Antiseptisk

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Selve ordet antisepsis bruges ikke ret ofte. I stedet omskriver man, sådan at tillægsordet antiseptisk kan dække samme virkelighed. Ordet kommer at græsk anti = "imod" + sepsis = "forrådnelse", og det betyder altså "det som modvirker forrådnelse". I medicinen bruges ordet om de virkemidler, man kan tage i brug mod betændelse. I daglig tale også om de tiltag, der forebygger betændelse (se Hygiejne).

Allerede fra oldtiden havde man en række hjælpemidler mod betændelser, dog mest de afgrænsede, for det var først med opdagelsen af penicillinet, at man fik et middel mod betændelser dybt i kroppen eller i blodet. Blandt oldtidens og middelalderens virkemidler var iltning (åbning af bylder f.eks.), dræning (udtømning af betændte sår) og mekanisk rengøring (udskæring af betændelsens årsag, "byldemoren").

I løbet af det 19. århundrede blev man klar over, at betændelse og infektioner i det hele taget skyldes bakterieangreb, som hyppigst optræder, hvor der er urenligt. Grundlæggeren af den moderne antisepsis var lægen Ignaz Semmelweis, der er gået over i lægekunstens historie som "Mødrenes redningsmand", fordi han var den første fødselslæge, der arbejdede med renvaskede hænder.

Selv om man godt kendte til bakterier, så satte man dem ikke i forbindelse med betændelsestilstande. Allerede Antoni van Leeuwenhoek (1623-1723) havde beskrevet "de små kryb", men man opfattede betændelse som ét blandt flere symptomer på fysisk svækkelse og ikke som en årsag til sygdommen. Da dette forhold først stod klart, fandt man frem til en række midler, der kan bruges til desinfektion af redskaber, møbler og lokaler, de såkaldte antiseptika. Blandt dem kan man nævne:

Se også[redigér | redigér wikikode]