Aksel Sandemose

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Aksel Sandemose
Dansk og norsk litteratur
Aksel Sandemose (1963) (Foto: Ørnelund, Leif / Oslo Museum)
Personlig information
Født 19. marts 1899
Nykøbing Mors, Danmark
Død 6. august 1965
København, Danmark
Uddannelse og virke
Kendte værker En flygtning krydser sit spor

Aksel Sandemose (født 19. marts 1899 i Nykøbing Mors, død 6. august 1965 i København), døbt Axel Nielsen, var en dansk-norsk forfatter, som er bedst kendt for romanerne En sømand går i land (1931) og En flygtning krydser sit spor (1933). I sidstnævnte formulerede han "Janteloven", der sammenfatter undertrykkelsen og småligheden i den fiktive danske provinsby Jante.[1] Sandemose emigrerede til Norge i 1929, og skrev på norsk med dansk islæt.

Hans romaner søger i de psykologiske forhold forklaringen på, at mennesker handler som de gør. Der optræder ofte selvbiografiske træk i hans forfatterskab.

Liv og virke

Aksel Sandemoses fødenavn var Axel Nielsen, men i 1921 ændrede han navn til Aksel Sandemose; et navn med tilknytning til hans norske mors slægt. Hans opvækst i byen Nykøbing Mors ved Limfjorden i Nordjylland gav stof til en stor del af hans forfatterskab. Også hans tid som sømand i sine unge år præger hans bøger.

Sandemoses mor, som var fra Skedsmo udenfor Oslo, gav ham efter eget udsagn hvad han beskrev som "fædrelandsdrift" mod dennes hjemland, og efter forslag fra Sigurd Hoel bosatte han sig i Norge i 1930, og etablerede sig med det samme som norsk forfatter ved at oversætte dele af sit danske forfatterskab til norsk, eksempelvis En sømand går i land fra 1931. Hans norsksindethed i denne første tid kom blandt andet til udtryk i det Vinje-inspirerede enmandstidsskrift Fesjå fra 1935, men norsk statsborgerskab fik han først efter Anden Verdenskrig. Han bosatte sig med sin første familie i Blylaget i Nesodden ved Bunnefjorden, syd for Oslo. Da han var tilknyttet et miljø som arbejdede aktivt mod den tyske besættelsesmagt valgte han i 1941 at flygte til Sverige. Tiden i Sverige var en vanskelig, men frugtbar tid for forfatteren. Hans andet hovedværk, Det svundne er en drøm, blev skrevet her, og udgivet i Sverige under titelen Det gångna är en dröm i 1944. Denne titel var ikke en oversættelse af den norske titel, men en strofe hentet fra et af den svenske digter Dan Andersons værker.

Efter krigen flyttede han sammen med sin nye hustru Eva Borgen tilbage til Norge. Sandemose havde længe drømt om at flytte ud af hovedstaden, og overvejede først at flytte til Trysil, men parret stødte i stedet på det nedlagte småbrug Kjørkelvik i Søndeled i Aust-Agder i Sørlandet og købte dette. Her boede Sandemose ti år indtil først hans hustru, og dernæst den ene af hans tvillingsønner, døde. Han skildrede hændelserne i Murene rundt Jeriko; en bog som han kaldte for en mindebog om de som stod ham nær. Han flyttede derefter tilbage til Oslo hvor han i 1963 giftede sig for tredje gang. I foråret 1965 blev han syg og indlagt på Ullevål sygehus. Han begærede sig flyttet til Københavns Militærhospital, hvor han døde i august samme år.

Sandemose var i 1963 en af de seks finalister til Nobelprisen i litteratur.[2]

Sandemose var far til opfinderen Bjarne Sandemose (1926–2013), farfar til kunstneren Iben Sandemose, og oldefar til filmregissøren Mikkel Sandemose. Han var også far til filosoffen og forfatteren Jørgen Sandemose (født 1945).

Bibliografi

  • 1923 Fortællinger fra Labrador
  • 1924 Ungdomssynd
  • 1924 Mænd fra Atlanten
  • 1924 Storme ved jævndøgn
  • 1927 Klabavtermanden
  • 1928 Ross Dane
  • 1931 En sjømann går i land
  • 1932 Klabautermannen
  • 1933 En flygtning krydser sit spor (under pseudonymet Espen Arnakke)
  • 1936 Vi pynter os med horn
  • 1939 September
  • 1945 Tjærehandleren
  • 1946 Det svundne er en drøm
  • 1949 Alice Atkinson og hennes elskere
  • 1950 En palmegrønn øy
  • 1958 Varulven
  • 1960 Murene rundt Jeriko
  • 1961 Felicias bryllup
  • 1963 Mytteriet på barken Zuidersee
  • Herudover en række essays og artikler.

Litteratur

  • Espen Haavardsholm, Flugten fra Jante – et portræt af Aksel Sandemoses liv og digt, Schønberg, 1989. ISBN 87-570-1378-0.
  • Jørgen Sandemose, Flyktningen : Aksel Sandemose – en biografi, Aschehoug, 2004. ISBN 82-03-18825-7 .
  • Jorunn Hareide, Digtning som skæbne : Aksel Sandemose, Editio, 1999. ISBN 87-90449-03-7.
  • Jens Andersen, Vildmanden : Sandemose og animalismen i mellemkrigstidens litteratur, Gyldendal, 1998. ISBN 87-00-37204-8.

Kilder

  1. ^ http://www.denstoredanske.dk/Kunst_og_kultur/Litteratur/Nyere_motivskikkelser/Janteloven
  2. ^ "Candidates for the 1963 Nobel Prize in Literature". Nobel Prize. 2013. Hentet januar 3, 2014.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)