Almindelig Asparges
|
|||||||||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Videnskabelig klassifikation | |||||||||||||||
|
|||||||||||||||
|
|
|||||||||||||||
| Asparagus officinalis L. |
|||||||||||||||
|
|
Almindelig Asparges (Asparagus officinalis) er en staude med en busket vækst. Skuddene er oprette eller overhængende, glatte og tæt forgrenede. Bladene er hindeagtige og skælformede, men de knippestillede og nåleagtige sideskud træder i stedet for egentlige blade. Småskuddene er lysegrønne på alle sider. Blomstringen sker i juni-juli, hvor man finder de stilkede og hængende blomster ved grenvinklerne. De enkelte blomster kan være tvekønnede eller enkønnede. Hanblomster er en smule større end hunblomster. Begge slags er 6-tallige med gulgrønne blosterblade. Bærrene er lakrøde.
- Ikke-synlige træk
Rodnettet består af vandrette jordstængler, som bærer de trævlede rødder og de oprette skud. Underjordiske skud er blege eller svagt violette med tydelige, skælformede blade. Asparges er en sukkulent grundet de saftige, kødfulde rødder.
- Højde x bredde
1,00 x 0,60 m (100 x 60 m/år).
- Hjemsted
| Indikatorværdier for Almindelig Asparges | |||||
| L = 6 | T = 6 | K = 7 | F = 3 | R = x | N = 4 |
Arten hører oprindelig hjemme i varme og tempererede egne i Sydeuropa, Lilleasien og Nordafrika, hvor den foretrækker flodbredderne. Arten er forvildet og naturaliseret langs kysterne i det østlige Danmark. Arten er vildtvoksende langs udtørrede flodløb i det nordlige Grækenland, hvor den findes sammen med bl.a. Almindelig Syren, Asiatisk Singrøn, Bjerg-Stenfrø, Blodrød Storkenæb, Dværg-Mandel, Engriflet Hvidtjørn, Guldhår-Asters, Håret Alant, Kirsebær-Kornel, Nepeta pannonica, Rundbladet Bærmispel, Skærm-Okseøje, Sommer-Anemone, Svalerod og Ædel-Kortlæbe.
- Anvendelse
Almindelig Asparges, eller ofte bare: Asparges, er navnet på en grøntsag, og det sigter vanligvis til de unge skud af planten. Den har været brugt i madlavning i umindelige tider. Man finder en opskrift for tilberedelse af asparges allerede i den ældste kogebog som er bevaret, nemlig Apicius' De re coquinaria, (200-tallet e.Kr.), bog III.
Søsterprojekter med yderligere information:
|