
Slægt: Decticus
Art: D. verrucivorus
Videnskabeligt artsnavn
Decticus verrucivorus
Linnaeus, 1758

Vortebideren (Decticus verrucivorus) er Danmarks største græshoppe, den tilhører løvgræshopperne, der er mere beslægtet med fårekyllinger end almindelige græshopper. Den bliver mellem 2,5 – 4,5 cm, (hannen 2,5 – 3,5 cm. hunnen 3 – 4,5 cm). Den er normalt grøn, med mørke pletter langs vinger og bagkrop. Men brune varianter forekommer også, og tilmed varianter med den almindelige grønne farve, med gule til røde nakkesider og røde lår. dertil findes der varianter, der kan være en mosaik af forskellige farver. Vortebideren er udbredt i hele Danmark, og store dele af Europa. og den holder til på solbeskinnede heder og enge. De første nymfer ses i maj, efter ca. halvanden måned er de første vortebidere voksne, og man kan høre hannerne synge. Vortebideren er fremme helt til den første hårde frost rammer, og man kan finde dem helt ind i oktober! Vortebideren er et rovdyr, der blandt andet spiser andre græshopper, og andre mindre insekter, men den spiser også grønt føde som fx: græs, lyng og andre planter. Den har nogle kraftige kæber, og den kan give et smertefuldt bid, dog bider den næppe gennem huden. Vortebideren har lange vinger, og den kan bruge dem i kombination med sit kraftige spring, når den flygter. den springer kun få meter ved benkraft, men ved hjælp af vingerne, kan den springe mere end 20 meter, og den kan tilmed manøvrere i luften.

Hannen[redigér | redigér wikikode]

Hannen er den eneste der synger, og det gør den med forvingerne. På det øverste af forvingerne overlapper de hindanden, og her sidder stridulerings organet. Det er i princippet en fil der stryger hen over nogle tappe, og herved dannes der lyd, der høres som den sang hannen frembringer. lyden er en hurtig gentagelse: "sicc, sicc, sicc", der gentages ca. 3 gange i sekundet. Lyden er høj og kraftig, men kan ikke høres mere end højst 100 meter væk. hvis man forstyrre dem for meget, så stopper striduleringen. Der striduleres kun når kropstemperaturen er på ca. 25 grader, og denne opnås hurtigt i middagssolen på en sommerdag. Derfor stopper hannerne også deres sang, når solen er gået ned.

Hunnen[redigér | redigér wikikode]

Hunnen har en lang læggebrød, denne kan være næsten 2,5 cm, som bruges til at lægge æggene nede i jorden. Hunnerne er lette at kende fra hannerne på læggebroden. Hunnen ligger æggene enkeltvis spredt over et større område, og æggene overvintrer til næste forår.

Parring[redigér | redigér wikikode]

Under parringen fører hannen en spermatofor fra kønsåbningen over i hunnens kønsåbning. Denne spermatofor består af to dele: en lille del, hvor i sædden sidder, og en stor proteinholdig del, som hunnen spiser. Denne er vigtig for udviklingen af æggene. Efter parringen går de hvert til sit.

Vortebiderens navn[redigér | redigér wikikode]

Vortebideren har fået sit navn fra, at man før i tiden brugte den til at bide i fx fodvorter. Den gylper så lidt fordøjelsesvæske op, som hjælper til at dræbe vorten. Den skulle også være brugt til at bide hul på vabler.


Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information: