Bandeord

Et bandeord er et ord eller en vending, der kan tolkes som fornærmende, groft eller vulgært. Det afhænger af modtagere, tidspunktet for ytringen og meget mere om det er et bandeord. I visse situationer (fra Folketingets talerstol eller på besøg hos dronningen) vil enhver brug af bandeord altid anses som dårlig smag, hvis ikke direkte fornærmende, mens det i andre situationer er socialt acceptabelt at anvende disse ord. Bandeords funktion er at rette opmærksomhed mod både det, der bliver sagt og måden, som det siges på.

På oldnordisk betød verbet "at bande" både "at forbande" og "at bandlyse, forbyde", og ordet har etymologisk set samme rødder som det engelske "to ban". I en bibelsk forståelse har det at bande snarere være forbundet med en overtrædelse af formaningen i 2. Mosebog om at tage Guds navn forfængeligt.

Tiden har forandret, hvilke ord, der opfattes som "slemme" bandeord, og hvilke, der opfattes som acceptable, eller i al fald mindre slemme. Det har været medvirkende til at skabe diskussioner på tværs af generationer om, hvilke ord, der er uacceptable i det offentlige rum

Historiske bandeord og tabuer

Historisk har mange bandeord haft karakter af tabuer, og mange bandeord fra de ældste tider er derfor i dag ukendte. Som et eksempel er ordet bjørn ikke dyrets egentlige navn, men betyder slet og ret den brune. Bjørnen var et stærkt dyr, og brugen af dyrets egentlige navn var derfor tabubelagt. (Ordet har efter al sandsynlighed været nærmere beslægtet med det det indoeuropæiske ursos).

Kraftordet pokker er en ældre nydansk udgave af sygdommen kopper, en omskrivning for at undgå at nævne tabubelagte sygdomme.

Tre kategorier af bandeord

Bandeord kan i nyere tid opdeles i tre brede kategorier: religiøse bandeord, bandeord funderet i sygdomme og bandeord koncentreret om kropslige funktioner. De religiøse bandeord udgør den største gruppe på dansk, og flere af dem har aner tilbage fra Danmarks katolske fortid.

Mange af de traditionelle danske bandeord er blevet opfattet som så stødende, at man har omskrevet dem for at mildne deres betydning. Et eksempel er "hillemænd" og såmænd, der formentlig er opstået som en sammentrækning af eden ved alle helgener og som alle ved. I dag kan såmænd næppe betegnes som et bandeord, men i det før-reformatoriske Danmark var såmænd en væsentlig ed.

Mange mennesker mener, at det "at bande" er at lave en forbandelse. Det kan man man bl.a. se i ordene kraftedeme og fandeme; der tilfører man sig selv en forbandelse. Set i det lys kan f.eks. røvkedelig og fuck ikke være bandeord, men "kun" grimme og vulgære ord.

Religiøse bandeord

Bandeord hvori fanden og helvede indgår stammer fra reformation. Eder som fanden æde mig er over tiden blevet omskrevet og nedslidt til fandeme eller bare fa'me. Fanden gale mig er tilsvarende blevet nedslidt og omskrevet til fandengalme. Søren er en omskrivning af Satan og omkskrivninger af Gud til du gode eller grød (som i ved den søde grød).

Bandeord funderet i sygdomme

Bandeord, der spiller på sygdom, minder om de religiøse bandeords omskrivninger. kraftstejleme, kræften lægge mig på en stejle eller kraftknusme, kræften knuse mig. Kraftedeme er ligeledes et bandeord der historisk set omhandler sygdommen kræft, nemlig 'må kræften æde mig, men bruges i dag uden denne tilknytning.

Bandeord koncentreret om kropslige funktioner

Bandeordene, der fokuserer på de kropslige funktioner, spiller især på seksuallivet og afføringen. Disse ord bruges på dansk ofte som præfiks for almindelige ord, for eksempel pissekedeligt, røvdårligt eller lorteland. Især denne gruppe bandeord har været underlagt en kraftig påvirkning fra engelsk, og ord som fuck, shit, ho er låneord. De traditionelle danske bandeord har i langt mindre grad end de engelske været fokuseret på selve seksualakten og i langt højere grad på afføringen. Brugen af luder som skælds- eller bandeord er også udtryk for, at danske ord anvendes i en angloficeret kontekst.

Milde bandeord

Der kan også skelnes mellem bandeord (f.eks. for satan) og milde bandeord (f.eks. for søren, hvor søren er en formildende omskrivning af satan).

Hvem bander mest?

Det er en almindelig antagelse, at unge mennesker bander mere end ældre. Men en undersøgelse foretaget af Dansk Sprognævn viser, at det ikke er tilfældet. Til gengæld bander unge mennesker anderledes, med 56% bandeord af den religiøse type og de resterende 44% af kropsfunktions-typen. De midaldrendes og de ældres bandeord er altovervejende af den religiøse type (hhv. 92% og 95%).

Topscoreren blandt de unges bandeord er sgu, efterfulgt af fækale bandeord som skide og ikke en skid. På tredjepladsen hos de unge kommer bandeord, hvor Fanden indgår, og på fjerdepladsen kommer ord af fækal og seksuel karakter, herunder en række amerikanske bandeord.

Blandt de midaldrende er sgu også det mest populære bandeord, efterfulgt af andre religiøse bandeord beslægtet med Gud. På tredjepladsen kommer bandeord forbundet med Søren.

Blandt de ældre er førstepladsen religiøse udtryk, gudskelov og herregud, omskrivninger af Søren kommer ind på andenpladsen og sgu kommer ind på en tredjeplads.

Sgu er i følge trebinds-værket "Grammatik over det Danske Sprog", fra maj 2011, ikke længere at finde blandt bandeordene. Ligesom det før er sket med "skam" er sgu ikke et bandeord længere .

Hvornår bander forskellige mennesker?

Der er ikke stor forskel på, hvor meget, de forskellige generationer bander. Til gengæld er der en klar tendens til, at unge bander mest, når de taler med andre unge; i gennemsnit tre gange så meget, som når de taler med midaldrende og ældre. De midaldrende lægger også en dæmper på sig selv, når de taler med ældre; til gengæld bander de væsentligt mere, når de taler med unge. De ældre bander lige meget, når de taler med deres jævnaldrende og midaldrende, men væsentligt mere, når de taler med unge. Til gengæld ændres typen af bandeord ikke meget i samtale med mennesker af andre aldre.

Kilder og henvisninger

Teksten er i nogen grad baseret på Nyt fra sprognævnet, 2005/2 juni