Wikipedia:Ugens artikel/Uge 18, 2024

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Kort over Prince Edward Islands

Prince Edward Islands er to små ubeboede øer i det sub-antarktiske Indiske Ocean ca. 2000 km sydøst for Cape Town, som tilhører Sydafrika. Øerne er Marion Island (opkaldt efter Marc-Joseph Marion du Fresne, 1724-1772) og Prince Edward Island (opkaldt efter prins Edward, hertug af Kent og Strathearn, 1767-1820).

De to øer er særlige naturreservater i henhold til sydafrikansk lov, og aktiviteter på øerne er derfor begrænset til forskning og bevaringsforvaltning. Yderligere beskyttelse blev givet, da området i 2013 blev erklæret for et beskyttet havområde. De eneste mennesker, der bor på øerne, er personalet på en meteorologisk og biologisk forskningsstation på Marion Island, der drives af South African National Antarctic Program.

I 1979 bemærkede en amerikansk overvågningssatellit et dobbelt lysglimt i farvandet ud for øerne. Der var og er fortsat betydelig kontrovers om, hvorvidt denne begivenhed måske var en uanmeldt atomprøvesprængning udført af Sydafrika og Israel eller en anden hændelse. Nogle oplysninger om hændelsen er stadig hemmeligstemplede. (Læs mere..)