Øverstkommanderende

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

En øverstkommanderende er en person som har den øverste kommando over militære styrker i et bestemt område eller en stat. I praktisk betydning beskriver begrebet den militære myndighed som tilligger statschefen i en nationalstat. Den øverstkommanderende behøver ofte ikke at være eller tidligere have været officer eller at have gjort tjeneste i militæret, og det er på denne måde at civil kontrol over militæret bliver virkeliggjort. Civil kontrol over militæret er et krav for NATO-medlemskab.

Hvervet som øverstkommanderende tilfalder almindeligvis statschefen, selv om den reelle udøvende myndighed indehaves af en separat regeringschef. I monarkier er monarken øverstkommanderende, mens i republikker er præsidenten øverstkommanderende. I kolonier er ofte koloniguvernøren udnævnt til øverstkommanderende over militære styrker i kolonien.

Under den nationale øverstkommanderende udnævnes ofte forskellige regionale øverstkommanderende. For eksempel havde Royal Navy ved begyndelsen af 2. verdenskrig ni forskellige øverstkommanderende, fra Øverstkommanderende Portsmouth (Commander-in-Chief Portsmouth) til Øverstkommanderende Kina (Commander-in-Chief China Station). Disse lokale øverstkommanderende har almindeligvis fuld afgørelsesmyndighed.

NATO har også etableret flere øverstkommanderende, for eksempel Øverstkommanderende Allierede styrker Nord (Commander-in-Chief Allied Forces North) og Øverstkommanderende Østatlanten (Commander-in-Chief East Atlantic).