Berengária af Portugal

Gipsafstøbning af Dronning Berengarias kranium fra graven i Skt. Bendts Kirke Ringsted (ca. 1221)

Berengaria eller Bengerd (ca. 1197 i Portugal – 27. marts 1221 i Danmark) var dronning af Danmark 1214 og til sin død. Hun var det tiende barn af af den portugisiske konge Sancho 1. og Dulce af Aragonien. Hendes mor døde allerede i 1198, og da faderen døde i 1212, var hun forældreløs. Hun var søster til den portugisiske konge, Alfons 2. og til grev Ferdinand af Flandern. Hos sidstnævnte opholdt hun sig muligvis før sit bryllup med den danske konge, Valdemar Sejr.

Hendes navn er en latiniseret udgave af det portugisiske navn, Berengela. I diverse årbøger og folkeviser benævnes hun bl.a. som Bringenilæ, Bengerd og beslægtede former.

Berengaria blev introduceret til kong Valdemar gennem hans søster, Ingeborg, der var gift med den franske konge, Filip 2. August. Som slægtning til Filip August opholdt Berengaria sig ved det franske hof, efter hun havde forladt Portugal i 1211 sammen med broderen, Ferdinand. Hun blev gift med Valdemar Sejr i maj 1214.

Efterkommere

Parret fik fire overlevende børn

• Erik (1216-50), konge 1241-50
• Sofie (1217-47), gift med markgreven af Brandenburg, Johan 1. (1213-66)
• Abel (1218-52), konge 1250-52
• Christoffer (1219-59), konge 1252-59

Død og eftermæle

Dronning Berengarias fletning fra graven i Skt. Bendts Kirke Ringsted (ca. 1221).

Berengaria døde angiveligt i barselsseng. Hun ligger begravet i Sankt Bendts Kirke i Ringsted. Hun havde ry for at være ualmindelig smuk. Ved åbningen af hendes grav i 1855 fandt man hendes tykke hårfletning, velformede hovedskal og fint byggede legemsknogler.

Sagnet om Bengerd

Berengaria blev i den senere folkevise skildret som stolt, hård og ond og som en sand modsætning til Valdemars første dronning, Dagmar.

Folkevisen beskriver hende som dejlig, modig og dristig, men derhos gerrig, hoffærdig og hård. Hun skulle i morgengave have krævet Samsø og en guldkrone af hver en adelsmø ved hoffet. ”I må bede om lidt mindre”, sagde kongen, ”der er så mangen eenlig Mø, som haver neppe det tørre brød”. Hun forlangte af de adelige fruer, at de ikke måtte bære skarlagen, og at bønder ej måtte ride til hest.

Hun blev mor til tre sønner – og ve bragte hun, fordi hendes søn Abel myrdede hans ældre broder Erik. Hun døde ligesom dronning Dagmar i barselsseng.

Folkevisen lader hende dø i krigsfærd med kongen, hvor hun bliver krigens første offer – hvorefter kongen vinder en herlig sejr:

” Og nu ligger Bengerd i evig Uro, Enden (endelig) haver Bonden Hest og Ko. Men ilde er hørt fru Bengerds Navn, For hun var ikke på Menigmands Gavn”.

Historiegranskningen har dog ikke fundet noget som helst, der støtter digtningen.

Eksterne henvisninger

• Dansk Kvindebiografisk Leksikon
• Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind III (1915), s. 11; opslag: Berengaria

Holger Bruun: Gamle danske Minder – Eller skildringer, fortællinger og sagn om Danmarks byer, kirker og klostre, kongeborge og slotte, herregårde samt mindeværdige steder i ældre tider, 1869, afsnittet om Ringsted. På google books.

Foregående:	Dronning af Danmark	Efterfølgende:
Dronning Dagmar		Jutta af Sachsen