København

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

For alternative betydninger, se København (flertydig). (Artikler, som begynder med København)

København
Købstadsvåben	Bysegl
Et kig over byen set fra Vor Frelsers Kirke. Christiansborg ses midt i billedet.
Overblik
Land:	Danmark
Motto:	Tårnenes by, Kongens København
Borgmester /Overborgmester:	Bl.a. Ritt Bjerregaard (Kbh. K.) Jørgen Glenthøj (Fr.b. K.) Hans Toft (Gent. K.) Karin Søjberg Holst (Glads. K.)
{{{adminenhedtype1}}}:	{{{adminenhed1}}}
Region:	Region Hovedstaden
{{{adminenhedtype3}}}:	{{{adminenhed3}}}
Grundlagt:	Bebyggelse omkring 800-tallet, Absalon byggede en borg i 1167
Postnummer:	{{{postnr}}}
Demografi
Byen København:	1.167.569 (2009)
- Areal:	km²
- Befolkningstæthed:	pr. km²
Hovedstadsregionen:	1.875.179 (2009)
- Areal:	2.923 km²
- Befolkningstæthed:	642 pr. km²
{{{indbygtype3}}}:	{{{indbyg3}}}
- Areal:	{{{indbyg3areal}}} km²
- Befolkningstæthed:	{{{indbyg3tæthed}}} pr. km²
Tidszone:	GMT {{{tidszone}}}
Højde OHO:	{{{højde}}} m
Hjemmeside:	{{{webside}}}
Oversigtskort
København Københavns beliggenhed 55°41′N, 12°34′E

Koordinater: 55° 41′ N, 12° 34′ Ø

København (IPA: [kʰøb̥m̩ˈhɑʊ̯ˀn]) er Danmarks hovedstad og er med 1.167.569 indbyggere (2009) ^[1] landets største by. Københavns Kommune er centrum i dette område og er med sine 518.574 indbyggere (2009) Danmarks største kommune.

København ligger på Sjællands østkyst og strækker sig ind over dele af Amager. En række broer og tunneller forbinder de sjællandske og amagerkanske bydele.^[2] Siden 2000 har København og Malmø været forbundet af Øresundsforbindelsen. København er centrum for Nordens største metropolregion ^[3], Øresundsregionen, der omfatter bymæssig bebyggelse på begge sider af Øresund.

Som hovedstad giver byen plads til Danmarks vigtigste institutioner som Folketinget, Kongehuset og centraladministrationen. Byen er Danmarks kulturelle og økonomiske kraftcenter og på trods af dens geografisk set yderlige placering i Danmark også et vigtigt trafikknudepunkt.

København skal i december 2009 være vært for FN's 15. klimakonference.

Indholdsfortegnelse 1 Navnet 2 Historie 2.1 Forhistorie frem til 1100-tallet 2.2 Grundlæggelse 2.3 København i middelalderen 2.4 Renæssancen, enevælde og oplysningstid 2.5 Fra det engelske bombardement til 1. verdenskrig 2.6 Fra 1. verdenskrig til i dag 3 København i fremtiden 4 Geografi 4.1 Områder i København 4.1.1 Det centrale København 4.1.2 Uden for brokvartererne 4.1.3 Forstæderne 4.2 Miljø og forurening 5 Politik og demografi 5.1 Politik 5.1.1 Kommunerne 5.1.2 Regionerne 5.2 Öresundskomiteen 5.3 Demografi 5.4 Religion 5.4.1 Historisk udvikling 6 Turisme og Kultur 6.1 Seværdigheder 6.2 Teatre og operaer 6.3 Museer 6.4 Kulturby 96 6.5 Cafeer og natteliv 6.6 Mad og Michelin-stjerner 6.7 Sport 7 Uddannelse i København 8 Økonomi 9 Arkitektur og byplanlægning 9.1 Fra middelalderen 9.2 1600- og 1700-tallet 9.3 1800-tallet 9.4 1900-tallet 9.5 Efter år 2000 9.6 Højhuse, bygninger og tårne i København 10 Infrastruktur og transport 10.1 Individuel transport 10.1.1 Gang 10.1.2 Cyklisme 10.1.3 Bilisme 10.2 Kollektiv transport 10.2.1 Busser 10.2.2 Sportrafik 10.2.2.1 Regionaltog 10.2.2.2 S-banen 10.2.2.3 Metroen 10.2.2.4 Lokalbaner 10.2.2.5 Københavns Sporveje 10.2.3 Lufthavne 11 Kuriosa 12 Venskabsbyer 13 Berømte københavnere 14 Se også 15 Fodnoter 16 Eksterne henvisninger

[redigér] Navnet

I middelalderen hed byen på gammeldansk Køpmannæhafn, et navn der skulle betyde købmændendes havn, et udtryk for den betydning købmændene havde for byen på dette tidspunkt. En række andre navne bygget over det oprindelige danske navn for byen bruges på forskellige sprog. Som eksempler kan nævnes tysk og nederlandsk Kopenhagen, engelsk Copenhagen, fransk, portugisisk og spansk Copenhague, latin Hafnia, italiensk Copenaghen, svensk Köpenhamn, ungarsk Koppenhága, finsk Kööpenhamina, tjekkisk Kodaň, polsk Kopenhaga, russisk Kопенга́ген (Kopengagen) og islandsk Kaupmannahöfn. Den latinske udgave af navnet blev i øvrigt i 1923 basis for navngivningen af det netop opdagede grundstof hafnium, idet opdagelsen skete på det nuværende Niels Bohr Institutet.

[redigér] Historie

[redigér] Forhistorie frem til 1100-tallet

Der findes en del fund fra forhistorisk tid i Københavnsområdet. Ved bygningen af Amager Strandpark i Øresund fandt man f. eks. for ganske nyligt levn af en kystnær boplads fra yngre stenalder. Gravhøje i forstæderne minder om menneskelig aktivitet i forhistorisk tid, og mange af bynavnene i nærheden af København vidner derudover om grundlæggelse af byer i det storkøbenhavnske område i vikingetiden.

Indtil for nylig gik man udfra, at der omkring år 1000 sandsynligvis ikke var andet end et lille fiskerleje der, hvor København ligger i dag. Fiskerlejet lå umiddelbart nord for Københavns Rådhus omkring Mikkel Bryggers Gade, der dengang lå ud til havet. Men i forbindelse med udgravning af Metroen har man fundet spor af bådebroer ved Gammel Strand, der daterer sig helt tilbage til omkring år 800. Ved udgravningen til metrostationen ved Kongens Nytorv har man endvidere fundet spor af en gård fra vikingetiden^[4].

Første gang Københavns forgænger under navnet "Havn" nævnes i kilderne er i forbindelse med et søslag mellem Svend Estridsen og den norske konge Magnus den Gode i 1043. Derefter er der tavshed om byens skæbne i de næste 120 år, hvilket er et tegn på, at byen i forhold til andre danske byer på denne tid har været af sekundær betydning.

[redigér] Grundlæggelse

Det er sandsynligt, at byen i løbet af 1100-tallet har kunnet profitere på den centrale placering mellem de store domkirkebyer Lund og Roskilde og dermed har været et vigtigt punkt for trafik og handel mellem de to byer. Den naturlige havn samt den lille ø Slotsholmen, som vat let at forsvare, har sikkert også givet byen store fordele. I anden halvdel af 1100-tallet brydes tavsheden om byen, da den lille by "Hafn" eller "Køpmænnahafn" ifølge Saxo Grammaticus omkring 1160 overdrages til biskoppen Absalon. Det helt nøjagtige årstal kendes ikke, for det gavebrev, som Absalon fik med, er forsvundet. På Rigsarkivet ligger dog et dokument udstedt godt 30 år senere, den 21. oktober 1186. Dette dokument er et stadfæstelsesbrev fra den daværende pave, Urban 3., et pergament med paveseglet hængende sidst i brevet. Fra omkring 1167-1171 byggede Absalon en borg og en bymur på stedet. Sandsynligvis lå borgen på Slotsholmen, hvor Christiansborg ligger i dag. Det var sandsynligvis også Absalon, der byggede byens første kendte kirke, Sct. Clemens.

De øvrige byer, som blev overdraget til Absalon var: Serridslev, Vigerslev, Valby, Brønshøj, Emdrup, Vanløse og Virum, Bagsværd, Rødovre, Tårnby og Nærum.

[redigér] København i middelalderen

Under Absalons ledelse begyndte byen at vokse, og især i 1200-tallet udvidede byen sig, så den efterhånden kom til at dække en større del af området mellem Kongens Nytorv og Rådhuspladsen. Vor Frue Kirke, Gråbrødre Kloster, Skt. Peder og Skt. Nikolai blev alle bygget i første halvdel af det 13. århundrede. Det 13. århundrede var en urolig tid i dansk historie, hvilket kom til udtryk i skiftende bispers og danske kongers indædte kamp om retten til byen og dens gods. Biskop Jacob Erlandsen kunne dog i 1251 tvinge den pressede kong Abel til at overgive ham i byen, og denne biskop gav i 1254 byen dens første stadsret. Men blot fem år senere, i 1259, blev byen dog angrebet og indtaget af den rygiske fyrst Jaromar.

Efterhånden begyndte byen at vokse sig til rigets største og mest betydningsfulde, selv om den endnu ikke var blevet hovedstad. Placeringen midt i riget (Skåne var dengang dansk) var ideel. Den fremadstormende hansestads-bevægelse, der var i krig med den danske kong Valdemar Atterdag, indtog byen og ødelagde borgen i 1368, hvilket vidner om byens betydning for handel og krigsføring på dette tidspunkt. I 1419 lykkedes det endelig en dansk konge, Erik af Pommern, permanent at tage magten over byen fra kirken. De danske konger betragtede fra nu af denne by som deres vigtigste by, og i 1443 gjorde Christoffer 3. byen til kongelig residensby. 1479 blev universitetet grundlagt.

Under reformationen og Grevens fejde stillede byens borgere sig på den tabende Christian 2.´s side, men blev dog skånet for større repressalier, da den nye kong Christian 3. ville holde sig gode venner med borgerne.

[redigér] Renæssancen, enevælde og oplysningstid

Christian 4. fik stor betydning for København. Under ham blev byens gamle mure langs Gothersgade lagt ned og udvidet, så de nu gik langs den nuværende jernbanelinje mellem Nørreport og Østerport, udenom det af Christian 4. nyanlagte Nyboder, mens de eksisterende volde rundt om middelalderbyen blev kraftigt moderniseret. Københavns volde blev også udvidet med forsvarsanlæg af det nyanlagte område Christianshavn. Fra 1658-1660 under Første Karl Gustav-krig var København som sidste område i riget under dansk kontrol, men under belejring fra de svenske tropper anført af Karl 10. Gustav. I februar 1659 forsøgte svenskerne at indtage byen ved et stormløb, men en fælles indsats fra soldater og byens borgere holdt dem tilbage. Efter det mislykkede stormløb holdt svenskerne dog byen belejret helt frem til 27. maj 1660.

Ved indførelse af enevælden i 1660 under Frederik 3. blev København en endnu vigtigere by i Danmark, fordi det var herfra den stadigt mere centralistiske danske stat blev styret. Byen var imidlertid tosproget. Mellem en tredjedel og fjerdedel af befolkningen havde tysk som talesprog, enten de var indvandret fra kongens tyske provinser eller fra andre egne af Tyskland. Indtil 1772 var hærens officielle sprog også tysk. ^[5]

I 1664 blev byens befæstning færdiggjort med bygningen af Kastellet ved Østerport. I 1711-1712 hærgede en af de værste pestepidemier i Københavns historie. Pesten krævede cirka 22.000 af byens omkring 60.000 indbyggere. Nogle år efter gik det endnu en gang galt, da lige over en fjerdedel af byen gik op i røg ved en bybrand i 1728. I 1795 hærgede endnu en brand den ældste bydel. Det meste af Københavns indre bybillede er præget af genopbygningen efter disse brande.

Inspireret af sydlige ideer grundlagde man i 1748 Frederiksstaden nord for Kongens Nytorv. Det blev til et meget flot og veltilrettelagt nyt kvarter, med Amalienborg som den flotteste del af kvarteret. I sidste halvdel af det 18. århundrede oplevede København en enorm opgangstid som følge af den profitable handel mellem de stridende magter, England og Frankrig. Opgangsperioden sluttede dog for en tid, da først Christiansborg brændte i 1794 og året efter, hvor endnu en ødelæggende brand hærgede den indre by, og siden da den danske flåde blev kapret af engelske styrker. Værst var dog bombardementet af byen i 1807, hvor bl.a. den middelalderlige Vor Frue Kirke gennemskudt af engelske brandbomber gik op i flammer.

[redigér] Fra det engelske bombardement til 1. verdenskrig

Efter en række kriseår skete der i løbet af det 19. århundrede en enorm udvikling i byen. Kulturelt set kom København til at danne rammen om en af dansk histories mest givende kulturepoker, Guldalderen, men det mest markante var følgerne af industrialiseringen i anden halvdel af det 19. århundrede. Efter en frygtelig koleraepidemi i 1853 besluttede man endelig at nedlægge de gamle og militært set forældede bymure. Det blev nu tilladt at bosætte sig uden for murene. Dette førte til oprettelsen af brokvartererne, Nørrebro (fra 1852), Vesterbro, Østerbro, Amagerbro (fra 1905) og Islands Brygge (fra 1905) og en betydelig forøgelse af indbyggertallet. Omkring 1800 boede der cirka 100.000 mennesker i hovedstaden og i starten af det 20. århundrede boede der næsten 500.000. Bygningsmæssigt blev byen fra omkring 1886 præget af det store befæstningsbyggeri Vestvolden, men bygningen af Rådhuset (1905) og Hovedbanegården (1911) satte også sine spor. København var blevet en industriel storby.

[redigér] Fra 1. verdenskrig til i dag

Efter 1. verdenskrig var der knaphed på de fleste ting, og en stor arbejdsløshed sørgede for en del uro, især udsprunget fra de københavnske arbejderkvarterer. Efterhånden blev meget af byudviklingen lagt ud i de nye forstæder, hvor de første villakvarterer begyndte at dukke op. Denne udvikling blev også hjulpet af udvidelsen af den kollektive trafik, bl.a. åbningen af S-togs-linjerne fra 1934.

Under 2. verdenskrig blev København ligesom resten af Danmark besat af de tyske tropper, indtil krigen endte 5. maj 1945. Flere bygninger blev under besættelsen ødelagt enten ved sabotage eller ved angreb fra de allierede styrker. Heriblandt kan nævnes, at Shellhuset, der var hovedkvarter for Gestapo, d. 21. marts 1945 blev bombet af britiske fly. Under dette angreb blev Den Franske Skole på Frederiksberg uheldigvis også ramt, hvorved mange børn blev dræbt. Mange industribygninger i København blev også sprængt i luften af den danske modstandsbevægelse.

Efter krigen fik den stigende bilisme en stadig større betydning for byens udvikling, og dette fik fingerplanens ideer om et København bygget op omkring den kollektive S-togs-trafik til at blive lidt udvandet. Nogle forstæder voksede op væk fra S-togsnettet. I 1960´erne syntes udviklingen i Københavns Kommune at være gået nærmest i stå, mens man i forstadskommunerne byggede på livet løs. Især Gladsaxe Kommune under Erhard Jacobsen blev et eksempel på denne rivende udvikling i Københavns omegnskommuner.

Efter en række nedgangsår fra 1960'erne begyndte København at vende en negativ udvikling omkring 1990. Især med byfornyelsesplanerne fra 1991 blev mange nedslidte kvarterer langsomt men sikkert til smarte og eftertragtede bydele. Mest markant er i denne sammenhæng udviklingen på Vesterbro. De mange sammenlægninger af mindre lejligheder har skabt en del meget attraktive lejligheder. I dag er København en storby i rivende udvikling med bl.a. metro, en moderne sports- og kulturarena Parken og helt ny bydele (Ørestad, Islands Brygge, Teglholmen) tæt på byens centrum. Med bygningen af Øresundsbron i 2000 er København tillige blevet centrum for Øresundsregionen, en region der i stadig større grad binder Østsjælland og det vestlige Skåne sammen.

Boligmarkedet i byen var i perioden ca. 2002-2007 præget af en boligboble, som bl.a. skyldtes nem adgang til billig kapital. Dette gjorde, at priserne steg samtidig med, at det var muligt at låne til de stigende priser. Dette stoppede som i resten af Danmark i 2007, og markedet er i dag (2009) præget af faldende priser i et marked, hvor der ikke længere er adgang til billig kapital. I starten af perioden blev det ligeledes muligt at vurdere andelsboliger efter markedspris. Dette åbnede det ellers meget lukkede andelsboligmarked op, og andelsboliger omsættes nu oftest i fri handel i stedet for gennem lukkede lister og nogle gange penge under bordet. I bobleperioden var det populært at bosætte sig i Malmø i Sverige og arbejde i København.

Hovedstaden ligger i den internationale top på listen over lønninger per indbygger, men samtidig er København en af de dyreste byer at bo i og besøge.^[6]

Mens Ungdomshuset på Jagtvej eksisterede, var især Nørrebro området jævnligt præget af voldsomme demonstrationer, der udgik herfra. Dette kulminerede i forbindelse med nedrivningen af huset i marts 2007, men i dag (2009), hvor der er blevet lavet et nyt hus til de unge i Nordvest, er der ikke længere store demonstrationer med udgangspunkt i bevægelsen omkring Ungdomshuset. I dag (2009) er det i stedet Bandekonflikten mellem unge indvandrere og rockere, som optager Københavnerne.

[redigér] København i fremtiden

København har gennem de seneste år oplevet en rivende udvikling på byggefronten. På Islands Brygge, i Sydhavnen og i Ørestaden har man de seneste par år bygget helt nye kvarterer med lejligheder ned til havnen samt på Amager og Kalvebod Fælled. For de næste 10-15 år er der planlagt fire større udvidelsesområder, der skal skaffe plads til 45.000 nye københavnere.

• Ørestaden: Den nordlige del af Ørestaden er allerede blevet forholdsvis færdigudbygget. Sydpå nede ved Fields skal der de næste par år fortsat bygges en række boliger og forretninger. Ved Ørestad Station planlægges bl.a. større kontorbygninger på op til 85 meter i højden. Infrastrukturen er veludbygget med 6 metrostationer og adgang til motorvejen, der fører ind til byen eller til Sverige.
• Nordhavn: Det er besluttet, at man i Nordhavnen inden for de næste par år vil bygge et helt nyt kvarter, der skal erstatte de nu overflødiggjorte lagringshaller.^[7] Infrastrukturkommisionen har foreslået en udvidelse af metroen med en nordlig linje, der forbinder Nordhavn med metro-nettet. Man har også snakket om en vej under havnen, der kan forbinde Nordhavn med Nordamager, men hovedvægten er i byplanlægningen lagt på, at cyklen skal være det primære transportmiddel i området.^[8]
• Valby: Et gammelt industrikvarter i Valby skal udlægges i seks forskellige byudviklingsområder, hvor der skal bygges hotel, forretninger og boliger. Der vil herfra være adgang til S-togsstationen Ny Ellebjerg Station.
• Carlsberg: Den gamle Carlsberg-grund skal bebygges med boliger og idrætshaller. Enghave Station skal i samme ombæring udbygges. Dansehallerne åbnede i august 2009 i Carlsbergs nedlagte mineralvandsfabrik. Dansehallerne er Nordeuropas største center for moderne dans.

Det er planen, at byen skal vokse fra de nuværende 510.000 indbyggere til 550.000 indbyggere på 15 år. Hovedproblemet bliver at få plads til trafikken i byen. En udbygning af metroen med en Cityring skal skabe endnu mere sammenhæng i den københavnske kollektive trafik. Infrastrukturkommisionen har foreslået allerede nu at gøre klar til to nordlige metro-linjer, en der følger kyststrækningen mod Hellerup, og en der forbinder Brønshøj/Husum med metronettet. Mod syd har man foreslået et sydligt metro-spor mod Sydhavn. En større tunnel under havnen, der skal forbinde Lyngbyvejen i det nordlige København med Amager, er også blevet foreslået.

Infrastrukturkommissionen nedsat af regeringen afleverede i januar 2008 en betænkning om den fremtidige trafikudvikling i Danmark. For Hovedstadsområdet anbefales det, at motorringvejene og baneringene omkring København færdiggøres. Derudover anbefales det, at der træffes beslutning om udvidelse af jernbanen mellem København og Ringsted.

[redigér] Geografi

Geografisk set ligger København by i det østlige Sjælland med en del af byen på øen Amager. Det vestlige København strækker sig forholdsvist fladt længere ind i Sjælland, mens man til både nord og syd kan opleve mere kuperet terræn. I det nordvestlige København rejser sig f.eks. omkring Søborg og Høje Gladsaxe en større bakkekæde med højder op til 50 meter over havet. Disse bakkede landskaber i det nordlige København gennemskæres af en del søer og Mølleåen. I Rude Skov ligger det højeste punkt i det større Københavnsområde med 91 meter over havet. Pga. højden i Gladsaxe-området har man her placeret Gladsaxesenderen og Københavns vandforsyning. I den sydvestlige del af København hæver en kalkforskydning sig ved Carlsberg-forkastningen. De mere centrale dele af København består for det meste af fladere landskab, afvekslingsvis i Valby og Brønshøj med mindre hvælvede bakker. To dalsystemer følger fra nordøst til sydvest disse små bakkekæder. I den ene dal finder man søerne (Sortedamssøen, Peblingesøen og Skt. Jørgens sø), i den anden finder man Damhussøen. Disse mindre dale gennemskæres af åerne Harrestrup Å og Ladegårdsåen, den sidste løber under Åboulevarden og er lukket helt inde i rør. Amager og det meste af den gamle indre by er fladt kystnært land. En del af den indre by, herunder Christianshavn og Islands Brygge, ligger i dag på områder, der for 500 år siden var havbund.

Geologisk set hviler København ligesom det meste af Danmark på et istidspræget grundmorænelandskab, der igen hviler på en hårdere undergrund af kalksten. Visse steder i området er der blot ti meter ned til kalklaget, der under bygningen af metroen voldte betydelige problemer.

[redigér] Områder i København

København kan opdeles i flere forskellige områder. Denne opdeling tager udgangspunkt i hvornår områderne blev en del af byen København. De fleste af områderne uden centrum fx. Valby og Rødovre var selvstændige byer inden de blev inkluderet i København og har en selvstændig historie inden de blev københavnske.

[redigér] Det centrale København

Middelalderbyen er den allerældste del af København fra før udvidelsen af byen under Christian 4. Dette omfatter ikke Christianshavn eller Nyboder. Denne afgrænsning er bl.a. blevet brugt i forbindelse med Bilfrie dage i 2003 og 2004. I området ligger Strøget, Københavns Universitet, Vor Frue Kirke og Rundetårn.

Den ældste gamle Indre By, hvis grænser er fastlagt af de nu sløjfede volde. Denne del af byen er kendetegnet ved at indeholde de fleste af en hovedstads funktioner samt de fleste af Københavns attraktioner. Indbyggertallet er dog forholdsvist lavt her. Christianshavn tæller også med i denne del af København, da det lå inden for voldene.

Resten af det centrale København består af områderne, som blev bebygget umiddelbart efter voldenes nedlægning fra 1857, hvor brokvartererne Østerbro, Nørrebro, Vesterbro og efter 1905 også Amagerbro og Islands Brygge blev dannet. Den indre del af Frederiksberg henregnes ligeledes til det centrale København. Regnet fra nord afgrænses dette område omtrent af s-togssporene fra Svanemøllen st. til Nørrebro st. og herfra af Ndr. og Sdr. Fasanvej til Valby St., herfra af s-togssporene til Dybbølsbro St. På Amagersiden afgrænses området omtrent af en linje fra Islands Brygge kirke til Amager hospital og herfra op til Koefoed skole.

[redigér] Uden for brokvartererne

Fra syd ligger bl.a. Valby, Vanløse, Brønshøj og Hellerup lige udenfor brokvartererne. Disse områder er primært villakvarterer fra 1930'erne til 1960'erne, men en del bygninger, især omkring stationerne, er etagebyggeri fra 1930'erne til 1960'erne. De fleste af områderne har formået at skabe en selvstændig profil og i bl.a. Valby er der et stort handelsområde omkring stationen og Valby Langgade.

[redigér] Forstæderne

Til Københavns forstæder henregnes de byer og byområder som i nyere tid er vokset sammen med København. Hertil henregnes bl.a. Hvidovre, Glostrup, Rødovre, Herlev, Gladsaxe og Lyngby. Disse områder har næsten alle en selvstændig profil og et naturligt centrum. Områderne er i endnu højere grad villakvarterer end områderne lige udenfor brokvarterrerne, men der er også en del etagebyggeri fra 1960'erne, fx Højhusene i Rødovre og Høje Gladsaxe.

Langs Køgebugt ligger en række byområder som Brøndby strand, Ishøj og Greve. Ved stationerne er der i høj grad bygget etagebyggeri som i nogen tilfælde har udviklet sig til egentlige ghettoer. Lidt længere fra stationerne ligger store områder med parcelhusbygger.

Den nordligste del af øen Amager, Amagerbro, betragtes som en del af det centrale København, mens Dragør på den sydøstligste del ikke betragtes som en del af byen København. De københavnske forstæder Kastrup og Tårnby er i høj grad præget af Københavns Lufthavn. Der har været stor fokus på vækst i området siden starten af 1990'erne, hvor konceptet for Ørestaden blev fremlagt. Dette indebar bygningen af Metroen, som siden åbningen i 2002 har haft stor betydning for området. Flere store anlæg præger Ørestaden herunder DR Byen, Københavns Universitet Amager, Bella Center, Fields og Ørestad Gymnasium.

[redigér] Miljø og forurening

København oplever lige som andre storbyer problemer med forurening og larm fra biler, busser og lastbiler i byen. Man regner med, at omkring 500 københavnere dør tidligere end ellers pr. år som følge af bilforurening. I 2007 viste en undersøgelse, at den femtedel af Københavns indbyggere, der boede nærmest de mest befærdede gader, havde dobbelt så stor risiko for at dø tidligere end normalt.^[9] Partikelforureningen vurderes mange steder at være på størrelse med forureningen i storbyer som Paris og London. En del af grunden til, at der er så høj forurening i København er, at der ikke er indført regler for at busdriften skal være miljøvenlig, og at der ikke er etableret parkér-og-rejs anlæg ved passende S-togsstationer for at facilitere brugen af offentlig transport. Ligeledes har det ikke været prioriteret at bygge Havnetunnelen og grave H.C. Andersens Boulevard ned på samme måde som det er gjort i Oslo med en af de centrale gader. En del københavnske politikere ønsker dog at begrænse trafikken ved at indføre bompenge, hvilket regeringen ikke vil godkende, med henvisning til at det vil svare til at pålægge bilejerne øgede skatter. Regeringen har dog givet tilladelse til, at der etableres en miljøzone, hvor lastbilerne skal have partikelfiltre på. Fra 2008 gælder den for de ældste lastbiler og fra 2010 for alle lastbiler.^[10]

[redigér] Politik og demografi

Både politisk og demografisk er København ikke en entydig enhed. Byen København er spredt på 18 kommuner og to regioner. Danmarks Statistik laver en byopgørelse ud fra FNs retningslinjer, hvor afstanden mellem husene ikke overstiger 200 meter.^[11] Denne opgørelse afgrænser byen København til 18 kommuner, hvoraf en del af Ballerup, Furesø, Ishøj, Rudersdal og Greve kommuner ligger uden for byen. Data for disse kommuners andel af København er derfor med til at definere byens demografi og politiske sammensætning.

Kommune	Indbyggere[12]	Areal (km²)[13]	Befolkningstæthed (indb/km²)	Borgmesterparti
København	521.397	88,3	5.908	Socialdemokraterne
Frederiksberg	95.565	8,8	10.897	Konservative
Albertslund	27.739	23,0	1.204	Socialdemokraterne
Brøndby	33.821	20,7	1.638	Socialdemokraterne
Gentofte	70.270	25,5	2.751	Konservative
Gladsaxe	63.395	25,0	2.536	Socialdemokraterne
Glostrup	21.156	13,3	1.589	Socialdemokraterne
Herlev	26.582	12,0	2.208	Socialdemokraterne
Hvidovre	49.428	21,9	2.256	Socialdemokraterne
Lyngby-Taarbæk	51.532	38,9	1.325	Konservative
Rødovre	36.266	12,1	2.992	Socialdemokraterne
Tårnby	40.329	65,0	621	Socialdemokraterne
Vallensbæk	13.639	9,2	1.491	Konservative
Ballerup (kun delvis København)	47.526	34,1	1.394	Socialdemokraterne
Rudersdal (kun delvis København)	54.155	73,3	738	Venstre
Furesø (kun delvis København)	38.158	56,7	673	Venstre
Ishøj (kun delvis København)	20.778	25,9	801	Socialdemokraterne
Greve (kun delvis København)	47.834	60,2	795	Socialdemokraterne
I alt	1.259.570	613,8	2.052	-

Især politisk har to danske regioner også betydning for København:

Region	Indbyggere[12]	Areal (km²)[13]	Befolkningstæthed (indb/km²)	Regionsformandsparti
Hovedstaden	1.668.564	2.561,3	651	Socialdemokraterne
Sjælland	821.086	7.723,2	113	Venstre

[redigér] Politik

Byen København styres politisk således både af de 18 kommuner og de 2 regioner.

[redigér] Kommunerne

De fleste kommuner har socialdemokratiske borgmestre herunder Københavns kommune og kommunerne på vestegnen. Kommuner uden socialdemokratiske borgmestre er koncentreret i den nordligste del af byen, bl.a. Gentofte og Lyngby-Taarbæk samt Frederiksberg i centrum og Vallensbæk og Greve kommuner mod sydvest.

Kommunerne på den københavnske vestegn står ofte samlet og har samlede politiske udspil. Samarbejdet er bl.a. formaliseret i foreningen Vestegnssamarbejdet, som dækker syv af kommunerne.^[14]

[redigér] Regionerne

Størstedelen af København er placeret i Region Hovedstaden, der er dannet i forbindelse med strukturreformen i 2005 af de tidligere Københavns og Frederiksborg amter. Ved kommunalvalget i 2005 blev Socialdemokraternes Vibeke Storm Rasmussen valgt som regionsrådsformand. Hun var tidligere også amtsborgmester i Københavns Amt.

En del af Københavns sydlige kvarterer ligger i det nordøstlige hjørne af Region Sjælland, hvor Venstres Kristian Ebbensgaard i 2005 blev valgt til den nye post som regionsrådsformand.

Regionernes vigtigste opgaver er sygehusområdet, herudover ejes i fællesskab Movia, det kollektive trafikselskab i Østdanmark (dog uden Bornholm, der ejer trafikselskabet BAT). De to regioner udgør også i fællesskab en af Danmarks fire beskæftigelsesregioner. Gymnasierne, sygeplejeskolerne og tekniske skoler, AMU-centre og øvrige kortere videregående uddannelser er alle fra og med 2007 i lighed med øvrige uddannelser selvejende institutioner under kontrakt med og finansieret af staten, mens folkeskoler, daginstitutioner og plejehjem hører under de enkelte kommuner.

Kommunerne i de enkelte regioner har et samarbejder i henholdsvis Kommunekontaktråd Hovedstaden og Kommunekontaktråd Sjælland. Her samarbejdes især om de tilbud, der gives borgerne.

[redigér] Öresundskomiteen

Region Hovedstaden, Region Sjælland, Københavns og Frederiksberg Kommune, Bornholms Regionskommune samt Kommunekontaktråd Hovedstaden og Sjælland deltager sammen med tilsvarende myndigheder fra Skåne i Öresundskomiteen, som er en regionalt samarbejde om at fjerne grænsehindringer ved at bo og arbejde i Øresundsregionen.^[15]

[redigér] Demografi

Bortset fra antal indbyggere laver Danmarks Statistik ikke længere beregninger for enkelte byområder. I København var der pr. 1. januar 2009 1,17 mio. indbyggere, hvilket udgjorde 21,2% af den samlede danske befolkning.^[16] Det var først fra 1. januar 1999, at Danmarks Statistik begyndte at afgrænse København ud fra en opdeling i by/land frem for en sammenlægning af hele kommuner. Dengang var befolkningen i København på 1,07 mio.,^[17] og Danmarks Statistik betragtede ikke dele af Søllerød og Værløse som en del af København, de kom første med i 2000, mens dele af Ishøj og Greve først kom med i 2007.^[18]

Især tidligere blev betegnelserne Storkøbenhavn og Hovedstadsområdet for det bymæssigt sammenhængende område omkring København, som fra før 2. verdenskrig begyndte at omfatte den store forstadsudvidelse, der dog først for alvor kom i gang i efterkrigstiden. I disse betegnelser hørte udover København og Frederiksberg også de store omegnskommuner Gladsaxe, Gentofte, Ballerup, Brøndby, Rødovre, Hvidovre, Tårnby m.fl. Før den nuværende afgrænsning af byen København fra 1999 blev antallet af indbyggere i Hovedstadsområdet opgjort til 1,4 millioner.

Der tales endvidere om Region Hovedstaden, der indbefatter Nordsjælland og Bornholm, men ikke Roskilde-området. Regionen havde 1,65 millioner indbyggere, og må ikke forveksles med den nuværende Hovedstadsregionen.

Med bygningen af Øresundsbron i 2000 blev København centrum for en ny by-region, nemlig metropolregionen kaldet Øresundsregionen. Området umiddelbart omkring Øresund, det vestlige Skåne med Malmø og Helsingborg og det østlige Sjælland har i alt cirka 2,8 millioner indbyggere, mens den samlede Øresundsregion, hvortil hele Sjælland, Lolland-Falster samt hele Skåne henregnes, har omkring 3,7 millioner indbyggere.

Københavns Kommune er landets mest folkerige kommune med en halv million indbyggere og dermed omtrent halvdelen af Københavns indbyggere. De største af de øvrige kommuner er Frederiksberg, Gentofte og Gladsaxe, mens den mindste er Vallensbæk med 12.000. Arealmæssigt er de største kommuner København og Lyngby-Taarbæk, mens de mindste er Frederiksberg og Vallensbæk. Frederiksberg har den største befolkningstæthed i både København og Danmark.

Til højre ses en graf over udviklingen i indbyggertallet i Københavns Kommune (den centrale bykommune) (fra 1971 1. januar, der var den første måling efter kommunalreformen). Dette tal indbefatter hverken Frederiksberg eller omegnskommunerne, og skal derfor ikke opfattes som storbyen Københavns indbyggertal. Faldet i Københavns kommunes indbyggertal indtil 1990'erne skyldes bysanering, sammenlægning af små lejligheder samt især udflytning til forstæderne, hvor børnefamilier kunne få mere plads.

Nedenfor er tabeller over indbyggertal fra ældre tider.^[19]

År Folketal 1450 ca.4-5.000 1500 ca.10.000 1650 ca.30.000 1700 ca.65.000 1769 80.000 1787 90.032 1801 100.975 1840 120.819 1860 155.143 1870 181.291 1880 234.850 1890 312.859

År Folketal 1900 358.091 1910 453.576 1920 556.944 1930 621.464 1930 608.649 1940 700.465 1950 768.105 1960 721.381 1970 622.773

[redigér] Religion

I København er den evangelisk-lutherske kristendom ligesom i resten af Danmark dominerende. Andelen af folkekirkemedlemmer er dog markant mindre i Københavns Stift end i resten af landet med 65 %^[20]. Københavns Stift omfatter dog også bl.a. Bornholm og inkluderer ikke københavns forstæder, som i stedet hører under Helsingør Stift, hvor andelen af folkekirkemedlemmer er 75 %.

De største religioner ud over kristendom er Islam med ca. 60.000 i kommunen^[21][22]) og jødedom, hvor der bor ca. 6.000 jøder i Danmark^[23]), hvoraf den største del i Københavnsområdet.^[24] Islam har flere moskeer rundt omkring i byen^[25], og der arbejdes på at etablere en stormoske flere steder i byen, bl.a. på Moskegrunden på den nordlige del af Amager og i nordvestkvarteret.^[26] Jødedommen har en synagoge i Krystalgade og en mindre synagoge i Ole Suhrs gade.^[27]

Udover de tre religioner er der også mindre menigheder af buddhisme, hinduisme (der har et tempel i Skovlunde^[28]) og andre religiøse grupper, som Forn Sidr (Solbjerg Blotlaug)^[29].

[redigér] Historisk udvikling

Kristendommen har siden Københavns grundlæggelse været altdominerende. Indtil Reformationen i 1536 var det Katolicisme og efter 1536 evangelisk-lutherske Kristendom. I 1682 med grundlæggelsen af Fredericia blev jødedom, reformerte og katolikker også tolereret, og med grundloven af 1849 blev der fuld religionsfrihed. Grundet Københavns mange internationale gæster på ambassader og lignende var der dog mindre trossamfund med en anden tro.

Indtil tiden efter anden verdenskrig var andelen af medlemmmer af Folkekirken også i København op imod 100 %. Andelen af medlemmer af den danske folkekirke har dog de sidste årtier været nedadgående. I 1990 var andelen i Københavns stift ca. 80 %, i 2000 ca. 72 %, mens andelen i 2009 er 65 %.^[30] Det faldende medlemstal skyldes både øget indvandring af ikke-kristne, medlemmer, der melder sig ud uden at slutte sig til en ny religion, og medlemmer, der skifter religion.

Islam var indtil midten af 1960'erne stort set ikke eksisterende i København. I denne periode blev gæstearbejdere fra Tyrkiet, Marokko, Pakistan og Jugoslavien og andre fattigere områder inviteret til Danmark for at arbejde i industrien. Nogle af disse medbragte deres muslimske tro. I senere årtier har København ligeledes modtaget flygtninge fra lande som Iran, Irak, Libanon og Afghanistan, der har medbragt deres muslimske tro.^[31]

Den første jøde, der bosatte sig i København, bosatte sig i 1676.^[32] Som så mange andre steder blev jøder også i København udsat for forfølgelser bl.a. i 1813 hvor den litterære jødefejde blev ført med skrifter for og imod jødedom og i 1819-1820 hvor der var egentlige antisemitiske optøjer under jødefejden. I perioden 1882-1914 ankom mere end 10.000 russiske jøder til Danmark, hvoraf omkring 3.000 bosatte sig i landet^[33] primært i København. Inden den tyske besættelse i 1940 flygtede en del jøder til Danmark fra jødeforfølgelser i Tyskland og Østeuropa. I 1943 ville den tyske besættelsesmagt løse hvad de anså som det jødiske problem i Danmark ved at deportere jøderne til Tyskland. Danske organisationer var dog blevet advaret og redningen af de danske jøder gjorde, at kun få hundrede danske jøder omkom i de nazistiske koncentrationslejre.

[redigér] Turisme og Kultur

[redigér] Seværdigheder

Københavns svar på Eiffeltårnet og Colosseum er den kun 1,25 meter store statue af Den lille Havfrue, som sidder på en sten ved Langelinie. Statuen blev kreeret af Edvard Eriksen på foranledning af brygger Carl Jacobsen og indviet den 23. august 1913. For at kunne gengive H.C. Andersens eventyrfigur Havfruen havde Edvard Eriksen lånt inspiration til ansigtet fra skuespillerinden Ellen Price og til kroppen sin egen kone Eline.

En anden stor attraktion er verdens næstældste forlystelsespark Tivoli (den ældste er Dyrehavsbakken) beliggende mellem Rådhuspladsen og Københavns Hovedbanegård. Haven blev åbnet af Georg Carstensen i 1843 og lå dengang umiddelbart uden for voldene i et område, der endnu ikke var blevet bebygget.

En del af de københavnske hovedattraktioner er konsekvenser af Christian 4. arbejdsraseri. Rundetårn, der i grunden er et observatorium, Børsen, Nyboder, hele bydelen Christianshavn, Rosenborg samt meget mere er bygget i hans periode.

Hele Frederiksstaden, der blev anlagt i 1748, er også en seværdighed med Amalienborg og Marmorkirken som de største attraktioner i dette område. En af de mere uplanlagte, men ikke mindre attraktioner, er Fristaden Christiania beliggende allerøstligst på Christianshavn op ad voldene på gammelt flådeterræn.

Af nyere seværdigheder kan bl. a. nævnes det kongelige biblioteks tilbygning den sorte diamant og den nye opera.

Amalienborg Assistens Kirkegård Christiania Den lille havfrue Experimentarium Fælledparken Strøget Danmarks Akvarium Frihedsmuseet

Kastellet Københavns Havn Københavns Zoo Langelinie Nyboder Parken Brøndby Stadion Nationalmuseum Istedgade

Operaen Rosenborg Slot Rundetårn Tivoli Tycho Brahe Planetarium Dyrehavsbakken Ny Carlsberg Glyptotek Det Kongelige Teater Nyhavn

[redigér] Teatre og operaer

Det mest berømte teater i hovedstaden er det i 1748 grundlagte kongelige Teater placeret for enden af Kongens Nytorv. Hovedbygningen er fra 1874. Udover de mere traditionelle tilbud som teater, opera og ballet, som dette teater kan byde på, findes der et væld af andre teatre, der byder på nyfortolkninger af klassiske teaterstykker samt helt nye stykker.

Man kan opleve opera både i de gamle teaterbygninger ved Kongens Nytorv, men siden 2005 har den primære scene for opera været det kongelige teaters nye Operaen ved havnen. Et Skuespilhus, der også skal tilhøre det kongelige teater, er under konstruktion ligeledes ud til havnen.

Aveny-T Betty Nansen Teatret Café Teatret Folketeatret Husets Teater Det Kongelige Teater

Det Ny Teater Nørrebros Teater Rialto Teatret Teatret ved Sorte Hest Østre Gasværk Teater

[redigér] Museer

Som Danmarks hovedstad rummer København nogle af de vigtigste samlinger om dansk historie og kultur, men enkelte museer har også samlinger af stor international kvalitet. Nationalmuseet, der blev grundlagt i 1807, er det vigtigste museum i Danmark for kultur- og historieminder. Udover et væld af oldtidsfund med uvurderlige genstande som f.eks. Solvognen rummer museet også en imponerende møntsamling. Der findes også en del genstande fra resten af verden, bl.a. antiksamlinger fra middelhavsområdet. Tøjhusmuseet fra 1838 beliggende i de gamle flådeudrustningshaller fra Christian 4.´s tid rummer en enorm samling af krigsmateriel fra middelalderen og frem til nyere tid.

Statens museum for kunst er landets største kunstmuseum med store samlinger og ofte udstillinger med nyere kunst. Thorvaldsens museum fra 1848 med Bertel Thorvaldsens mange antikke figurer var byens første egentlige kunstmuseum.

Ny Carlsberg Glyptotek grundlagt af brygger Carl Jacobsen i 1882 har en samling af skulpturer fra antikken, bl.a. et stykke fra Parthenonfrisen, der er af international kvalitet. Den Hirschsprungske samling rummer mest malerier fra Guldalderen samt billeder af skagensmalerne. Davids Samling er genåbnet i 2009 og viser islamisk og dansk kunstindustri af høj karat.

Arbejdermuseet Bakkehusmuseet Cisternerne Dansk Skolemuseum Davids Samling Frihedsmuseet Geologisk Museum Den Hirschsprungske Samling

Kunstindustrimuseet Københavns Bymuseum Louis Tussaud's Wax Museum Museum Erotica Nationalmuseet Ny Carlsberg Glyptotek Politihistorisk Museum

Post & Tele Museum Det Danske Revymuseum Rosenborg slot Statens Museum for Kunst Storm P Museet Thorvaldsens Museum Zoologisk Museum

[redigér] Kulturby 96

I 1996 var København Europæisk kulturby. Det betød, at man gennem året startede og gennemførte en lang række projekter inden for såvel alternativ som folkelig kultur. Projektleder Trevor Davies stod i spidsen for et samlet budget på næsten en milliard kr. og 40 ansatte på kontoret ved Amagertorv

Blandt de projekter i København, der blev startet som en del af Kulturby 96 og som stadig eksisterer, er bl.a. spillestedet VEGA, udstillingshallen Øksnehallen og kunstmuseet Arken.

[redigér] Cafeer og natteliv

Den største koncentration af cafeer er i Indre By, Østerbro og Vesterbro. Den første københavnske cafe åbnede i 1831 på Hotel D'Angleterre, men det var først med åbningen af Cafe Sommersko i 1976, at cafekulturen for alvor kom til København og der er nu over 300 cafeer.

Det københavske natteliv er centreret omkring Indre by, Nørrebro og Vesterbro: natklubben Celcius (ved Rådhuspladsen), Club Mambo, Discotek IN (ved Gammeltorv), Emma, Envy (i Scala's kælderlokaler), Laurits Betjent (ved Christiansborg), Nasa (kendt som en af Danmarks eksklusive natklubber^{[Kilde mangler]}, beliggende i Boltens Gård), K3 (tidligere Pan), Park Nightclub (ved Parken), Renomé, Rust (på Nørrebro) og Vega.

[redigér] Mad og Michelin-stjerner

København kan præstere et varieret udbud af restauranter og spisesteder. Pølsevognen har traditionelt været det foretrukne spisested for den lille sult, men udfordres nu af burgerbarer, pizzeriaer, shawarma-barer og lignende. I 1950 var der 400 pølsevogne i København, mens der i dag blot er 93 tilbage.^[34] I den finere ende har København i alt 11 restauranter, der har fået en eller flere stjerner i Michelin-guiden 2008 bl.a. Noma (2 stjerner), Formel B (1), The Paul (1) og Era Ora (1). Derudover er der en række restauranter, der får rosende omtale, bl.a. Viva og Alberto K. Med 12 stjerner er København den by i Norden med flest stjerner.^[35]

[redigér] Sport

København repræsenterer en lang række sportsgrene og er i Danmark ofte førende på området. Det største danske stadion Parken, som ligger på Østerbro, er både hjemmebane for det danske fodboldlandshold og fodboldklubben FC København. FC København er Danmarks rigeste fodboldklub og har sammen med Brøndby IF, som har hjemmebane på Brøndby Stadion, i en årrække været meget dominerende i den danske Superliga. Der har desuden hersket en rivalisering mellem de to klubber, og opgørerne mellem dem er blevet kendt under navnet Slaget om København. Derudover er København hjemby for fodboldklubberne AB, B.93, Brønshøj, Frem, Fremad Amager, HIK og Skjold samt en lang række småklubber.

Inden for håndbold er FCK Håndbold det største københavnske hold og er både med i Damehåndboldligaen og mændenes CBB Mobil-Liga. Af andre større københavnske håndboldklubber kan nævnes Ajax Heroes, Ydun og HIK.

Fra 1988 til 2003 blev tennis-turneringen Copenhagen Open hvert år afholdt i KB-Hallen på Frederiksberg. Turneringen var en del af ATP-touren, og det var her den danske tennisspiller Kenneth Carlsen i 1992 fik sit gennembrud.

Inden for atletik er det især klubben Sparta, der har gjort sig bemærket. Copenhagen Athletics Games afholdtes i perioden 2005-2007, og før det afholdtes Copenhagen Games. Begge stræbte efter at vise atletik i verdensklasse.

København har en lang tradition for roning og har leveret flere landsholdsroere. DSR, som er Danmarks største roklub og Kvik, der begge ligger i Svanemøllebugten har hvert år siden 1895 roet den traditionsrige svanemøllematch.^[36] Derudover findes en række andre klubber bl.a. Københavns Roklub, SAS, Amager Ro- og Kajakklub og Bagsværd Roklub.^[37]

I Københavns Kommune er der blevet lagt planer om at gøre København til vært for fremtidige internationale sportsbegivenheder.^[38] Man overvejer også at søge om at få Sommer-OL 2024 til byen. Desuden var København i 2009 vært for World Outgames, som er en international sportsbegivenhed for homoseksuelle.^[39]

[redigér] Uddannelse i København

Udover folkeskoler og gymnasier har en del af landets højere uddannelsesinstitutioner til huse i København – blandt andet Københavns Universitet, som er Danmarks ældste universitet og samtidig med på listen over verdens 100 bedste universiteter. Herudover kan følgende højere uddannelsesinstitutioner nævnes.

• Copenhagen Business School (CBS)
• IT-Universitetet i København
• Kunstakademiets Arkitektskole
• Danmarks Designskole
• Det Kgl. Danske Musikkonservatorium (DKDM)
• Professionshøjskolen UCC
• Professionshøjskolen Metropol - Metropolitan University College
• Danmarks Biblioteksskole

[redigér] Økonomi

København er som Danmarks største by et naturligt økonomisk kraftcenter for landet, men også for Sydskandinavien spiller København en vigtig økonomisk rolle. Med en placering som nr. 6 over verdens rigeste byer havde Københavns indbyggere i 2008 en af verdens højeste gennemsnitsindkomster, hvilket også er langt over gennemsnittet for resten af landet.^[40] Samtidig er København dog også en af de dyreste byer at bo i. ^[41]

Tidligere var København præget af en række store industrielle virksomheder som B&W og Københavns Sojakagefabrik. København var ligeledes udgangspunkt for C.F. Tietgens omfattende netværk af virksomheder (Privatbanken, Det Store Nordiske Telegrafselskab, De Danske Spritfabrikker m.fl.). I de senere år er den tunge industri flyttet uden for byen eller helt ud af landet, og København er i højere grad blevet en vidensby.

Det meste af centraladministrationen er placeret i København, hvor de fleste ministerier har kontorer på eller i området omkring Slotsholmen. Ligeledes er de fleste styrelser også placeret i København, hvilket alt i alt giver en lang række videnstunge job.

Flere af de største danske virksomheder har også til huse i byen, specielt virksomheder inden for den farmaceutiske industri (Novo Nordisk, Lundbeck, Ferring m.fl.) og skibsfart (A. P. Møller-Mærsk, Torm, D/S Norden, J. Lauritzen^[42]) er vigtige for byens økonomi. Flere store finansielle koncerner præger sammen med Nationalbanken det centrale København herunder Danske Bank, Nordea Bank Danmark og Nykredit. Carlsberg, ISS og Skandinavisk Tobakskompagni er andre store selskaber, der har hovedsæde i København.

[redigér] Arkitektur og byplanlægning

København er berømt for at have balance mellem ny og gammel arkitektur. Således fremstår store dele af Indre By ganske velbevaret på trods af historiske bybrande og bombardementer, selv om mange af de berømte tårne og spir er af nyere dato. Hvor andre byers byplanlæggere ville have revet gamle bygninger ned for at bygge nyt, har man flere steder valgt at lade nyt vokse sammen med det bestående, som fx Statens Museum for Kunst og Den Sorte Diamant.

Gamle industrianlæg er blevet omdannet til luksusboliger i verdensklassearkitektur, som fx Kongens Bryghus (1997) af Vilhelm Lauritzens Tegnestue, Torpedohallen (2003) af Tegnestuen Vandkunsten og Havnestad-siloerne. Ved opførelse af nye bykvarterer medtænkes og bevares ofte oprindelige bygninger i helhedsplanen fx Amerika Plads i Søndre Frihavn.

[redigér] Fra middelalderen

Store bybrande (bl.a. 1728 og 1795) og bombardementer (1807) de seneste århundreder har medført, at ganske få rigtig gamle bygninger står tilbage i den ældste del af byen. Pga. brande er de ældste boligejendomme i Indre by højst 370 år gamle, og bl.a. Vor Frue Kirkes storslåede gotiske klokketårn gik tabt under englændernes angreb i 1807. Sankt Petri Kirke fremstår som den eneste københavnske kirke i Indre by, der i store træk er bevaret fra middelalderen, dvs. 1400-tallet. Tårnet er fra 1500-tallet, mens det specielle rokokospir dog først blev rejst i 1757.

Nikolaj Kirkes tårn er fra 1591, men det nuværende spir (1910) er en rekonstruktion af det oprindelige fra 1669.

[redigér] 1600- og 1700-tallet

Christian 4. indtager ikke uden grund en særlig plads i byens historie. Ikke blot fordoblede han byens areal mod øst og anlagde Christianshavn, men han var også hovedstadens første byplanlægger, der via ingeniøren Johan Semp introducerede en stram og regulær, nederlandsk inspireret byplan for Christianshavn (1617) i kontrast til det tilfældige middelalderlige gadenet. Mod øst skulle Sankt Anna Rotunda have været centrum for den nye bydel, hvilket orienteringen af Nyboders gader stadig afspejler.

Af alle kongens mange pragtbyggerier fremstår Børsen (1619-25) i nederlandsk renæssancestil som et enestående bygningsværk i europæisk arkitektur med bl.a. sine ni gavle, børsrampen og det berømte dragespir.

I anden halvdel af århundredet skete der ikke meget. Svenskekrigene var hårde ved byen, og blandt de få fornyelser, der skete efterfølgende, var anlæggelsen af Kastellet (1661-65) ved Henrik Ruse. Frederik 3. planlagde et slot i Kastellet, men det blev kun til Sophie Amalienborg (1667-73), der senere måtte vige pladsen. Under efterfølgeren Christian 5. blev Nyhavn gravet ud, Kongens Nytorv anlagt og Charlottenborg (1672-83) blev opført. Disse byggerier vidnede om den ændrede smag i retning af nederlandsk barokstil, men først med Frederik 4. slog barokstilen for alvor igennem i form af Frederiksberg Slot (1699 ff.) og Den røde Bygning for Danske Kancelli ved siden af kongeslottet.

Efter Københavns brand 1728 blev borgerhusene genopbygget efter J.C. Kriegers tegninger. Det gav sig udslag i de såkaldte "ildebrandshuse" med gavlkviste og kraftige farver, f.eks. på Gråbrødretorv 1-5.

1700-tallet blev et stort arkitektonisk århundrede for byen. Det gamle Københavns Slot, der var et miskmask af forskellige perioders lappeløsninger, blev revet ned af den byggelystne Christian 6., der lod det første Christiansborg Slot opføre. Slottet brændte 1794, men Ridebaneanlægget med Marmorbroen (1745) stammer fra det første Christiansborg og er tegnet af Nicolai Eigtved i wienerbarok og fransk rokoko. Det betragtes som et af Europas smukkeste arkitekturmonumenter fra midten af 1700-tallet.

Eigtved var også arkitekten bag den nye bydel Frederiksstaden, som blev igangsat af Frederik 5. i 1749, og som blev et triumftog for rokokostilen. Centralt blev der anlagt en stor ottekantet plads, Amalienborg Slotsplads med fire adelspalæer opført i 1750'erne i saksisk-inspireret rokoko. Anlægget regnes for et hovedværk inden for såvel dansk som europæisk bygningskunst og omkranser J.F.J. Salys mesterværk: Rytterstatuen af Frederik 5. (1768).

På tværs af slotspladsen løber bydelens ene hovedakse, som har sit udspring i Frederikskirken (Marmorkirken) påbegyndt i 1754 af Jardin og færdiggjort i 1894 af Meldahl i en stilefterligning af italiensk barok. Kuppelkirken betragtes som en vellykket afslutning på Frederiksstaden og blev i . Kirkerummet er 46 meter højt, og kuplen spænder 31 meter. I modsatte ende af aksen, der oprindeligt blev afsluttet af rytterstatuen, ligger Amaliehaven (1983) ud til havnen, og i 2004 blev aksen forlænget med Henning Larsens Operahus - et kontroversielt projekt, som mødte kritik fra bl.a. Akademiraadet.

To andre mesterlige arkitekter skabte barokkens København: Eigtveds konkurrent Lauritz de Thurah, der tegnede det berømte snoede trappespir på Vor Frelsers Kirkes tårn (1752) med en tre meter forgyldt Kristusfigur på toppen, og Philip de Lange, der udformede Holmens bygninger, bl.a. Mastekranen (1750).

Efter Eigtveds død skiftede moden i retning af Louis Seize og klassicisme. C.F. Harsdorff tegnede et sobert hus med pilastre på Kongens Nytorv, som blev en "model" for andre arkitekter i tiden, der fulgte. Efter byens brand 1795 og englændernes bombardement 1807 skulle store dele af byen genopføres, og Harsdorffs elever udførte denne opgave i hans fodspor. Det blev til sparsomt dekorerede, forfinede huse; ofte med afskårne hjørner. Det meste af Indre By præges af denne borgerlige, uprætentiøse arkitektur. Københavns stadskonduktør og stadsbygmester, Jørgen Henrik Rawert og Peter Meyn, havde efter branden udarbejdet en plan, som anviste, hvordan det nye Københavnske gadenet skulle anlægges, og Kronprinsessegade er et særligt fint eksempel på en husrække fra denne tid.

[redigér] 1800-tallet

1800-tallets store arkitekt C.F. Hansen tegnede Domhuset (1815), oprindelig kombineret med Københavns femte rådhus, og Københavns domkirke Vor Frue Kirke i meget ren klassicistisk stil med henholdsvis dorisk og jonisk tempelportal. Det faldt i Hansens lod at fylde den genopbyggede by op med monumentalbygninger, hvilket samme ham i stand til at konstruere fornemme ensembler af bygninger, bl.a. samspillet mellem Frue Kirke og Metropolitanskolen.

C.F. Hansen øvede også efter sin død 1845 stor indflydelse på datidens arkitektursyn, og klassicismen blev knæsat som ideal, indtil historicismens arkitekter gjorde op med denne arv. Hansens svigersøn, G.F. Hetsch, blev toneangivende i senklassicismen. Han gav stilen et tysk præg, der blev taget op af bl.a. H.C. Stilling, P.C. Bønecke, stadsbygmestrene Peder Malling og N.S. Nebelong og P.C. Hagemann. Modsat C.F. Hansens formsprog blev de plastiske virkninger nedtonet til fordel for det lave relief og større detaljerigdom på facaderne. De fleste af disse arkitekter bevægede sig dog i 1840'erne i retning af historicismen. M.G. Bindesbølls Thorvaldsens Museum (1848) markerede både en kulmination af klassicismen og dens endeligt.

I slutningen af århundredet blev klassicismen således afløst af historicismen, også kaldet eklekticisme (stilblanding). I denne periode stod Vilhelm Dahlerup for nogle af byens fineste og mest folkekære bygninger, lige fra officielle huse såsom Det kgl. Teater (1874) og det monumentale Statens Museum for Kunst (1896) inspireret af italiensk renæssance og til små steder som Søpavillonen (1894) og Pantomimeteatret (1874) i Tivoli.

Voldenes fald (1856) blev startskuddet på en utøljet og liberalistisk tid, hvor nye arbejderkvarterer hastigt skød op, bygget af spekulanter. Byens første byggelov fra samme år var meget elastisk og resulterede i brokvarterernes og Gammelholms bygningsmasse, hvor der var en afgrundsdyb forskel på de heftigt dekorerede facader mod gaden og de mørke baggårde og små lejligheder.

Herman Bangs roman Stuk skildrer livet i de glade 1880'erne og parodierer byggematadoren Hellig-Hansen, der har skabt store dele af det København, som vi kender i dag, bl.a. kvarteret omkring Israels Plads med de festligt udsmykkede facader.

Byens vokseværk, foranlediget af de mange tilflyttere fra landet, øgede behovet for nye skoler, vandværker, kirker etc. Byens første vandværk (1859) kan stadig beses ved Vesterport Station, og den første kirke uden for voldene var Skt. Johannes Kirke på Nørrebro (1862). I 1886 fik byen en stadsarkitekt, Ludvig Fenger, der fik monopol på kommunens opgaver og skulle sikre kvaliteten i det offentlige byggeri. Det var ikke populært blandt de private arkitekter, men i realiteten blev mange opgaver overdraget til andre, fordi Fenger ikke kunne overkomme arbejdsbyrden. Mange kommuneskoler er således tegnet af Andreas Clemmensen og Hans J. Holm, og Thorvald Jørgensen fik mange kirkeopgaver. Byens største opgave, det nye Københavns Rådhus, gik heller ikke til Fenger, hvis historicerende stil i mellemtiden var blevet gammeldags.

[redigér] 1900-tallet

Det 20. århundrede blev således sat i gang med bygningen af byens sjette rådhus, Martin Nyrops mesterværk og den nationalromantiske bygningskunsts gennembrud, Københavns Rådhus (1905). Det er, ud over at være en af byens mest markante bygninger, fyldt med en detaljerigdom såvel udvendigt som indvendigt med det bedste håndværk. Inspirationen spænder fra vikingekunst til norditaliensk renæssance. Den forgyldte statue af Biskop Absalon på facaden blev udført af billedhugger Vilhelm Bissen, og indvendigt optager Rådhushallen 1048 kvm.

I 1911 fik byen endnu en stor bygning i samme stil: Københavns Hovedbanegård tegnet af Heinrich Wenck var den tredje i rækken og udmærkede sig ved sine vældige trækonstruktioner over ankomsthal og perroner. Anlagt oven på en udgravning mellem Reventlowsgade og Bernstorffsgade blev samtlige 12 spor ført videre under ankomsthallen ad Boulevardbanen.

Ved Rådhuset ligger Anton Rosens Palace Hotel (1910), som er et hovedværk i dansk jugendarkitektur. Især det svungne indgangsparti og det 65 meter høje tårn med fire mosaikker af Johannes Kragh er iøjnefaldende.

Byen blev præget af både indlemmelsen af store nye distrikter (1902) og af et helt ændret syn på bybygning. Laissez-faire-holdningen blev erstattet af byplanlægning. Det resulterede på den ene side i forsøg på at lappe på skaderne fra det forrige århundrede ved bl.a. at udlægge Fælledparken (1905-11) for at skabe et åndehul i de tæt bebyggede områder og på den anden side i planlægningen af byens fremtidige ekspansion. Københavns Kommune opkøbte store landområder med henblik på fremtidig rationel planlægning. Samtidig betød bolignøden efter 1. verdenskrig, at kommunen blev bygherre for adskillige store boligblokke, hvor lejlighederne var veldisponerede og komfortable. Omkring samtidig blev Bispebjerg Hospital (1913) opført.

Politigården (1924) af Hack Kampmann m.fl. er det mest fremstående eksempel på nyklassicisme i Danmark. Det meget rå ydre modsvares af en indre cirkulær, åben gård med 44 dobbeltsøjler og en diameter på 44 m. Modsat indgangen ligger en firkantet søjlehal, Mindegården, med ovenlysåbning og otte korintiske søjler.

Grundtvigs Kirke (1940) på Bjerget i Bispebjerg hører ikke til blandt de største turistmagneter, men har en helt unik arkitektur og imponerende størrelse. Kirken er tegnet af arkitekt P.V. Jensen Klint og opført i ekspressionistisk nationalromantik med gotiske træk. Den er bygget udelukkende bygget i gule mursten som landets seneste store kirke – kirkerummet er Danmarks største. Kirken fremstår som en landsbykirke i katedralformat med noget så sjældent for en dansk kirke som høje gennembrudte stræbepiller, og det mægtige tårn med den tredelte trappegavl fremhæves som et af århundredets mest specielle bygningsværker. Den omgivende lave bebyggelse er opført 1924-36 i samme stil og understreger kirkens format.

En af 1900-tallets største arkitekter Arne Jacobsen introducerede modernismen i Danmark med Bellevue Teatret og boligbebyggelsen Bellavista (1934-37) nord for København. Selve byen har han præget med tre bygninger: Stellings Hus (1937) på Gammeltorv, er tilpasset husrækken, Royal Hotel (1960), hvor han stod for hotellets totaldesign inkl. møbler, bestik og farvesætning, er inspireret af Lever House i New York City, og Nationalbanken (1978), der ligesom Politigården udefra fremstår meget lukket og afvisende, men som både rummer gårdhaver og haveanlæg bag murene og glasfacaderne. Alle tre bygningsværker går for at være hovedværker i dansk modernistisk arkitektur.

Kommunens fremsynede planlægning udmøntede sig i 1930'erne, 40'erne og 50'erne i bebyggelsen af Nordvestkvarteret og Bispebjerg, Sundbyerne og det tidligere banegårdsterræn ved Vesterport. Kay Fisker og Svenn Eske Kristensen stod for meget af boligbyggeriet udført i en human dansk funktionalisme, hvor teglsten spillede hovedrollen, f.eks. Vestersøhus (1939). Disse huse havde alle tidens moderne bekvemmeligheder.

Efterkrigstidens planlægning af hovedstadsområdet blev understøttet af Fingerplanen (1947), der er med i Kulturkanonen. Samtidig fortsatte byens udvidelse. Tingbjerg i kommunens nordvestlige udkant var et helt ny, totalplanlagt byområde tegnet af Steen Eiler Rasmussen.

Den stigende bilisme måtte naturligvis ændre bybilledet, og i de første år satsede kommunen (med stadsingeniør Olaf Forchhammer i spidsen) på at udvide gader for at føje trafikstrømmen. De mest ekstreme udslag af dette var City Vest og Søringen-projektet (1968), der ville erstatte store dele af byen med nye motorgader og kommercielle centre. Tegneren Bo Bojesen lavede satire over dette ved at tegne en hovedstad, der var forsvundet i parkeringshuse. Reelle effekter af denne praksis var bl.a. det massive Gutenberghus-kompleks, der kom til at ligne en gøgeunge i Indre By. Omkring 1970 ændrede kommunen dog politik i retning af bygningsbevaring, da den indså, at der i længden aldrig ville være plads nok i Indre By til de nye tiders funktioner.

1970'erne og 1980'erne var præget af international modularkitektur uden særpræg samt en byggeiver, der hovedsagelig var koncentreret omkring forstadskommunerne, oftest i form af elementbyggeri i beton. I de centrale dele af København var der i perioden mest fokus på bysaneringer og nedrivning af kummerlige baggårdskarreer i brokvarterene, og store dele af Nørrebro blev ryddet (den Sorte Firkant) til fordel for tvivlsomme erstatninger.

En undtagelse var dog Tegnestuen Vandkunstens postmodernistiske boligbyggerier fra slutningen af 1980'erne med fantasifulde pastelfarvesammensætninger, og Jørn Utzons elegante, hvide søjlebårne Paustianhus (1987), der satte standard for arkitekturen langs Kalkbrænderiløbskajen i Nordhavnen.

1980'erne, hvor byen var på falittens rand, blev præget af genbrug - ikke blot pga. BZ-bevægelsen, men også via kommunen, der konverterede forladte remiser til medborgerhuse. I begyndelsen af 90'erne blev byens pladser fredeliggjort af stadsarkitekt Otto Käszner. Sankt Hans Torv og Gammeltorv/Nytorv er i dag populære byrum.

"Kramer vil se kraner" blev det sagt om overborgmester Jens Kramer Mikkelsen, og det gik i opfyldelse. Iveren efter at få gang i byggeriet og økonomien betød slækkede krav til kvaliteten i den første generations arkitekturprojekter, herunder Kryolitgrunden (Tietgens Have), stadionet Parken, bygningerne i Københavns Frihavn og langs Kalvebod Brygge. På grund af det private ejerskab til Københavns Havn, blev havnen genstand for spekulation, nu hvor den var tømt for maritime aktiviteter.

Anlæggelsen af Ørestad var den mest vidtrækkende af projekterne, der skulle trække hovedstaden op af hængedyndet. Satellitbyen blev dog planlagt efter efterkrigstidens modernistiske forbilleder og er blevet kritiseret for at være for gennemplanlagt og usmidig.

Mod slutningen af århundredet begyndte en reel opblomstring i arkitekturen. I første omgang i forbindelse med vellykkede tilbygninger til eksisterende kulturinstitutioner som Statens Museum for Kunst, som C.F. Møllers Tegnestue stod for i 1998.

Året efter vakte Det Kongelige Biblioteks nye tilbygning opsigt. Den Sorte Diamant af arkitekterne Schmidt, Hammer & Lassen udmærkede sig ved sine hældende facader i sort, blankpoleret granit samt sit angivelige samspil med den eksisterende biblioteksbygning på tværs af Christians Brygge. Begge projekter var flagskibe i forbindelse med Kulturby 96.

[redigér] Efter år 2000

Det nye årtusind har allerede leveret en perlerække af nye opsigtsvækkende byggerier takket være såvel traditionsrige som helt nye tegnestuer og arkitektfirmaer fra ind- og udland. Arkitekturen har for de fleste byggeriers vedkommende været præget af et helt særegent formsprog på et højt internationalt niveau. Som noget nyt viste udenlandske arkitekter og byplanlæggere i stor stil interesse for nye byggeprojekter. Bl.a. Daniel Libeskind, Norman Foster og Jean Nouvel har fået sat deres præg på København.

To af de største byggeprojekter gik dog til to danske arkitektfirmaer: Operaen på Holmen (2004) stod Henning Larsens tegnestue for, mens Lundgaard & Tranberg satte stregerne til Skuespilhuset (2007) skråt overfor ved Sankt Annæ Plads. Sidstnævnte stod også bag det karakteristisk runde Tietgenkollegium i Ørestad Nord.

Af andre væsentlige byggerier kan nævnes Ørestad Gymnasium (2006) af 3XN samt de halvfuturistiske beboelsesejendomme Gemini Residence (2005) ved Havnestad på Islands Brygge og Metropolis (2008) på Sluseholmen. Førstnævnte blev udviklet af hollandske MVRDV, og lejlighederne blev monteret imellem og uden på to tidligere frøsiloer.

Det høje arkitektoniske niveau er i visse tilfælde blevet understreget med inddragelse af anerkendte kunstnere. To særlige eksempler er boligkarreen Nordlyset (2006) på Amerika Plads, hvor C.F. Møller samarbejdede med kunstneren Ruth Campau, og Bispebjerg Bakke (2006), hvor Bjørn Nørgaard i samarbejde med Boldsen & Holm Arkitekter skabte to meget særprægede, organisk udformede bygninger.

Af nye store arkitekter kan nævnes Bjarke Ingels, som har markeret sig med bl.a. Havnebadet på Islands Brygge (2003) samt de innovative boligbyggerier VM Husene (2005) og Bjerget (2008) i Ørestad. Dorte Mandrup har gjort sig bemærket med en række fine ombygninger samt kultur- og institutionsbygninger fx Idræts- og kulturhuset i Holmbladsgade (2006).

[redigér] Højhuse, bygninger og tårne i København

København har længe været en tætbebygget, men ikke særlig høj by. Dette skyldes bl.a. en stor respekt for byens historiske tårne, samt meget strenge bygningsregulativer. I de sidste 100 år har den generelle maksimale bygningshøjde været 6½ etage eller ca. 25 meter. Dette har medført, at de højeste bygninger i indre by til dato er tårne og spir på Københavns Rådhus, Christiansborg og kirker, Vor Frelsers Kirke samt Nikolaj Udstillingsbygning. På Amager skal der ligeledes tages højde for indflyvningen til lufthavnen hvorfor maksimal byggehøjde i Ørestaden er ca. 85 m.^[43]

De sidste ti år er to markante højhusprojekter indenfor søerne blevet forkastet: Hollandske Erick van Egeraats højhuse på Krøyers Plads, og senest Norman Fosters Tivoli-hotel ved Rådhuspladsen. For at komme skeptikerne imøde offentliggjorde Københavns Kommune i slutningen af 2006 en højhusstrategi og et debatoplæg, hvori man blandt andet foreslog egnede områder til høj bebyggelse.

To igangværende områder er Ørestad, hvor der 2001-2015 bl.a. skal opføres op til 11 højhuse på 75-85 meter, og Kalvebod Brygge, hvor der 2000-2010 bygges 7 bygninger på 40-50 meter.

Marmormolen i Søndre Frihavn er udset som et kommende højhusområde. Ligeledes er det meningen at der med tiden bl.a. skal opføres 9 højhuse på 50-120 meter på Carlsberg-grunden, og på længere sigt kan Ydre Nordhavn og Refshaleøen udvikles til byområder med mulighed for særlig høje bygninger (op til 180 meter).

Selv om København med rette har fået ry som en lav by, findes der dog en del meget høje bygninger i København. Med undtagelse af Århus domkirke på 86 m er de ti højeste bygninger i København ligeledes de ti højeste bygninger i Danmark. Den højeste menneskeskabte bygning i København er dog Gladsaxesenderen på 220 meter.

Nummer	Bygning	Opført	By/bydel	Højde[44]	Etager	Funktion
1	Herlev Hospital	1976	Herlev	120 m	30	Hospital
2	Tårnet på Christiansborg	1928	Indre by	106 m		Statslig administration
3	Tårnet på Københavns rådhus	1905	Indre by	105,6 m		Kommunal administration
4	Domus Vista	1969	Frederiksberg	102 m	30	Bolig/erhverv
5	Vor Frelsers Kirkes tårn	1752	Kbh./Christianshavn	91 m[45]		Kirke
6	Skt. Nikolaj kirke	1912	Indre by	90 m		Udstillingsbygning
6	Helligåndskirken	1409	Kbh./Indre by	90 m		Kirke
8	Carlsberg Hovedkontor	1961	Kbh./Valby	88 m	22	Erhverv
9	Radisson SAS Scandinavia Hotel	1973	Kbh./Amager Vest	86 m	26	Hotel
10	Crowne Plaza Hotel	2009	Kbh./Amager Vest	85 m	25	Hotel

[redigér] Infrastruktur og transport

[redigér] Individuel transport

[redigér] Gang

I centrum af København foregår meget transport i gang, og op imod 80 % af den samlede færdsel i bymidten foregår til fods.^[46] Langt de fleste Københavnske veje har fortove langs vejsiderne. I store træk er det kun motorvejene, der ikke har fortove. Dette gør, at det er muligt relativt sikkert at bevæge sig rundt til fods. Der er ligeledes installeret mange fodgængerovergange, hvoraf de fleste findes ved lyskryds. Enkelte steder er der også etableret fodgængerovergange, som ikke er i forbindelse med lyskryds. Her skal man ofte selv trykke på en knap for at få grønt lys i fodgængerovergangen. Nogle steder er der fodgængerovergange uden lysregulering, hvor bilisterne skal holde tilbage for gående, der ønsker at passere vejen.

København har en del gågader, hvor det ikke er tilladt at køre bil. Gågader findes kun i det indre København, hvoraf den mest kendte er Strøget. Ligeledes findes der en del gader omkring strøget, der også har gågadestatus.^[46] I det indre København findes ligeledes også butiksarkader som Rådhusarkaden og Tove's, hvor det ikke er tilladt hverken at cykle eller køre i bil.

[redigér] Cyklisme

Et kendetegn ved København er de mange cykelstier, der ofte gør cyklen til et mere hensigtsmæssigt transportmiddel ikke bare i den indre by, men også i brokvartererne. Københavns kommune har en strategi om at gøre København til verdens bedste cykelby. Et af målene er, at 50 % af københavnerne skal tage cyklen på arbejde eller til uddannelse i 2015. Dette mål skal bl.a. nås ved at udvide de eksisterende grønne cykelruter på tværs af byen.^[47] Som en del af denne strategi er Nørrebrogade blevet lukket for biler enkelte steder for at gøre plads til cykler og busser.

[redigér] Bilisme

Den indre by er trafikalt præget af middelalderbyens vejplanlægning, hvorfor bil- og buskørsel er svært her. Rundt om middelalderbyen danner H.C. Andersens Boulevard, Nørre Voldgade, Store Kongensgade, Bredgade og Niels Juels Gade hovedfærdelsårerne i den indre by. Uden for søerne og på Amager er det stadig de gamle landeveje der i ny form er de vigtigste. Herunder hører Vesterbrogade, Nørrebrogade, Østerbrogade og Amagerbrogade. Vejen over Langebro til Amager passeres dagligt af omkring 60.000 biler. Jagtvej, Åboulevarden, Bispeengbuen og Tagensvej er også vigtige hovedfærdelsårer for biler og busser. De større indfaldsveje er Lyngbymotorvejen, Hillerødmotorvejen, Frederikssundmotorvejen, Holbækmotorvejen og Køge Bugt Motorvejen.

Vitalt for biltrafikken er systemet af ringveje i København. Som omkransning af brokvartererne på Sjælland løber Ring 2 og længere ude Ring 3. I mellem disse ringveje er motorvejen Motorring 3, som udover en stor del af den københavnske biltrafik har trafikken fra Syd- og Vestsjælland til Nordsjælland. Endnu længere ude er Motorring 4, som dog ikke på den nordlige halvdel ikke er af motorvej. For at få den den gennemgående biltrafik uden om København er der fra flere sider ønske om en Motorring 5.

[redigér] Kollektiv transport

Det tidligere Hovedstadsområdet virker stadig som et zoneindelt lokaltrafikområde med fælles billetsystem og betjenes af en kombination af busser, metro, S-tog og Re-tog samt i periferien af området lokalbaner. S-togene kommer fra forstæderne og sætter folk af på stationerne i indre by ved f.eks. Hovedbanegården eller Nørreport, hvorfra der er gode muligheder for at skifte til bus eller metro. Den offentlige transport sker for ca. 33 procents vedkommende med S-tog, 33 % med regional og fjerntog samt 25 % med bus. Samlet er der en årlig transport på 3,5 mia. personkilometer i hele hovedstadsområdet.^[48]

[redigér] Busser

Bustrafikken i København står for ca. 33 % af passagertransporten i Kønbenhavn. Hvilket er omtrent det samme som S-togene. Bustrafikken er delt på almindelige linjer (fx linje 18 og line 36), A-busser (fx. 5A) og S-busser (fx linje 250S).

Overordnet styres busdriften af i København af Movia (der tidligere hed HUR). Movia har så udliciteret driften af de enkelte buslinjer til mere end 20 forskellige selskaber, hvor Arriva driver flest forskellige linjer.^[49]

De almindelige linjer kører på faste tidspunkter og har mange stoppesteder. Disse linjer har ikke nogen særlige kendetegn og kører mellem alle Københavnske bydele på kryds og tværs af byen. En del busser kører ind mod centrum, og en del kører på tværs af byen.

A-busserne kører det meste af døgnet kontinuerligt uden faste tider, men der tilstræbes, at der er mellerm 5 og 7 minutter mellem hver afgang. A-linjerne har ligeledes mange stoppesteder. Linje 5A er med 60.000 daglige passagerer Danmarks (og Nordens) mest benyttede buslinje.

S-busserne er gennemgående linjer, hvor busnumre, der er et multiplum af 100, kører på tværs af s-togsnettet, mens busser, der ender på 50, kører til og fra Københavns centrum. Busserne har forholdsvis få stop, og kommer derfor hurtigere frem.

[redigér] Sportrafik

[redigér] Regionaltog

Regionaltog standser ikke på alle stationer, men bruges primært til transport fra og til oplandet, Kastrup lufthavn og stationerne på kystbanen. Men selvom regionaltogene kører uden for det Københavnske lokaltrafikområde, har de dog en vis betydning også for transporter i lokaltrafikområdet. Øresundstogene tilhører regionaltogene inden for lokaltrafikområdet. I alt standser regionaltogene på 33 stationer inden for lokaltrafikområdet.

[redigér] S-banen

Fra Hillerød i nord til Køge i syd forbinder S-banen København og Frederiksberg med det nære, store opland. S-togene kommer fra forstæderne og sætter rejsende af på den indre del af S-banen dvs. banegårde og stationer inden for Ringbanen. Fra stationerne i S-banens indre del kan man gå det sidste stykke eller skifte til bus eller metro. Den første S-togslinje til Klampenborg blev indviet i 1934, og i dag omfatter S-banenettet 85 stationer. Endestationerne er Klampenborg Station, Hillerød Station, Farum Station, Frederikssund Station, Høje Taastrup Station og Køge Station. S-banen er den eneste traditionelle bybane i Danmark og kan sammenlignes med S-Bahn i Berlin. Der findes 84 stationer og ca. 170 km dobbeltspor. S-banen er driftsmæssigt helt adskilt fra andre jernbaner. Siden oktober 2002 er S-banen suppleret med Metroen (og problemet med den gamle S-bane fra Vanløse, der havde endestation på Frederiksberg, er ovre).

[redigér] Metroen

Metroens første to linjer fra Nørreport-Vestamager og fra Nørreport-Lergravsparken blev indviet i oktober 2002. Sidenhen er linjerne forlænget fra Nørreport-Frederiksberg og videre til Vanløse. I efteråret 2007 blev Lergravsparkarmen udvidet til Københavns Lufthavn. Antallet stationer (2009) er 22. Sammenligner man med London svarer metroen til London Docklands Lightrail, der også er førerløs.

Man har vedtaget at bygge Cityringen, der skal forbinde brokvartererne, indre by og Frederiksberg med hinanden. Byggeriet af denne begyndte i 2009.

Der har været diskussioner og borgerinitiativer om at forlænge metroen ud til Brønshøj/Gladsaxe og Vanløse, men det er blevet ved det.

[redigér] Lokalbaner

Inden for det Københavnske lokaltrafikområde (tidligere HT-området og HUR-området) findes der også lokale jernbaner. Fire baner på det nordlige Sjælland, Jægersborg-Nærumbanen og syd for Køge en bane (der dog slutter uden for Københavns lokaltrafikområde).

[redigér] Københavns Sporveje

De sidste sporvogne i drift kørte i København den 23. april 1972 på linje 5 mellem Husum Torv og Formosavej på Amager. Københavns Sporveje kom i 1974 til at hedde HT (Hovedstadens Trafikselskab) nu Movia. Der findes interessegrupper, der arbejder for at genindføre sporveje eller letbaner. Denne transportform har vist sig særligt grøn og CO2-venlig. Rundt i verden nyder disse moderne sporveje stor fremgang og succes^{[Kilde mangler]}.

[redigér] Lufthavne

Københavns Lufthavn i Kastrup er Skandinaviens største med cirka 21 millioner passagerer om året. Den betjener ud over indbyggerne på Sjælland også indbyggere i Skåne og det øvrige Sydsverige, der med tog over Øresundsbroen let kan komme direkte til lufthavnen. Kastrup har en indenrigs- og to udenrigs terminaler. I 2009 startede byggeriet af en ny terminal "Copenhagen Switch".

Ved Kastrups lufthavn findes en jernbanestation for regionaltog (inkl. Øresundstog) og en metrostation. Regionaltogene tager 12 minutter til Hovedbanegården og metron tager 14 minutter til Nørreport station.

Landingsbanesystemet består af tre baner - parallelbanesystemet med de to baner 22L/04R og 22R/04L, der giver meget høj kapacitet, samt bane 12/30, som kan bruges ved stærk sydøstlig eller nordvestlig vind og andre særlige forhold. Bane 22L (220 grader, venstre bane) har et ILS-system af højeste kategori, CAT III. Moderne fly kan her lande med nul meters sigtforhold, hvis det ikke blæser.

Omkring København findes ligeledes Roskilde og Hørsholm lufthavn, som også benyttes af beboere i København.

Lufthavnen uden for Roskilde er under udvikling og betegnes som trafiklufthavn. Her findes to baner med ILS for mindre og mellemstore fly. Der har været planer fremme om, at lufthavnen senere skal supplere Kastrup mere, fx med chartertrafik.

I Hørsholm er den gamle militære lufthavn blevet lukket, og meget af området skal bebygges, men det er for nylig blevet besluttet, at den eneste bane må bruges af en flyveklub med bl.a. sejlflyvere.

[redigér] Kuriosa

Den købstad, der ligger tættest på København er den skånske by Landskrona, danske byer inkluderet. Der er kun 23 km fra Rådhustorget i centrale Landskrona til Amalienborg. (Fra sydlige Malmø, Limhamn, er afstanden til Dragør kun omkring 15 km, mens afstanden fra centrale Malmø til Amalienborg er omkring 25 km.)

Selv om der er gået 350 år siden freden i Roskilde er afstanden mellem Skåne og København ikke blevet længere, og der er stadig 600 km op til Stockholm. Mange skåninger føler af forskellige årsager, at København også er deres hovedstad frem for Stockholm.^{[Kilde mangler]}

[redigér] Venskabsbyer

Venskabsbyer er i Danmark på kommunalt niveau. Københavns kommune har valgt ikke at have nogen venskabsbyer. De fleste af de øvrige kommuner, der udgør byen København har dog valgt at have venskabsbyer.^[50]

Albertslund Borken (Tyskland) East Renfrewshire (Storbritannien) Grabow (Tyskland) Holsteinsborg (Grønland) Mölndal (Svverige) Ricany (Tjekkiet) Whitstable (Storbritannien) Ballerup East Kilbride (Storbritannien) Prag 10 (Tjekkiet) Brøndby Berlin-Steglitz (Tyskland) Botkyrka (Sverige) Dorogomilovo (Rusland) Prag distrikt 2 (Tjekkiet) Stange (Norge) Frederiksberg Bærum (Norge) Césis (Letland) Hämeenlinna (Finland) Havnefjord (Island) Palanga (Litauen) Tartu (Estland) Uppsala (Sverige) Furesø Ingen Gentofte Ammassalik (Grønland) Halmstad (Sverige) Hanko/Hangö (Finland) Stord (Norge)

Gladsaxe Blankenese (Tyskland) Charlottenburg-Wilmersdorf (Tyskland) Gagny (Frankrig) Haabersti (Estland) Klagenfurt (Østrig) Koszalin (Polen) Minden (Tyskland) Narsaq (Grønland) Neubrandenburg (Tyskland) Pirkkala (Finland) Renfrewshire / Paisley (Storbritannien) Ski (Norge) Solna (Sverige) Split (Kroatien) Sutton (Storbritannien) Taito (Japan) Veszprém (Ungarn) Glostrup Koekelberg (Belgien) Kotka (Finland) Landskrona (Sverige) Talsi (Letland) Greve Greve (Italien) Lomma (Sverige) Herlev Eberswalde (Tyskland) Frederikshåb (Grønland) Höganäs (Sverige) Lieto (Finland) Nesodden (Norge) Seltjarnarnes (Island) Hvidovre Oppegård (Norge) Rudultowy (Polen) Sollentuna (Sverige) Tuusula (Finland)

Ishøj Bad Salzungen (Tyskland) Haninge (Sverige) Lindås (Norge) Svedala (Sverige) Trzebinia (Polen) Yeniceoba (Tyrkiet) København Ingen Lyngby-Taarbæk Askim (Norge) Godthåb (Grønland) Huddinge (Sverige) Seydisfjördur (Island) Vantaa (Finland) Rødovre Järvenpää (Finland) Lørenskog (Norge) Täby (Sverige) Tårnby Alingsås (Sverige) Raseborg/Raasepori (Finland) Skedsmo (Norge) Vallensbæk Staffanstorp (Sverige) Rudersdal Asker (Norge) Eslöv (Sverige) Gardabær (Island) Haugesund (Norge) Jakobstad/Pietarsaari (Finland) Raseborg/Raasepori (Finland) Sydprøven (bygd i Nanortalik) (Grønland) Ystad (Sverige)

[redigér] Berømte københavnere

Herman Bang, journalist og forfatter Niels Bohr, fysiker og nobelprisvinder Aage Bohr, fysiker og nobelprisvinder (Niels Bohrs søn) Julius Thomsen, kemiker Victor Borge, entertainer August Bournonville, balletkoreograf Georg Brandes, kultur- og litteraturkritiker Helena Christensen, supermodel Tove Ditlevsen, forfatter Carl Theodor Dreyer, filminstruktørr Rune Glifberg, skateboarder Gus Hansen, pokerspiller Iben Hjejle, skuespiller Peter Høeg, forfatter Arne Jacobsen, designer J. C. Jacobsen, grundlægger af Carlsberg-bryggeriet

Robert Jacobsen kunstner Søren Kierkegaard, filosof Michael Laudrup, verdensberømt tidligere fodboldspiller og cheftræner for den russiske storklub FC Spartak Moskva Bjørn Lomborg, politolog og forfatter til The Skeptical Environmentalist Lauritz Melchior, operasanger Mads Mikkelsen, skuespiller Peter Schmeichel, verdensberømt tidligere fodboldspiller Lars von Trier, filminstruktør Dan Turèll, forfatter Lars Ulrich, trommeslager og sangskriver for heavy metal-bandet Metallica Jørn Utzon, arkitekt og manden bag bl.a. Sydney Opera House Dirch Passer, komiker og skuespiller

[redigér] Se også

• Frederiksberg
• Københavns Havn

[redigér] Fodnoter

[redigér] Eksterne henvisninger

Søsterprojekter med yderligere information: Billeder og medier fra Wikimedia Commons Opslag i Wikiordbogen

• Omfattende samling af litteratur om København trykt før 1920
• Københavns befolkningstal
• Selskabet for Københavns Historie
• Magasin om København til turister
• Københavns Kommune
• Frederiksberg Kommune
• Krak kommunekort
• Hjemmeside for turisme i København
• Billedeside fra København
• Dansk Center for Byhistorie - København

s·d·r Geografiske enheder i Hovedstadsområdet København • Københavns Kommune • Københavns Amt • Storkøbenhavn • Hovedstadsområdet • Hovedstadsregionen • Region Hovedstaden • Øresundsregionen • Ørestad

s·d·r De 25 største byområder i Danmark 1. januar 2009 København (1.167.569) • Århus (239.865) • Odense (158.678) • Aalborg (122.461) • Esbjerg (71.025) • Randers (59.842) • Kolding (56.249) • Horsens (52.518) • Vejle (50.654) • Roskilde (46.292) • Helsingør (46.101) • Herning (45.470) • Silkeborg (41.979) • Næstved (41.717) • Fredericia (39.484) • Viborg (35.108) • Køge (34.733) • Holstebro (34.062) • Hørsholm (33.039) • Taastrup (32.102) • Slagelse (31.682) • Hillerød (29.683) • Svendborg (27.179) • Sønderborg (27.179) • Holbæk (26.623) Kilde: Danmarks Statistik, Nyt fra Danmarks Statistik nr. 160, 2009.

s·d·r Hovedstæder i EU Amsterdam • Athen • Berlin • Bratislava • Bruxelles • Bukarest • Budapest • Dublin • Helsinki • København • Lissabon • Ljubljana • London • Luxembourg • Madrid • Nicosia • Paris • Prag • Riga • Rom • Sofia • Stockholm • Tallinn • Valletta • Vilnius • Wien • Warszawa

Koordinater: 55° 41′ N, 12° 34′ Ø LA-ikon